Hvad er fascisme?
Fra: Hvad Nu? Afgørende spørgsmål for det tyske proletariat
I det øjeblik det borgerlige diktaturs "normale" politi- og militærmidler, sammen med det parlamentariske skærmbræt, ikke længere er tilstrækkeligt til at holde samfundet i en tilstand af ligevægt - kommer turen til fascismen. Med fascisternes mellemkomst sætter kapitalismen det forrykte småborgerskab og banderne af deklasserede og demoraliserede lumpenproletarer [1] i bevægelse - alle de utallige mennesker, som finanskapitalen selv har bragt til desperation og vanvid.
Borgerskabet kræver, at fascisterne udfører arbejdet grundigt; når først det er tyet til borgerkrigsmetoder, forlanger det fred i en årrække. Og de fascistiske mellemmænd gør virkelig arbejdet grundigt ved at bruge småborgerskabet som rambuk og rydde alle hindringer af vejen. Efter at fascismen har sejret, samler finanskapitalen direkte og øjeblikkeligt som i en skruestik alle regeringsorganer og -institutioner, statens udøvende, administrative og uddannelsesmæssige kræfter i sine hænder: hele statsapparatet sammen med hæren, kommunerne, universiteterne og den korporative bevægelse. Når en stat bliver fascistisk, betyder det ikke bare, at regeringens form og metode forandres i overensstemmelse med den model, som er skabt af Mussolini - forandringen på dette område spiller til syvende og sidst en mindre rolle - men det betyder først og fremmest, at arbejderorganisationerne er tilintetgjorte, at proletariatet er atomiseret, og at der er skabt et administrativt system, som trænger dybt ned i masserne, og som tjener til at ødelægge enhver uafhængig udkrystallisering i proletariatet. Præcist deri består fascismens kerne ...
Den italienske fascisme var det umiddelbare resultat af reformisternes forræderi over for det oprørske proletariat. Efter Første Verdenskrig havde den revolutionære bevægelse i Italien et opsving, og i september 1920 resulterede dette i arbejdernes overtagelse af fabrikker og industrier. Proletariatets diktatur var en konkret kendsgerning; det eneste, der manglede, var at organisere det og uddrage alle de nødvendige konklusioner. Socialdemokratiet blev forskrækket og sprang tilbage. Efter sine dristige og heroiske anstrengelser blev proletariatet ladt i stikken. Nedbrydningen af den revolutionære bevægelse blev den vigtigste faktor for fascismens fremgang. I september nåede den revolutionære bevægelse sit højdepunkt, og allerede i november kunne man overvære den første større fascistiske demonstration (erobringen af Bologna).
Ganske vist var proletariatet, selv efter september-katastrofen, stadig i stand til at føre defensive kampe. Men Socialdemokratiet var kun optaget af én eneste ting: at trække arbejderne ud af kampen på bekostning af den ene indrømmelse efter den anden. Socialdemokratiet håbede, at arbejdernes føjelige optræden ville få borgerskabets "offentlige mening" til igen at vende sig mod fascismen. Desuden regnede reformisterne med at få hjælp fra kong Emmanuel. [2] Indtil det sidste gjorde de alt for, at arbejderne ikke skulle slå igen mod Mussolinis bander. Det hjalp dem intet. Kongehuset, såvel som borgerskabets øverste lag, svingede over til fascisterne. Da de i sidste sekund indså, at fascisterne ikke kunne standses med underdanighed, udsendte socialdemokraterne en opfordring til generalstrejke. Men deres opråb blev en fiasko. Reformisterne havde fugtet krudtet så længe i deres frygt for, at det ellers skulle eksplodere, at da de endelig med rystende hænder satte en brændende lunte til, så ville det ikke fænge.
To år efter, at den var opstået, var fascismen ved magten. Den befæstede sin stilling takket være den kendsgerning, at den første periode af dens herredømme faldt sammen med den gunstige økonomiske konjunktur, som fulgte efter depressionen i 1921-22. Fascismen knuste et proletariat på tilbagetog ved hjælp af småborgerskabets offensive styrke. Men dette blev ikke opnået ved et enkelt slag. Selv efter magtovertagelsen fortsatte Mussolini sin kurs med passende forsigtighed: Han havde endnu ingen færdige modeller. I de første to år blev ikke engang grundloven ændret. Den fascistiske regering tog form af en koalition. I mellemtiden var de fascistiske bander travlt beskæftiget med køller, knive og pistoler. Kun således blev det fascistiske system langsomt etableret, hvad der betød den fuldstændige strangulering af alle uafhængige masse-organisationer.
Mussolini opnåede alt dette på bekostning af en bureaukratisering af det fascistiske parti selv. Efter at have udnyttet de fremstormende kræfter hos småborgerskabet blev dette kvalt i den borgerlige stats skruestik. Mussolini kunne ikke have gjort andet, for desillusioneringen hos de masser, han havde forenet, var ved at blive en meget overhængende fare. Når fascismen bliver bureaukratisk, minder den meget om andre former for militær- og politidiktatur. Den har ikke længere sin tidligere sociale støtte. Fascismens vigtigste grundlag - småborgerskabet - har udspillet sin rolle. Kun historisk inerti gør det muligt for den fascistiske regering at holde proletariatet nede i en tilstand af splittelse og hjælpeløshed ...
I sin politik over for Hitler har det tyske socialdemokrati ikke været i stand til at tilføje et eneste ord: Alt, hvad det gør, er med endnu større klodsethed at gentage, hvad de italienske reformister i sin tid gennemførte med mere højtflyvende temperament. Disse forklarede fascismen som en efterkrigstidspsykose; de tyske socialdemokrater ser den som en "Versailles"- eller krisepsykose. [3] I begge tilfælde lukker reformisterne øjnene for fascismens organiske karakter af en massebevægelse, der vokser ud af kapitalismens sammenbrud.
Af frygt for arbejdernes revolutionære mobilisering satte de italienske reformister al deres lid til "staten". Deres slogan var: "Hjælp! Victor Emmanuel, gør noget!". De tyske socialdemokrater mangler et så demokratisk bolværk som en monark, der er loyal over for grundloven. Så de må nøjes med en præsident "Hjælp! Hindenburg, gør noget!". [4]
Mens de førte kamp mod Mussolini, dvs. trak sig tilbage for ham, lancerede Turati [5] sit blændende motto: "Man må have mod til at være en kujon". De tyske reformister er mindre sprælske i deres slogans. De kræver "mod til at være upopulære" (Mut zur Unpopularität) - som viser sig at være det samme. Man må ikke være bange for den upopularitet, der stammer fra ens egen krysteragtige eftergivenhed over for fjenden.
Identiske årsager fremkalder identiske virkninger. Hvis begivenhedernes gang var afhængig af de tyske socialdemokratiske ledere, var Hitlers karriere sikret.
Men man må indrømme, at det tyske kommunistiske parti også har lært noget af de italienske erfaringer …
Det italienske kommunistiske parti kom til verden næsten samtidig med fascismen. Men de samme forhold under den revolutionære ebbe, som bragte fascisterne til magten, fungerede som en bremse på det kommunistiske partis udvikling. Det var ikke bevidst om det fulde omfang af den fascistiske fare. Det lullede sig i søvn med revolutionære illusioner; det var indædt modstander af enhedsfrontspolitikken; kort sagt: det led af alle børnesygdommene. Intet under! Det var kun to år gammelt. I dets øjne forekom fascismen blot at være "kapitalistisk reaktion". De særlige træk ved fascismen, som udspringer af mobiliseringen af småborgerskabet mod proletariatet, var det kommunistiske parti ude af stand til at opfatte. Italienske kammerater har informeret mig om, at med Gramsci [6] som eneste undtagelse ville det kommunistiske parti end ikke indrømme muligheden for en fascistisk magtovertagelse. Når den proletariske revolution først har lidt nederlag, når kapitalismen har holdt stand og kontrarevolutionen triumferet, hvordan skulle der så kunne komme en ny kontrarevolutionær opstand? Borgerskabet kan ikke gøre oprør mod sig selv! Sådan var den grundlæggende politiske linje i det italienske kommunistiske parti. Desuden må man ikke glemme den kendsgerning, at den italienske fascisme på det tidspunkt endnu var et nyt fænomen, som var midt i en tilblivelsesproces; det ville ikke have været nogen let opgave selv for et mere erfarent parti at udskille dens specifikke træk.
Ledelsen af det tyske kommunistiske parti gentager i dag næsten ordret det synspunkt, som var udgangspunktet for de italienske kommunister: Fascismen er intet andet end kapitalistisk reaktion; ud fra proletariatets synspunkt er forskelle mellem den ene og den anden type af kapitalistisk reaktion ligegyldige. Denne vulgære radikalisme kan undskyldes så meget mindre, fordi det tyske parti er meget ældre end det italienske var i tilsvarende periode; i tilgift er marxismen nu blevet beriget med de tragiske erfaringer fra Italien. At hævde, at fascismen allerede er her, eller at afvise muligheden for, at den kan komme til magten, kommer politisk set ud på ét. Ved at ignorere fascismens særlige karakter bliver viljen til at bekæmpe den uundgåeligt nedbrudt.
Hovedansvaret påhviler selvfølgelig ledelsen af Komintern. De italienske kommunister følte sig mere end nogen andre forpligtede til at råbe alarm. Men Stalin tvang dem, sammen med Manuilskij, [7] til at tilsidesætte de vigtigste erfaringer fra deres egen tilintetgørelse. Vi har allerede noteret os, med hvilken omhyggelig beredvillighed Ercoli [8] svingede over til teorien om socialfascismen, dvs. til en position, hvor man passivt afventer den fascistiske sejr i Tyskland.
1. Begrebet "lumpenproletarer" dækker over de udstødte lag i befolkningen, såsom tiggere, prostituerede, gangstere, småkriminelle, langtidsarbejdsløse m.v. Reaktionære og fascistiske demagoger har fået en del af deres opbakning fra lumpenproletariatet, hvis fortvivlede og opsplittede sociale situation står i modsætning til at indtage en klassebevidst, proletarisk holdning.
2. Victor Emmanuel III (1869-1947) var Italiens konge fra 1900 til 1946, hvor han trådte tilbage og gik i eksil i Portugal.
3. Versailles-aftalen, som blev underskrevet den 28. juni 1919, gav Alsace-Lorraine tilbage til Frankrig, berøvede Tyskland andre europæiske områder og alle kolonier, begrænsede Tysklands militære styrke og indeholdt bestemmelser om Tysklands krigsskadeserstatning til de allierede. Aftalen havde en ødelæggende virkning på den tyske økonomi. Den blev skræddersyet til at uskadeliggøre Tyskland økonomisk og militært til fordel for de øvrige imperialistiske magter, men havde også til formål at bremse den revolutionære bølge i Tyskland. Aftalen var en af de faktorer, der bidrog til Hitlers magtovertagelse.
4. Paul von Hindenburg (1847-1934) var en preussisk feltmarskal, som ledte de tyske tropper i Første Verdenskrig øg vandt en række sejre over den russiske hær. Trods socialdemokratisk opposition blev han valgt som præsident for Weimarrepublikken i 1925, efter Ebert, og med socialdemokratisk støtte blev han genvalgt i 1932. Han udnævnte Hitler til rigskansler i januar 1933.
5. Filippo Turati (1857-1932). Det italienske socialistiske partis ledende reformistiske teoretiker.
6. Antonio Gramsci (1891-1937). En af det italienske kommunistiske partis grundlæggere. Arresteret af Mussolini i 1926, død i fængslet 11 år senere. Sendte fra fængslet på det italienske kommunistpartis vegne en protest til Stalin mod forfølgelsen af Venstreoppositionen. Brevet blev fortiet af Togliatti (se note 8), som på den tid opholdt sig i Moskva. I Stalintiden blev Gramsci udsat for bagvaskelse, men han blev "genopdaget" efter Stalins død og udråbt til martyr for partiet. Siden da er hans teoretiske arbejder, bl.a. om arbejderråd, blevet studeret med stor interesse.
7. Dimitri Manuilskij (1883-1952). Ledede den kommunistiske Internationale (Komintern) fra 1929-34. Blev afsat i forbindelse med overgangen fra venstreradikalisme til folkefrontslinjen. Dukkede senere op som delegeret i FN.
8. Ercoli. Pseudonym for Palmiro Togliatti (1893-1964), som ledede det italienske konununistparti efter Gramscis fængsling (se note 6). Togliatti overlevede alle omskiftelserne i Stalins politik, men forsøgte efter dennes død at føre en mere selvstændig linje.