Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Som marxister har vi aldrig drevet afgudsdyrkelse af det formelle demokrati. I klassesamfundet fjerner de demokratiske institutioner ikke klassekampen, men giver tværtimod klasseinteresserne et højst ufuldkomment udtryk. De besiddende klasser har altid utallige midler til deres rådighed til at forfalske, aflede og undertrykke de arbejdende folkemassers vilje. Som et endnu mere ufuldkomment apparat til udtryk for klassekampen viser demokratiets institutioner sig under en revolution. Marx betegnede revolutionen som "historiens lokomotiv". Takket være den åbne og umiddelbare kamp om regeringsmagten samler de arbejdende masser på den kortest mulige tid en stor politisk erfaring og stiger i deres udvikling hurtigt fra det ene trin til det andet. De demokratiske institutioners klodsede apparat, når så meget desto mindre denne udvikling jo større landet og jo mere ufuldkomment dets tekniske apparat er.
Højre fløj af de socialrevolutionære fik flertal i den konstituerende forsamling. Efter den parlamentariske mekanik skulle de have haft regeringsmagten. Men højre fløj havde alt i løbet af den tid, der gik forud for novemberomvæltningen haft mulighed for at opnå denne magt. Og dog gav dette parti afkald på regeringen og afstod løvens part til det liberale bourgeoisi, og dermed havde den – just i det øjeblik, den konstituerende forsamling numerisk forpligtede det til at danne regeringen – mistet den sidste rest af kredit hos folkets revolutionære dele. Arbejderklassen og med den den røde garde stod meget fjendtligt over for de socialrevolutionæres højre fløj. Langt den største del af hæren støttede bolsjevikkerne. De revolutionære elementer på landet delte deres sympatier mellem de socialrevolutionære og bolsjevikkerne. Matroserne, der havde spillet en så dominerende rolle i revolutionsbegivenhederne, fulgte næsten udelukkende vort parti. Af de sovjets, der allerede i oktober, dvs. før den konstituerende forsamlings indkaldelse havde grebet magten, var de højresindede socialrevolutionære tvunget til at træde ud. På hvem kunde altså et ministerium, der var opstillet af den konstituerende forsamlings majoritet, støtte sig? Bag dem ville landbefolkningen, de intellektuelles og embedsmændenes spidser stå, til højre kunde de måske finde støtte hos bourgeoisiet. Men en sådan regering ville fuldstændigt have savnet det materielle regeringsmaskineri. I et politisk koncentrationspunkt som Petrograd ville en sådan regering fra første færd af være stødt på uovervindelige hindringer. Dersom sovjetterne under disse omstændigheder – i underkastelse under de demokratiske institutioner formelle logik – overlod regeringen til Kerenskijs og Tschernovs parti, så havde denne regering, der var afmægtig og kompromitteret, kun midlertidig bragt en midlertidig forvirring ind i landets politiske liv for så nogle uger senere at blive styrtet ved et nyt oprør. Sovjetterne besluttede at reducere dette forsinkede historiske eksperiment til et minimum, og den konstituerende forsamling blev opløst endnu samme dag, den var trådt sammen.
Dette gav anledning til de hårdeste anklager mod vort parti. Det, at den konstituerende forsamling blev jaget fra hinanden, gjorde utvivlsomt også et ugunstigt indtryk på de ledende kredse inden for Vesteuropas socialistiske partier. Man så der i denne politisk uundgåelige og nødvendige handling, partivilkårlighed, en slags tyranni. I en række afhandlinger fremsatte Kautsky med det for ham ejendommelige pikanteri vekselforholdet mellem proletariatets socialrevolutionære opgaver og det politiske demokratis styre. Han beviste, at det stedse til syvende og sidst ville være nyttigt at bibeholde det demokratiske oplysnings grundlag. I det hele og store er dette naturligvis fuldkommen rigtigt. Men Kautsky degraderede denne historiske sandhed til en professorbanalitet. Når det til syvende og sidst er nyttigt for proletariatet at lede sin klassekamp, ja, endog sit diktatur ind i de demokratiske institutioners rammer, så betyder det på ingen måde, at historien altid muliggør en sådan kombination for proletariatet. Den marxistiske teori siger dog vel ikke, at historien stedse skaber sådanne betingelser, der er de "gunstigste" for proletariatet. Man kan næppe en gang momentant sige, hvilket forløb revolutionen ville have taget, dersom den konstituerende forsamling var blevet indkaldt i revolutionens anden eller tredie måned. Det er meget muligt, at de dengang dominerende partier, de socialrevolutionære og mensjevikkerne, ville have kompromitteret sig sammen med den konstituerende forsamling og det både for de aktive lag, der understøttede sovjetterne, som også for de mere tilbagestående demokratiske masser, der var kommet til det resultat, at de ikke skulle sætte deres forhåbninger til sovjetten, men til den konstituerende forsamling. Under disse omstændigheder havde opløsningen af den konstituerende forsamling kunnet føre til nyvalg, ved hvilke venstrefløj kunde have vist sig som majoritet. Men udviklingen slog ind på en anden vej. Valgene til den konstituerende forsamling fandt sted i revolutionens niende måned. På det tidspunkt var klassekampen blevet så spændt, at den ved et stormløb indefra sprængte demokratiets formelle rammer.
Proletariatet havde hæren og de fattige bønder bag sig. Disse befandt sig i en direkte forbitret kamp med de højresindede socialrevolutionære. Men på grund af de demokratiske valgs klodsede mekanik fik dette parti – som troligt billede på revolutionen før novemberomvæltningen – flertal i den konstituerende forsamling. Der opstod således en modsætning, der ikke kunde løses inden for det formelle demokratis rammer. Og kun politiske pedanter, der ikke gør sig rede for klassemodsætningernes revolutionære logik, kan efter novembersituationen banalt foreholde proletariatet, hvilken nytte og fordel demokratiet byder for klassekampens sag.
Dette spørgsmål blev stillet langt mere korrekt og langt skarpere af historien. Den konstituerende forsamling måtte altså efter dens majoritets sammensætning overdrage regeringen til Tschernovs, Kerenskijs og Tseretellis gruppe. Men var denne gruppe i stand til at lede revolutionen? Nej, revolutionens virkelige klasseindhold var uforsonlig stødt mod dens demokratiske skal. Og dermed alene var den konstituerende forsamlings skæbne beseglet – dens opløsning syntes den eneste mulige, den kirurgiske løsning, den eneste udvej af den modsigelse, som ikke vi, men begivenhedernes hele forudgående udvikling havde skabt.