Trotskij: Krise, boom og revolution
Noterne er placeret sammen med de enkelte artikler, men foretrækker du dem samlet, så kommer de her:
1. I Frankrig rejste industriborgerskabet, småborgere, bønder og proletariatet sig i februar 1848 mod monarkiet og fik indført en borgerlig republik. Med Napoleon III's valg til præsident i december 1848 vendte billedet sig til kontrarevolutionens fordel. Den tidligere alliance mellem småborgere, bønder og arbejdere kunne ikke holde. Proletariatet var for svagt til at stå alene over for borgerskabet, der støttedes af det vaklende småborgerskab og og af bønderne. I 1851 genindførtes kejserdømmet, bl.a. med støtte fra bønderne.
I marts 1848 stod det tyske borgerskab i spidsen for revolutionen, der ville have indført parlament osv. Arbejderne og småborgerskabet støttede denne kamp. I foråret 1848 søgte kommunister og republikanere at starte en revolutionær bevægelse, der kunne gå ud over den borgerlige stat. Dette forsøg blev nedkæmpet af borgerskabet, som gik i alliance med adel og godsejere.
I hele Europa så man, at den tidligere alliance mellem borgerskab og arbejdere opløstes efter revolutionen. De politiske resultater, frihedsrettighederne, blev undertrykt for den brede befolkning, mens borgerskabet fjernede de sidste rester af det feudale samfund, som havde hindret en kapitalistisk udvikling.
Marx' og Engels' konklusion over disse revolutionsforsøg var, at arbejderne måtte organisere sig i et selvstændigt parti, der ikke skulle udnyttes af borgerskabet, men kæmpe for egne mål i en "permanent revolution".
2. Klassekampen i Frankrig 1848-50, indledning ved Engels, s. 114 i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, Tidens Forlag, Kbh. 1973.
3. En voldsomt ekspanderende periode.
4. Leon Chavenon, fransk økonomisk journalist; redaktør af det franske økonomiske tidsskrift l'Information.
5. En finanskrise, der skyldtes for store kreditter, aktiespekulation og en ufleksibel valutapolitik, som Wall Street gjorde den amerikanske præsident Th. Roosevelt ansvarlig for. Krisen blev "reddet" gennem offentlige tilskud til bankverdenen.
6. Amsterdam Internationalen var den socialdemokratisk
dominerede Internationale Fagforenings Føderation.
To-og-en-halv'te Internationale var en midlertidig gruppe af
partier, der havde forladt Anden Internationale; men som afslog at tilslutte
sig Tredje Internationale.
Serrati-grupperne var tilhængere af den italienske
socialistleder Serrati, der oprindeligt tilhørte Tredje Internationale i
1919; men som senere i 1921 nægtede at følge dennes krav om at
ekskludere reformisterne i partiet.
Paul Levi var en kommunist, der forlod det tyske parti p.g.a.
dets ultra-venstre-linie i "Marts-aktionen" i 1921, og som hurtigt
bevægede sig over centrisme til reformisme.
7. On the International Situation and the Tasks of the Comintern, Theses of the Third World Congress, -i: The First Five Years of The Communist International, vol. I, p. 260.