Fredsforhandlingerne

I det historiske nattemøde på den anden alrussiske sovjetkongres blev fredsdekretet vedtaget. På dette tidspunkt var sovjetregeringen først ved at vinde fodfæste rundt i landets vigtigste punkter, hvor tallet på de, der i udlandet troede på dens magt, var forsvindende lille. På mødet vedtog vi dekretet enstemmigt. Men for mange så det ud som en blot og bar demonstration. Formidlerne skreg på alle gadehjørner, at man ikke kunde vente sig praktiske resultater af vor revolution; thi på den ene side ville de tyske imperialister ikke anerkende os og ikke forhandle med os, og på den anden side ville ententen erklære os krig, fordi vi havde påbegyndt separatfredsforshandlinger. Under disse profetier foretog vi vore første skridt for at hidføre en almindelig demokratisk fred. Dekretet blev vedtaget den 26. okt. (8. nov.), da Kerenskij og Krasnow stod lige uden for Petrograds porte. Allerede den 7. (20.) november henvendte vi os til vore allierede og vore modstandere radiotelegrafisk med forslag om en almindelig fredsslutning. Som svar herpå henvendte ententens regeringer sig ved deres militæragenter til den daværende øverste hærfører general Duchonin og gav den erklæring, at alle yderligere skridt, der skulle hidføre separatfredsforhandlinger, ville drage de frygteligste følger efter sig. Vi besvarede denne protest af 11. november med vort "Opråb til alle arbejdere, soldater og bønder". I dette opråb erklærede vi, at vi aldrig ville tillade, at vor hær skulle udgyde sit blod under det udenlandske bourgeoisis sværd. Vi afværgede de vesteuropæiske imperialisters trusler og påtog os ansvaret for fredspolitikken for den internationale arbejderklasses åsyn. Men frem for alt offentliggjorde vi, idet vi derved opfyldte vore principielle løfter, de hemmelige forhandlinger og erklærede, at vi ville forbande alt, hvad der stred imod folkemassernes interesser i alle lande.

De kapitalistiske regeringer søgte at spille vore afsløringer ud imod hinanden, men folkemasserne har forstået og anerkendte os. Ikke en eneste socialpatriotisk avis vovede, så vidt vi ved, at protestere imod den kendsgerning, at arbejder- og bonderegeringen grundigt skiftede alle diplomatiets metoder, og at vi gav afkald på alle deres nederdrægtigheder og æreløse foretagender. Vort diplomati satte sig det mål at oplyse folkemasserne, at åbne deres øjne for arten af den politik, deres regeringer førte, og at smede dem sammen i kampen og hadet imod den borgerlig-kapitalistiske ordning. Den tyske, borgerlige presse bebrejdede os, at vi trak fredsforhandlingerne i langdrag; men alle folkeslag lyttede begærligt og opmærksomt til dialogen i Brest-Litovsk; og dermed var der i de to og en halv måned, medens forhandlingerne stod på vist fredssagen en tjeneste, som selv de mere ærlige blandt vore modstandere måtte anerkende. For første gang blev her fredsspørgsmålet bragt ind i en plan, der ikke mere ved forskydninger og intriger bag kulisserne kunde udviskes. Den 22. nov. (5. dec.) underskrev vi overenskomsten om indstillingen af alle krigsoperationer på hele fronten fra Østersøen til Sortehavet. På ny henvendte vi os til ententen med tilbud om at slutte sig til os for i fællesskab med os at føre fredsforhandlinger. Der kom intet svar, selv om ententen ikke mere prøvede på at skræmme os med trusler. Fredsforhandlingerne begyndte den 9. (22.) december, halvanden måned efter vedtagelsen af fredsdekretet. Grebet ud af luften er derfor alle beskyldninger fra den korrumperede socialforræderiske presse imod os, at vi havde undladt at sætte os i forbindelse med ententen.

I løbet af halvanden måned gjorde vi ententen bekendt med hvert skridt, vi foretog, og besvor dem uafbrudt at slutte sig til fredsforhandlingerne. For Frankrigs, Italiens og Englands folkeslag har vi en ren samvittighed. – Vi har gjort alt, hvad der stod i vor magt for at drage de krigsførende magter til fredsforhandlingerne. Skylden for, at vi blev tvunget tit at slutte separatfred, falder altsag ikke på os, men på Vesteuropas imperialister og på de russiske partier, der hele tiden vedblev at profetere Ruslands arbejder- og soldaterregering en snarlig død og bad ententen om ikke at tage vort fredsinitiativ alvorligt. Hvorledes det end forholder sig hermed -, den 9. (22.) december tog fredsforhandlingerne deres begyndelse. Vor delegation afgav en principiel erklæring, der karakteriserede grundlaget for en almindelig demokratisk fred i nøje affattelser af dekretet af 28. oktober (10. november, ny tidsregning). Modpartiet krævede en afbrydelse af mødet, hvorved genoptagelsen af forhandlingerne efter Kühlmanns forslag stadig blev udsat mere og mere. Det var klart, at det voldte firemagtsforbundets delegation stor vanskelighed at formulere svaret på vor erklæring. Den 25. december blev svaret afgivet. Firemagtsforbundets diplomater sluttede sig til den demokratiske formel om en fred uden anneksioner og skadeserstatninger på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret. Vi var ganske klar over, at det var det rene hykleri. Men vi havde ikke en gang ventet dette hykleri af dem, thi som en fransk forfatter engang har sagt, er hykleriet den tribut, som lasten yder dyden. Kun den omstændighed, at den tyske imperialisme anså det for nødvendigt at yde de demokratiske principper denne tribut, viste efter vor mening, at stillingen i det indre af Tyskland var meget alvorlig. Men selv om vi ikke gjorde os nogen illusioner om de herrer Kühlmanns og Czernins demokratiske sindelag – dertil kender vi de tyske og østrig-ungarske regerende klasser alt for godt – så må man dog indrømme, at vi ikke anså den afgrund for mulig, der, som det viste sig nogle dage senere, skilte den tyske imperialismes virkelige fredsbetingelser fra de formler, der af hr. von Kühlmann var blevet opstillet som plagiat af den russiske revolution den 25. december. På en sådan skamløshed var vi ganske vist forberedte.

På Ruslands arbejderklasser gjorde Kühlmanns svar et overordentligt indtryk. Dette svar blev tydet som angst hos centralmagternes ledende klasser for de tyske arbejdermassers utilfredshed og utålmodighed. Den 28. dec. (10. jan.) fandt der i Petrograd en uhyre arbejder- og soldaterdemonstration sted til ære for en demokratisk fred. Men den følgende morgen kom vor delegation tilbage fra Brest-Litovsk og medbragte de røveriske fordringer, som hr. von Kühlmann i centralmagternes navn og som forklaring til hans "demokratiske" formel havde stillet.

Det kunde ved første øjekast synes ubegribeligt, hvad det tyske diplomati egentlig regnede med, når det blot opstillede demokratiske formler, for en to, tre dage senere åbent at vise sin ulvehunger. De teoretiske forklaringer, der – mest på Kühlmanns eget initiativ – drejede sig om demokratiske principper, var de mindst vovede. At centralmagternes diplomati ikke kunde vinde mange laurbær på den vej, måtte det selv på forhånd have indset. Men hemmeligheden ved hele Kühlmanns diplomati bestod i, at denne herre virkelig var overbevist om, at vi på vor side gerne ville spille firehændigt med ham. Han regnede omtrent således: Rusland trænger ubetinget til fred. Bolsjevikkerne er kommet til magten takket være deres kamp for freden. Bolsjevikkerne vil gerne beholde magten. Men det er kun tænkeligt, hvis de slutter fred. De er ganske vist bundet til et bestemt demokratisk fredsprogram. Men hvorfor er der diplomater til, hvis ikke for at gøre sort til hvidt. Vi tyskere vil lette bolsjevikkerne situationen ved at smykke vore plyndringer med dekorative formler. Det bolsjevikiske demokrati vil få tilstrækkelig anledning til ikke at undersøge tingenes politiske væsen højere eller rigtigere til ikke at afsløre de forførende formlers indhold for alverden . . . Med andre ord håbede Kühlmann på en stiltiende overenskomst med os. Han ville give os vore smukke formler tilbage, og vi ville uden protest give ham mulighed for at inkorporere provinser og folkeslag i Tyskland. I de tyske arbejderes øjne havde den voldelige tilegnelse på denne måde fået sin sanktion af den russiske revolution.

Men da vi i debattens løb viste, at det for os ikke drejede sig om formue, ord eller en dekorativ tilsløring af en forskydning, men om demokratiske principper om folkenes samliv – så opfattede Kühlmann det som et indirekte brud på en stiltiende afgørelse. For intet i verden ville han afvige fra formuleringen fra den 20. december, og fuld af tillid til sin skærpede bureaukratisk-juridiske sag, gjorde han sig alle anstrengelser for at vise verden, at der aldeles ingen forskel er på sort og hvidt, og at det kun var vor mangel på god vilje, der tvang os til vedblivende at holde på denne forskel. Grev Czernin, Østrig-Ungarns repræsentant, spillede ved disse forhandlinger en rolle, som intet menneske kan kalde imponerende eller værdig. Han spillede ubehændigt sekundant og påtog sig på Kühlmanns befaling i de kritiske øjeblikke at afgive de stejleste og mest kyniske erklæringer. General Hoffmann medbragte en forfriskende note til forhandlingerne. Uden at vise stor sympati for Kühlmanns diplomatiske instrukser, stillede generalen flere gange sin soldaterstøvle op på bordet, og indviklede juridiske debatter koncentreredes om denne: men vi på vor side tvivlede intet øjeblik på, at netop general Hoffmanns støvle var den eneste alvorlige realitet under hele denne forhandling.

Som en stor triumf i von Kühlmanns hænder kom deltagelsen af delegationen fra Rataen i Kiev i forhandlingerne. De småborgere, der var kommet til styret i Ukraine, syntes, at "anerkendelsen" fra Europas kapitalistiske regeringers side havde overordentlig betydning. Først tilbød Radaen sig hos ententeimperialisterne og fik også nogle lommeskillinger af dem. Derpå sendte de deres repræsentanter til Brest-Litovsk, for bag de russiske folkeslags ryg at tiltuske sig en anerkendelse af deres statslige legalitet af de tyske og østrigske regeringer. Kiever-diplomatiet, der først nu havde betrådt den internationale eksistens' vej, viste samme synskreds og samme moralske niveau, som stedse har karakteriseret Balkanhalvøens politikere.

Herrerne Kühlmann og Czernin gjorde sig naturligvis ingen illusioner om varigheden af disses deltagelse i forhandlingerne. Men de indså rigtigt nok, at ved Radaens deltagelse blev spillet mere indviklet og det ikke til deres skade.

Ved Radaens første optræden ved forhandlingerne i Brest-Litovsk havde den tegnet Ukraine som bestanddel af den russiske føderativrepublik, der var i dannelse. Dette vanskeliggjorde åbenlyst centralmagts-diplomaternes arbejde, der så deres hovedopgave i at forvandle den russiske republik til et nyt Balkan. Ved sin anden optræden erklærede Radaens delegerede, efter det østrig-tyske diplomatis diktat, at Ukraine nu ikke agtede at gå op i den russiske føderation, og at det betragtede sig som en fuldt uafhængig republik.

For at give læserne mulighed for klart og anskueligt at forstå den situation, der i fredsforhandlingernes sidste øjeblik forelå for sovjetregeringen, anser jeg det for formålstjenligt i grundtrækkene at reproducere en tale, som disse linjers forfatter i sin egenskab af folkekommissær for udenrigske anliggender holdt ved mødet i centraleksekutivkomiteen den 14. februar 1918.