Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Fra Writings of Leon Trotsky (1937-38). Teksten er fra Internal Bulletin, Organizing Committee for the Socialist Party Convention (New York), no. 1, October 1937. Her oversat fra Leon Trotsky on China, p. 567-71, New York 1976.
Første gang på dansk i International Socialisme – Politiske arbejdstekster, nr. 3: Golfen, marts 1989. Pjecen indeholder tekster fra diskussionen i Internationale Socialister om holdningen til – den første – Golfkrig.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
Kære kammerat Diego Rivera. [1]
I de sidste par dage har jeg læst nogle af Oehleriternes og Eiffeliternes [2] (ja, der findes en tendens ved det navn!) værker om borgerkrigen i Spanien og om den kinesisk-japanske krig. Lenin kaldte disse menneskers ideer for "børnesygdomme". Og et sygt barn får medlidenhed. Men der er gået 20 år siden dengang, og børnene har fået skæg og er endda ved at blive skaldede. Men de er ikke ophørt med deres barnlige pludren. Faktisk er det lige omvendt, de har forstærket alle deres fejl og al deres tåbelighed tifold. De følger os skridt for skridt. De låner nogle elementer af vores analyser. De fordrejer uhæmmet disse elementer og stiller dem i modsætning til resten. De korrigerer os. Når vi tegner et billede af et menneske, tilføjer de en deformitet. Når det er en kvinde, tilføjer de en kraftig moustache. Når vi tegner en hane, lægger de et æg under. Og de kalder det hele for en parodi på marxismen og leninismen.
I dette brev vil jeg kun forholde mig til den kinesisk-japanske krig. I min meddelelse til den borgerlig presse sagde jeg, at det var alle kinesiske arbejderorganisationers pligt at deltage aktivt og i forreste linie i den nuværende krig mod Japan, og det uden på et eneste tidspunkt at opgive deres eget program og uafhængige aktiviteter. Men det er "socialpatriotisme", skriger Eiffeliterne. Det er kapitulation til Chiang Kai-shek! Bolsjevikkerne krævede revolutionær defaitisme i den imperialistiske krig (1. verdenskrig; o.a.). Krigen i Spanien og den kinesisk-japanske krig er begge imperialistiske krige. "Vores holdning til krigen i Kina er den samme. Den eneste frelser for arbejdere og bønder i Kina er at kæmpe uafhængigt imod de to hære, imod den kinesiske hær på samme måde som imod den japanske hær." Disse fire linier, som er taget fra et eiffelitisk dokument fra d. 10. september 1937, er nok for os til at sige, at vi her er stillet over for reelle forrædere eller komplet imbecile. Men dumhed på dette niveau er det samme som forræderi.
Vi opfatter ikke, og har aldrig opfattet, alle krige som ens. Marx og Engels støttede irernes revolutionære kamp imod Storbritannien, polakkerne imod zaren, selv om lederne i disse to nationalistiske krige for de flestes vedkommende var medlemmer af borgerskabet og ind imellem oven i købet af det feudale aristokrati, og i alle tilfælde var de reaktionære katolikker. Da Abd-el-Krim rejste sig imod Frankrig, snakkede demokrater og socialdemokrater med had om en "vild tyrans" kamp imod "demokratiet", Léon Blums parti støttede det synspunkt. Men vi marxister og bolsjevikker anså Riffernes kamp imod den imperialistiske dominans som en progressiv krig. Lenin skrev hundredvis af sider, der demonstrerede nødvendigheden af at skele mellem imperialistiske lande og koloniale og halvkoloniale lande, som udgør det store flertal af menneskeheden. At snakke om "revolutionær defaitisme" som et generelt princip, uden at skelne mellem undertrykkende og undertrykte lande, er at tegne en miserabel karikatur af bolsjevismen og at stille den til rådighed for imperialismen.
I Fjernøsten har vi et klassisk eksempel. Kina er et halvkolonialt land, som Japan for øjnene af os gør til koloni. Japans kamp er imperialistisk og reaktionær, Kinas kamp er befriende og progressiv.
Men Chiang Kai-shek? Vi må ikke have nogle illusioner om Chiang Kai-shek, hans parti eller den herskende klasse i Kina, ligesom Marx og Engels ikke havde illusioner om de herskende klasser i Irland og Polen. Chiang Kai-shek er de kinesiske arbejderes og bønders bøddel. Men i dag er han, uanset hvad han ellers mener, tvunget til at kæmpe imod Japan for at fastholde Kinas uafhængighed. I morgen vil han måske forråde kampen igen. Det er muligt. Det er sandsynligt. Det er endda uundgåeligt. Men i dag kæmper han. Kun kujoner, slyngler eller komplet idioter afviser at deltage i den kamp.
Lad os bruge eksemplet fra en strejke til at belyse problemet. Vi støtter ikke alle strejker. Hvis en strejke for eksempel har til formål at smide sorte, kinesiske eller japanske arbejdere ud fra fabrikken, så er vi imod strejken. Men hvis en strejke sigte på at forbedre, så vidt det er muligt, forholdene for arbejderne, så er vi de første til at deltage i den, uanset hvilket lederskab den har. I det store flertal af strejker er lederne reformister, forrædere af profession eller agenter for kapitalen. De er imod strejker. Men ind imellem tvinger presset fra masserne eller den objektive situation dem ind på massernes vej.
Lad os for eksempel forestille os, at en arbejder siger til sig selv: "Jeg vil ikke deltage i strejken, fordi lederne er kapitalens håndlangere." Dette ultra-venstre-vrøvl vil gøre ham fortjent til at blive kaldt ved sit rigtige navn: strejkebryder. Fra det synspunkt er den kinesisk-japanske krig analog. Hvis Japan er et imperialistisk land, og hvis Kina er udsat for imperialistisk aggression, så støtter vi Kina. Japans patriotisme er en hæslig maske over verdensomspændende tyveri. Kinesisk patriotisme er legitim og progressiv. At placere de to på linie og snakke om "socialpatriotisme" kan kun gøres af dem, der intet har læst af Lenin, som ikke har forstået en pind af bolsjevikkernes holdning under den imperialistiske krig, og som ikke kan andet end at kompromittere og prostituere marxismens lære.
Eiffeliterne har hørt, at socialpatrioterne beskylder internationalisterne for at være fjendens agenter, og de fortæller os at: "I gør nøjagtigt det samme". I en krig mellem to imperialistiske lande er det hverken et spørgsmål om demokrati eller national uafhængighed, men om undertrykkelsen af tilbagestående ikke-imperialistiske folk. I sådan en krig befinder begge lande sig på det samme historiske plan. De revolutionære i begge hære er defaitister. Men Japan og Kina befinder sig ikke på samme historiske plan. En sejr til Japan vil lægge Kina i lænker, være en ende på dets sociale og økonomiske udvikling og vil betyde en frygtelig styrkelse af den japanske imperialisme. Modsat vil en sejr til Kina betyde social revolution i Japan og en fri udvikling, i hvert fald for udefrakommende undertrykkelse, af klassekampen i Kina.
Men kan Chiang Kai-shek sikre sejren? Det tror jeg ikke. Men på den anden side er det ham, der startede krigen og som leder den i dag. For at kunne skifte ham ud, er det nødvendigt at få afgørende indflydelse i proletariatet og i hæren, og for at opnå det er det nødvendigt at placere sig i kampens midte, ikke at svæve frit i luften. Vi skal vinde indflydelse og prestige i den militære kamp imod den fremmede invasion og i den politiske kamp imod krigens svagheder og mangler og imod internt forræderi. På et bestemt tidspunkt, som vi ikke kan fastsætte på forhånd, kan og skal denne politiske operation ændres til en væbnet konflikt, fordi borgerkrig, ligesom al anden krig, bare er en fortsættelse af den politiske kamp. Men det er nødvendigt at vide, hvornår og hvordan man ændrer kampen fra politisk opposition til væbnet opstand.
Under den kinesiske revolution i 1925-27 angreb vi Kominterns politik. Hvorfor? Det er nødvendigt at forstå grundene ordentligt. Eiffeliterne påstår, at vi har ændret vores politik omkring Kina. Det er fordi staklerne aldrig har forstået vores holdning i 1925-27. Vi har aldrig benægtet, at det var Kommunistpartiets opgave at deltage i det sydlige Kinas borgerskabs og småborgerskabs krig imod generalerne i nord, der var imperialismens agenter. Vi har aldrig benægtet nødvendigheden af en militær blok mellem kommunisterne og Kuomintang. Faktisk var vi de første til at foreslå det. Men vi forlangte, at kommunistpartiet fastholdt sin fuldstændige politiske og organisatoriske uafhængighed. Det betyder, at arbejderklassen, såvel i borgerkrigen som i den anti-imperialistiske krig, samtidig med, at den forbliver i frontlinierne i den militære kamp, forbereder det politiske opgør med borgerskabet. Vi har den samme politik i den nuværende krig. Vi har ikke flyttet os en tøddel. På den anden side har Oehleriterne og Eiffeliterne ikke forstået den mindste smule af vores politik, hverken den i 1925-27 eller den i dag.
I min meddelelse til den borgerlige presse i starten af den nuværende konflikt mellem Tokyo og Nanking (daværende hovedstad i Kina; o.a.) understreger jeg mere end noget andet nødvendigheden af de revolutionære arbejderes aktive deltagelse i krigen imod de imperialistiske undertrykkere. Hvorfor gjorde jeg det? Først og fremmest fordi det er korrekt marxistisk politik, og dernæst fordi det er nødvendigt for at redde vores kammerater i Kina. I morgen vil GPU, som er i alliance med Koumintang (som med Negrin i Spanien) beskylde vores kinesiske venner for at være "defaitister" og japanske agenter. De bedste af dem, med Chén Tu-hsui i spidsen, kan blive kompromitteret nationalt og internationalt og slået ihjel. Det var nødvendigt energisk at understrege, at 4. Internationale var på Kinas side imod Japan. Og jeg tilføjede på samme tid: Uden at afskrive deres program eller deres selvstændighed.
De eiffelitiske imbecile prøver at spøge med dette "forbehold". "Trotskisterne", siger de, "vil tjene Chiang Kai-shek i handling og proletariatet i ord."
At deltage aktivt og bevidst i krigen betyder ikke "at tjene Chiang Kai-Shek", men at tjene et kolonilands uafhængighed på trods af Chiang Kai-Sheks ordre, fordi det nu uheldigvis er ham, der har kommandoen i uafhængighedskrigen, og at forberede hans politiske nederlag – det er den eneste revolutionære politik. Eiffeliterne modstiller "klassekampen" til denne "nationalistiske og social patriotiske politik".
Lenin bekæmpede denne abstrakte og sterile opposition hele sit liv. Verdensproletariatet dikterede ham pligten til at hjælpe undertrykte folk i deres nationale og patriotiske kamp imod imperialismen. Dem, som endnu ikke har forstået det næsten et kvart århundrede efter Verdenskrigen og 20 år efter Oktoberrevolutionen, må ubarmhjertigt afvises som de værste fjender i den revolutionære avantgarde. Det er lige nøjagtigt sagen med Eiffel og hans slags.
1. Dette er et brev til den mexikanske kunstner Diego Rivera (1886-1957). Rivera havde været medlem af centralkomiteen for Mexicos kommunistiske parti fra 1922. Han gik imod eksklusionen af Venstreoppositionen i 1927, og blev senere en af Trotskijs støtter. Hans arbejde var afgørende for af skaffe Trotskij indrejse til Mexico. I 1939 brød Trotskij med ham, da Rivera støttede den højre-orienterede kandidat, general Almazar, ved præsidentvalget i 1940. Rivera vendte senere tilbage til kommunistpartiet.
2. Oehleritterne var tilhængere af Hugo Oehler, som leded en sekterisk fraktion inden for Workers Party i USA, en fraktion, der var imod sammenslutning med Socialist Party. Han blev ekskluderet i oktober 1935 for brud på disciplinen og dannede Revolutionary Workers League. Eiffelitterne var tilhængere af Paul Eiffel, som var leder af en meget lille udsplitning fra Oehler's RWL in 1936. Han modsatte sig militær støtte til det loyalistiske Spanien mod Franco og til Chiang Kai-shek imod den japanske invasion.