Hvad er fascisme?
Fra: Hvilken vej for Frankrig
For at kunne kæmpe er det nødvendigt at fastholde og styrke sine kampmidler og -instrumenter: organisationerne, pressen, møderne osv. Fascismen truer alle disse ting direkte og umiddelbart. Den er stadig for svag til den direkte kamp for magten, men den er stærk nok til at forsøge at slå arbejderorganisationerne ned stykke for stykke, til at hærde sine bander i disse angreb og til at sprede modløshed og mangel på tillid til egen styrke i arbejdernes rækker.
Fascismen bliver ubevidst hjulpet af alle dem, som siger, at "fysisk kamp" er utilladelig eller håbløs, og som kræver, at Doumergue [32] afvæbner sin fascistiske garde. Intet er så farligt for proletariatet, særligt i den nuværende situation, som det falske håbs søde gift. Intet forstærker fascisternes uforskammethed så meget som den "slatne pacifisme" fra arbejderorganisationernes side. Intet ødelægger middelklassernes tillid til arbejderklassen så meget som nølen, passivitet og mangel på kampvilje.
Le Populaire (den socialistiske avis) og særlig l'Humanité (det kommunistiske partis avis) skriver hver eneste dag: "Enhedsfronten er et bolværk mod fascismen", "enhedsfronten vil ikke tillade", "fascisterne vil ikke vove" ... osv. Dette er fraser. Det er nødvendigt at sige ligeud til arbejderne, socialisterne og kommunisterne: Lad være med at lade jer lulle i søvn af overfladiske og uansvarlige journalister og folketalere. Det drejer sig om vores liv og om socialismens fremtid. Ikke fordi vi benægter enhedsfrontens betydning. Vi krævede den, da lederne fra begge partier var imod den. Enhedsfronten åbner for utallige muligheder, men heller ikke mere. I sig selv afgør enhedsfronten intet. Kun massernes kamp er afgørende. Enhedsfronten vil vise sin værdi, når kommunistiske enheder kommer socialistiske enheder til hjælp og omvendt i tilfælde af fascistiske banders angreb på Le Populaire eller l'Humanité. Men for at dette skal ske, må der eksistere proletariske kampenheder, som må uddannes, trænes og bevæbnes. Og hvis der ikke er nogen forsvarsorganisation, dvs. en arbejdermilits, kan Le Populaire og l'Humanité skrive lige så mange artikler, de vil, om enhedsfrontens store betydning, men de to aviser vil vise sig forsvarsløse over for det første velforberedte angreb fra fascisternes side.
Vi vil foreslå at lave en kritisk gennemgang af de "argumenter" og "teorier", som føres frem af de mange og indflydelsesrige modstandere af arbejdermilitsen i de to arbejderpartier.
"Vi har brug for et massernes selvforsvar og ikke en milits", hører vi ofte. Men hvad er "massernes selvforsvar" uden kamporganisationer, uden specialiserede kadrer, uden våben? At overlade forsvaret mod fascismen til uorganiserede og uforberedte masser ville være at spille en rolle, der er uendeligt ringere end Pontius Pilatus'. [33] At benægte militsens rolle er at benægte avantgardens rolle. Hvorfor så overhovedet et parti? Uden støtte fra masserne er militsen intet værd. Men uden organiserede kampenheder vil de heroiske masser blive smadret bid for bid af de fascistiske bander. Det er nonsens at sætte militsen op i modsætning til selvforsvar. Militsen er et middel til selvforsvar.
"Det lægger op til en provokation, når man opfordrer til organiseringen af en milits". De modstandere, der siger sådan, er helt afgjort de mindst seriøse og mindst ærlige. Dette er ikke et argument, men en fornærmelse. Hvis nødvendigheden af et forsvar af arbejdernes organisationer udspringer af hele situationen, hvordan kan man så tillade sig ikke at opfordre til oprettelsen af en milits? Måske vil de sige, at oprettelsen af en milits "fremprovokerer" fascistiske angreb og undertrykkelse fra regeringen. I så fald er det et absolut reaktionært argument. Liberalismen har altid sagt til arbejderne, at de med deres klassekamp "provokerede" reaktionen.
Reformisterne gentog denne beskyldning mod marxisterne, mensjevikkerne mod bolsjevikkerne. Disse beskyldninger skrumpede i sidste instans ind til den dybsindige ide, at hvis de undertrykte ikke gøede, ville undertrykkerne ikke behøve af slå dem. Dette er Tolstojs og Gandhis filosofi, men aldrig Marx' eller Lenins. Hvis l'Humanité ønsker at udvikle doktrinerne for "ikke-voldelig modstand", burde den fra nu af som logo tage ikke hammer og segl, som er Oktoberrevolutionens symbol - men den fromme ged, som forsyner Gandhi med mælk.
"Men bevæbningen af arbejderne er kun passende i en revolutionær situation, som ikke eksisterer endnu". Dette dybsindige argument betyder, at arbejderne må finde sig i at lade sig slagte, indtil situationen bliver revolutionær. De, som i går prædikede "den tredje periode" [34], ønsker ikke at se, hvad der foregår for øjnene af dem. Spørgsmålet om våben er kun blevet aktuelt, fordi den "fredelige", "normale", "demokratiske" situation er blevet afløst af en stormfuld, kritisk og ustabil situation, som kan udvikle sig til såvel en revolutionær som til en kontrarevolutionær situation.
Udfaldet afhænger frem for alt af, om arbejderavantgarden vil finde sig i at blive angrebet og bid for bid blive slået ned. Eller om den vil gengælde ethvert slag ved at slå to gange tilbage og derved indgyde mod hos de undertrykte og samle dem bag dens banner. En revolutionær situation falder ikke ned fra himlen. Den tager form under aktiv deltagelse af den revolutionære klasse og dens parti.
De franske stalinister argumenterer nu med, at militsen ikke frelste det tyske proletariat fra nederlag. Så sent som i går benægtede de kategorisk enhver mulighed for nederlag i Tyskland og hævdede, at de tyske stalinisters politik var korrekt fra ende til anden. I dag ser de hele ulykken i de tyske arbejderes milits [35]. Således falder de fra den ene fejltagelse ned i den diametralt modsatte, som ikke er mindre enorm. Militsen i sig selv løser ingen problemer. En korrekt politik er nødvendig. Men stalinisternes politik i Tyskland ("socialfascismen er hovedfjenden", splittelse i fagbevægelsen, flirt med nationalismen, kupstrategi) førte til en fatal isolering af den proletariske avantgarde og til dens skibbrud. Med en fuldstændig værdiløs strategi kunne ingen milits have reddet situationen.
Det er nonsens at sige, at militsens organisering i sig selv fører til eventyrpolitik, provokerer fjenden, erstatter den politiske kamp med fysisk kamp osv. I alle disse fraser ligger intet andet end politisk fejhed.
Militsen er som avantgardens stærke organisering i virkeligheden det sikreste forsvar mod eventyr, mod individuel terror, mod blodige spontane opstande.
Militsen er samtidig den eneste seriøse mulighed for at reducere den borgerkrig, som fascismen påtvinger proletariatet, til et minimum. Selv om der ikke eksisterer "en revolutionær situation", så lad blot arbejderne på deres egen måde sætte de patriotiske "fars drenge" på plads fra tid til anden. Så vil rekrutteringen af nye fascister blive ulige vanskeligere.
Men her kommer strategerne, som er viklet ind i deres egne ræsonnementer, med endnu mere tåbelige argumenter mod os. Vi citerer ordret: "Hvis vi svarer på fascisternes revolverskud med egne revolverskud", skriver l'Humanité den 23. oktober (1934), "så glemmer vi den kendsgerning, at fascismen er et produkt af det kapitalistiske system, og at i kampen mod fascismen er det hele systemet, vi står overfor". Det er svært på så fa linjer at opsamle større forvirring og flere fejl. Det er umuligt at forsvare sig mod fascisterne, fordi de er - "et produkt af det kapitalistiske system". Dette betyder, at vi må give afkald på al kamp, for alle nuværende sociale onder er "produkter af det kapitalistiske system".
Når fascisterne dræber en revolutionær eller brænder en proletarisk avisbygning ned, skal arbejderne filosofisk sukke: "Ak, ja! Mordere og pyromaner er produkter af det kapitalistiske system" og gå hjem med god samvittighed. Fatalistiske knæfald sættes i stedet for Marx' militante teori, ene og alene til fordel for klassefjenden. Småborgerskabets ruin er, selvfølgelig, et produkt af kapitalismen. De fascistiske banders vækst er for deres vedkommende et produkt af småborgerskabets ruin. Men på den anden side er proletariatets voksende elendighed og dets oprør også produkter af kapitalismen, og militsen for sit vedkommende er et produkt af klassekampens skærpelse. Hvorfor er fascistiske bander så, for "marxisterne" på l'Humanité, de legitime produkter af kapitalismen, mens arbejdermilitsen er det illegitime produkt af - trotskismen? Det er umuligt at finde hverken hoved eller hale på dette.
"Vi skal forholde os til hele systemet", bliver der sagt. Hvordan? På bekostning af menneskeliv? Fascisterne i de forskellige lande begyndte med deres revolvere og endte med at ødelægge hele "systemet" af arbejderorganisationer. Hvordan skulle man dog kunne standse fjendens væbnede offensiv, hvis ikke det sker som et væbnet forsvar med det perspektiv, at vi på et senere tidspunkt går i offensiven?
L'Humanité tillader nu et forsvar i ord, men kun i form af massernes selvforsvar". Militsen er skadelig, forstår I, fordi den adskiller de kæmpende enheder fra masserne. Men hvorfor er der så væbnede kampenheder blandt fascisterne, som ikke er afskåret fra de reaktionære masser, men som tværtimod styrker modet og opmuntrer disse masser med deres velorganiserede angreb? Eller måske har de proletariske masser en dårligere kampvilje end det deklasserede småborgerskab?
Efter at have viklet sig ind denne håbløse argumentation begynder l'Humanité endelig at tøve: Det viser sig nu, at massernes selvforsvar kræver oprettelse af særlige "selvforsvarsgrupper". I stedet for den forkastelige milits foreslår man særlige grupper eller afdelinger. Det kunne synes, som om forskellen kun lå i navnet. Det forslag, l'Humanité kommer med, betyder absolut ingenting. Man kan tale om "massernes selvforsvar", men det er umuligt at tale om "selvforsvarsgrupper", eftersom formålet med disse grupper ikke er at forsvare sig selv, men arbejdernes organisationer. Men selvfølgelig er det ikke et spørgsmål om navn. "Selvforsvarsgrupperne" må ifølge l'Humanité give afkald på brugen af våben for ikke at forfalde til "kupmageri". Disse vismænd behandler arbejderklassen som et spædbarn, man ikke kan give lov til at holde en barberkniv i hånden. Barberknive er desuden, som man ved, et monopol for Camelots du Roi [36], som er et legitimt "produkt af kapitalismen", og som ved hjælp af barberknive har overvundet det demokratiske "system". Men i hvert fald: Hvordan skal "selvforsvarsgrupperne" forsvare sig mod fascisternes revolvere? "Ideologisk", selvfølgelig. Med andre ord: De kan krybe i skjul. Når de ikke i hånden har, hvad de behøver, må de søge "selvforsvar" med deres fødder. Og imens vil fascisterne ustraffet plyndre arbejderorganisationerne. Men hvis proletariatet lider et frygteligt nederlag, så vil det i hvert fald ikke kunne beskyldes for "kupmageri". Denne bedrageriske snak, som fores frem under "bolsjevismens" banner, kan kun fremkalde foragt og afsky.
I den minderige "tredje periode", da strategerne på l'Humanité var angrebet af barrikade-delirium, "erobrede" gaderne hver dag og stemplede enhver, der ikke delte deres ekstravagance, som "socialfascist", forudså vi: "I det øjeblik, d'herrer brænder fingrene, vil de blive de værste opportunister". Denne forudsigelse er nu til punkt og prikke gået i opfyldelse. På et tidspunkt, hvor der er en voksende bevægelse i det socialistiske parti til fordel for militsen, har lederne af det såkaldte kommunistiske parti travlt med at hente en brandslange til at nedkøle ønsket hos arbejderavantgarden om at organisere sig i kampenheder. Kan man forestille sig et mere demoraliserende eller kompromitterende arbejde?
I det socialistiske parti hører man somme tider denne indvending: "Der må dannes en milits, men der er ingen grund til at råbe op om det". Man kan kun lykønske kammerater, som ønsker at beskytte den praktiske side af sagen fra alt for nysgerrige øjne og øren. Men det vil være for naivt at tro, at militsen kan oprettes usynligt og hemmeligt inden for fire vægge. Vi behøver titusinder og senere hundredtusinder af militsfolk. De vil kun komme, hvis millioner af mandlige og kvindelige arbejdere - og bag dem bønderne - forstår militsens nødvendighed og skaber en atmosfære af brændende sympati og aktiv støtte omkring de frivillige. Den konspiratoriske omhu kan og må kun gælde sagens tekniske aspekter. Den politiske kampagne må føres åbent, på møder, på fabrikker, på gader og offentlige pladser.
Militsens vigtigste kadrer må være fabriksarbejdere, der er organiseret i forhold til deres arbejdsplads, som kender hinanden, og som er i stand til at beskytte sine kampenheder mod fjendtlige agenters provokationer langt lettere og sikrere end de mest ophøjede bureaukrater. Konspirative generalstabe, som ikke bygger på en åben mobilisering af masserne, vil i farens stund svæve i luften ude af stand til at gøre noget. Enhver arbejderorganisation må kaste sig ind i arbejdet. På dette spørgsmål kan der ikke eksistere nogen skillelinje mellem arbejderpartierne og fagforeningerne. Hånd i hånd må de mobilisere masserne. Succesen for folkets milits vil da være fuldkommen sikker.
"Men hvor skal arbejderne fa våben fra", indvender den sobre realist", dvs. den skræmte småborger. "Fjenden har rifler, kanoner, tanks, gas og flyvemaskiner. Arbejderne har kun nogle få hundrede revolvere og lommeknive".
I dette argument rodes alt sammen for at skræmme arbejderne. På den ene side identificerer vores vismænd fascisternes våben med statens militære udrustning. På den anden side vender de sig til staten og kræver, at fascisterne bliver afvæbnet. En bemærkelsesværdig logik! I virkeligheden er deres holdning forkert i begge tilfælde. I Frankrig er der stadig langt igen, før fascisterne kontrollerer staten. Den 6. februar kom de i væbnet konflikt med statspolitiet. Derfor er det forkert at tale om kanoner og tanks, når det drejer sig om den umiddelbare væbnede kamp mod fascisterne. Fascisterne er selvfølgelig rigere end vi. Det er lettere for dem at købe våben. Men arbejderne er flere, mere beslutsomme, mere selvopofrende, når de er overbevist om at have en beslutsom revolutionær ledelse.
Som supplement til andre metoder kan arbejderne bevæbne sig på fascisternes bekostning ved systematisk at begynde at afvæbne dem.
Dette er nu en af de mest seriøse former for kamp mod fascismen. Når arbejdernes arsenaler begynder at vokse på bekostning af de fascistiske våbendepoter, vil banker og truster blive mere forsigtige med at finansiere bevæbningen af deres morderiske bander. Det vil endog være muligt i dette tilfælde - men kun i dette tilfælde - at de opskræmte myndigheder faktisk vil begynde at forhindre bevæbningen af fascisterne for ikke at skabe en yderligere kilde til våben for arbejderne. Vi har længe vidst, at kun en revolutionær taktik, som et biprodukt, kan medføre "reformer" eller indrømmelser fra regeringen.
Men hvordan kan man afvæbne fascisterne? Naturligvis er det umuligt at gøre det med avisartikler alene. Der må oprettes kampgrupper. Der må oprettes et efterretningsvæsen. Tusinder af meddelere og hjælpere vil strømme til fra alle sider, når de ser, at vi tager sagen alvorligt. Dette kræver vilje til proletarisk aktion.
Men fascisternes våben er selvfølgelig ikke den eneste kilde. I Frankrig er der mere end en million organiserede arbejdere. Generelt er dette tal lille. Men det er rigeligt til at påbegynde organiseringen af en arbejdermilits. Hvis partierne og fagforeningerne bevæbnede blot en tiendedel af deres medlemmer, ville dette allerede være en styrke på 100.000 mand. Der er overhovedet ingen tvivl om, at antallet af frivillige, som umiddelbart ville melde sig efter en "enhedsfrontsappel" for dannelse af en arbejdermilits, langt ville overskride dette tal. Tilskud fra partier og fagforeninger, indsamlinger og frivillige bidrag vil inden for en måned eller to gøre det muligt at sikre bevæbningen af 100.000 til 200.000 arbejderklasse-kæmpere. Det fascistiske rak vil øjeblikkeligt lade halen falde ned mellem benene. Hele perspektivet i udviklingen vil øjeblikkeligt blive mere favorabelt.
At påkalde sig manglen på våben eller andre objektive grunde som forklaring på, at der hidtil ikke er gjort noget forsøg på at skabe en arbejdermilits, er at narre sig selv og andre. Den vigtigste hindring - man kan sige den eneste hindring - har sin rod i arbejder-ledernes passive og bureaukratiske holdning. De skeptikere, som er ledere, tror ikke på proletariatets styrke. De sætter deres lid til alle former for mirakler fra oven i stedet for at give revolutionært afløb for den energi, der pulserer for neden. De socialistiske arbejdere må tvinge deres ledere til umiddelbart at gå i gang med dannelsen af en arbejdermilits eller tvinge dem til at give plads for yngre og friskere kræfter.
En strejke er utænkelig uden propaganda og agitation. Den er også utænkelig uden strejkevagter, som - når de kan - bruger overtalelser, men som - når det er nødvendigt - bruger magt. Strejken er den mest elementære form for klassekamp, som altid i forskellige forhold kombinerer "ideologiske" og fysiske metoder. Kampen mod fascismen er i hovedsagen en politisk kamp, som behøver sin milits, akkurat som strejken behøver sine strejkevagter. I grunden er strejkevagterne arbejderklassens milits i kimform. Den, som tænker på at forkaste "fysisk" kamp, må forkaste al kamp, for ånden far ikke liv uden kød.
Ifølge en fremragende sætning af den store militær-teoretiker Clausewitz er krig en fortsættelse af politik med andre midler. Denne definition gælder også fuldt ud for borgerkrig. Fysisk kamp er kun "et andet middel" for den politiske kamp. Det er utilladeligt at sætte det ene op i modsætning til det andet, eftersom det er umuligt efter behag at standse den politiske kamp, når den af indre nødvendighed går over til at blive en fysisk kamp.
Det er et revolutionært partis pligt i tide at forudse, at politikken uundgåeligt vil forvandle sig til en åben væbnet konflikt og med alle kræfter at forberede dette øjeblik, ligesom de herskende klasser forbereder det. Militsens enheder til forsvar mod fascismen er det første skridt på vejen til proletariatets bevæbning, ikke det sidste. Vort slogan er:
Bevæbn proletariatet og de revolutionære bønder!
Arbejdermilitsen må i sidste instans omfatte hele den arbejdende befolkning. At realisere dette program fuldstændigt ville kun være muligt i en arbejderstat, som ville overtage alle produktionsmidler og dermed også destruktions-midler, dvs. alle våben og våbenfabrikker.
Men hvordan er det muligt at nå frem til en arbejderstat med tomme hænder? Kun politiske invalider som Renaudel [37] kan tale om en fredelig, forfatningsmæssig vej til socialismen. Den forfatningsmæssige vej er spærret af skyttegrave, som er kontrolleret af fascistiske bander. Der er ikke så få skyttegrave foran os. Borgerskabet vil ikke tøve med at ty til dusinvis af statskup, hjulpet af politiet og af hæren, for at hindre proletariatet i at komme til magten.
En socialistisk arbejderstat kan kun skabes gennem en sejrrig revolution. Enhver revolution forberedes af de økonomiske og politiske begivenheders gang, men den bliver altid afgjort gennem en åben, væbnet konflikt mellem de fjendtlige klasser. En revolutionær sejr er kun mulig som et resultat af en langvarig politisk agitation, en lang periode med uddannelse og organisering af masserne.
Men selve den væbnede konflikt må også forberedes god tid forvejen.
Arbejderavantgarden skal vide, at den bliver nødt til at kæmpe og vinde en kamp på liv eller død. Den må gribe til våben som garanti for sin befrielse.
32. Gaston Doumergue. Fransk premierminister. Blev regeringsleder efter fascistiske optøjer den 6. februar 1934. Regerede bonapartistisk, dvs. uden om de normale borgerlige parlamentariske institutioner.
33. Pontius Pilatus. Romersk statholder, som stadfæstede og fuldbyrdede dødsdommen over Jesus.
34. "Den tredje periode" var iflg. stalinistisk inddeling kapitalismens sidste periode før dens umiddelbare sammenbrud. Markeredes i Komintern af en venstreradikal linje, som frem for alt kom til udtryk i teorien om "socialfascismen".
35. "Rote Front". Kommunistisk domineret milits, forbudt af den socialdemokratiske regering efter l. maj dags-uroligheder i Berlin i 1929.
36. Camelots du Roi. Her betegnelse for monarkistisk højregruppe omkring Charles Maurras avis, l'Action Française, som var kendetegnet af voldsomt antidemokratiske synspunkter.
37. Pierre Renaudel (1871-1935). Højresocialdemokrat. Splittede det socialistiske parti i 1933 og dannede et "nysocialistisk" parti, hvis flertal efter fascistiske uroligheder i februar 1934 sluttede sig til den franske kapitalismes vigtigste parti, De Radikale.