Den demokratiske sovjet og "Forparlamentet"

Den demokratiske sovjet, der havde udskilt sig fra den demokratiske konference, opsugede hele dennes hjælpeløshed. De gamle sovjetpartier, de socialrevolutionære og menschevikkerne havde i dette sovjet frembragt en kunstig majoritet, men kun for tydeligere at blotte deres politiske afslappelse. Bag kulisserne førte Zeretelli forvirrede forhandlinger med Kerenski og med repræsentanterne for censuselementerne, som man udtrykte sig i sovjettet for at undgå det "fornærmelige" ord Bourgeoisi. Zeretellis beretning over forhandlingernes forløb og resultat var en slags ligprædiken for en hel periode af revolutionen. Det viste sig, at hverken Kerenski eller censuselementerne vilde påtage sig ansvarligheden over for den nye halvrepræsenterende institution. På den anden side lykkedes det ikke uden for Kadetpartiet at finde såkaldte "dygtige" socialtarbejdende personligheder. De, der havde organiseret foretagendet måtte altså kapitulere på begge punkter, og kapitulationen kom til at betyde så meget mere, som den demokratiske konference netop var indkaldt for at suspendere det uansvarlige regime – derved afslog konferencen ved en formel afstemning en koalition med kadetterne. De få mødedage, den demokratiske sovjet oplevede før den blev styrtet, herskede der stor spænding og fuldkommen mangel på arbejdsevne. Sovjetten viste ikke billedet af revolutionens fremgang, men splittelsen af de partier, revolutionen havde ladet blive tilbage agterude.

Endnu under den demokratiske konference rettede jeg det spørgsmål, om vi ikke skulde forlade konferencen og boykotte den demokratiske sovjet, til vor partifraktion. Ved en aktion skulde masserne indse, at "mæglerne" havde ført revolutionen ind i en blind gade. Kampen for at skabe en sovjetregering kunde kun føres rent revolutionært. Magten måtte fratages dem, der ikke lovede noget positivt, og som jo længere jo mere mistede evnen til aktivt at skabe – selv noget negativt. Vi måtte rette vor politiske vandring – der gik igennem kræfternes mobilisering omkring sovjetten, den alrussiske sovjetkongres og oprøret – imod dem, der gik igennem det kunstigt sammensatte Forparlament og den hypotetiske, konstituerende forsamling. Dette kunde kun ske ved et brud med den institution, der var skabt af Zeretelli og hans meningsfæller, et brud, der fandt sted i hele folkets påsyn; endvidere ved at koncentrere hele opmærksomheden og alle arbejderklassens kræfter om sovjetinstitutionerne. Netop derfor foreslog jeg demonstrativt at forlade salen og føre en revolutionær agitation i fabrikkerne og regimenterne imod de forsøg, der gik ud på at kvæle befolkningens revolutionære vilje og påny føre revolutionen ind i bourgeoisikoalitionens farvand. I samme retning udtalte også Lenin, fra hvem vi nogle dage senere modtog et brev, sig. Blandt partiførerne var stillingen til dette spørgsmål endnu usikker. Julidagene havde sat dybe spor i vort partis bevidsthed. Arbejdernes og soldaternes store masse var kommet sig langt hurtigere efter julistormen end mange af vore ledende fæller, der er i det hele taget frygtede, at revolutionen vilde mislykkes, dersom masserne stormede for tidligt frem. For mit forslag stemte på den demokratiske konference 50, medens 70, der udtalte sig for deltagelse i den demokratiske sovjet, stemte imod. Men erfaringerne fra deltagelsen var dog nærmest egnede til at styrke vort partis venstre fløj. Det var kun altfor tydeligt, at der ikke var nogen udvej af den blinde gade, i hvilken det småborgerlige demokrati ved sin slaphed havde ledet revolutionen ind, ved hjælp af de til bedrageri grænsende kombinationer, hvis mål var at sikre censuselementerne den fortsatte ledelse af revolutionen, eller ved hjælp af de mæglere, der stod i miskredit hos underklassen. Da så den demokratiske sovjet, kompletteret med censuselementerne, forvandlede sig til Forparlamentet, var vort parti fast besluttet på at bryde med denne institution.