Den af Petrograds garnison foranledigede konflikt

Men endnu langt tidligere, før kongressen med de nordlige sovjets, fandt der en begivenhed sted, der i den senere politiske kamp kom til at spille en højst vigtig rolle. I begyndelsen af oktober indfandt sovjetrepræsentanter ved generalstaben i Petrograd sig på eksekutivkomiteens møde og bragte meddelelse om, at generalstaben krævede afsendelsen af to trediedele af Petrograds garnison til fronten. Til hvad? Til at beskytte Petrograd. Afsendelsen skulde ikke finde sted straks, men forberedelserne skulde straks påbegyndes. Vi spidser øren. I slutningen af august var ligeledes fem revolutionære regimenter blevet fjernede fra Petrograd helt eller tildels. Den gang skete det på forlangende af daværende generalstabschef Konulow, der just i de dage rustede den kaukasiske division imod Petrograd for en gang for alle at blive færdig med den revolutionære hovedstad. Vi var altså ikke uden erfaring om den slags rent politiske forskydninger af regimenter under påskud af militæroperationer. Jeg vil straks sige, at det af dokumenter, der er bleven bekendt efter novemberrevolutionen, fuldkomment tydeligt fremgår, at den projekterede fjernelse af Petrograds garnison intet havde med militære formål at gøre, at den var blevet påtvunget den øverstkommanderende Duchonin imod hans vilje og det af ingen anden end Kerenski, der således ville befri hovedstaden for de mest revolutionære d. v. s. ham mest fjendtligsindede soldater. Men den gang i begyndelsen af oktober fremkaldte vor mistanke en storm af patriotisk forargelse. Generalstaben trængte på: Kerenski kunde ikke vente længere, jorden brændte under hans fødder. Vi lod ikke længe vente på os med svaret. Hovedstaden var faretruet, og for os stod spørgsmålet at forsvare Petrograd i hele dets uhyre betydning. Men efter erfaringen med Kornilows affære, efter Rodsjankos ord om det helsebringende i en tysk besættelse, hvorfra skulde man da have tillid til at Petrograd ikke blev overgivet til tyskerne i den hensigt at afstraffe det for sin oprørske ånd. Eksekutionskomiteen vægrede sig ved blindt at acceptere befalingen til at fjerne de to trediedele af garnisonen. Vi må først undersøge – erklærede vi – om denne befaling virkelig var dikteret af militære overvejelser, og dertil er en undersøgelseskommission nødvendig. Således opstod tanken om ved siden af sovjettets soldatersektion at oprette et rent operativt organ i skikkelse af den militær-revolutionære komité, der senere fik så stor magt og faktisk blev novemberrevolutionens værktøj. Det er utvivlsomt, at vi, dengang vi rykkede tanken om et sådant organ frem i forgrunden, et organ, der i sig skulde samle den rent militære ledelses tråde i Petrograd, var fuldstændig klar over, at netop dette organ kunde blive et uvurderligt revolutionært værktøj. Det var på det tidspunkt, da vi alt åbent bevægede os henimod oprøret og organisatorisk forberedte det.

Den 25. oktober skulde som sagt den alrussiske sovjetkongres finde sted. Der kunde ingen tvivl v være om, at kongressen var stemt for overgivelsen af den udøvende magt til sovjetkt. Men en sådan beslutning måtte straks uden opsættelse virkeliggøres. Ellers betød den intet uden en uværdig platonisk demonstration. Tingenes logik krævede, at vi fastsatte oprøret til den 25. oktober, nøjagtig således forstod den samlede borgerlige presse sagen. Men kongressens skæbne afhang i første række af Petrograder garnisonen. Vilde den nu gøre det muligt for Kerenski at omringe sovjetkongressen og ved hjælp at nogle hundreder eller tusinder fændrikker og underofficerer at jage den fra hinanden? Betød allerede ikke forsøget på at fjerne ganisonen så meget som at regeringen forberedte sig på at opløse kongressen? Det vilde også have været underligt, om regeringen ikke havde gjort det, da den så, at vi åbent i hele samfundets påsyn mobiliserede sovjetkræfterne for at give koalitionsregeringen dødsstødet.

På denne måde udviklede denne konflikt sig i Petrograd til spørgsmålet om garnisonens skæbne. Fremfor alt beskæftigede dette spørgsmål livligt soldaterne. Men også arbejderne betragtede denne konflikt med største interesse, da de frygtede, at de efter garnisonens afmarch vilde blive ombragt af fændrikkerne og kosakkerne. Konflikten tilspidsedes således, og den jordbund, på hvilken den udviklede sig var overordentlig ugunstig for Kerenski.

Parallelt dermed forløb den alt ovenfor omtalte kamp om indkaldelse af den alrussiske sovjetkongres. Imidlertid proklamerede vi i Petrograder-sovjettens og den nordlige provincialkongres' navn, at den anden sovjets kongres måtte styrte Kerenski og blive eneherre i Rusland. Oprøret var faktisk allerede begyndt. Det udviklede sig ganske offentligt, i hele landets påsyn.

I løbet af oktober spillede spørgsmålet om oprøret en stor rolle indenfor vort parti. Lenin, der holdt sig skjult i Finland, krævede i talrige breve hårdnakket en mere afgjort taktik. Nedefra gærede det, og utilfredsheden med, at bolschevikerne, der på Petrograd kongressen havde flertal, ikke drog praktiske følger af deres paroler, steg. Den 10. oktober fandt et hemmeligt møde i vort partis centralkomite med Lenin som taler sted. På dagsordenen stod oprørsspørgsmålet. Med alle stemmer mod to blev det besluttet, at det eneste, der kunde redde landet og revolutionen fra et afgørende sammenbrud, var en opstand, der bragte hele regeringsmagten i hænderne på sovjetterne.