Overgangsprogrammet: Leon Trotskij, 1938
Den tid, hvor Kominterns strateger erklærede Hitlers sejr for blot at være et skridt mod Thälmanns sejr, er i dag fjern fortid. Thälmann har nu siddet i Hitlers fængsler i mere end 5 år. Mussolini har holdt Italien i fascismens lænker i mere end 16 år. I al den tid har Anden og Tredje Internationale været ude af stand til ikke bare at igangsætte en massebevægelse, men endog til at skabe en virkelig illegal organisation, som blot i nogen grad kan sammenlignes med de russiske revolutionære partier under zarismens epoke.
Der er ikke den mindste grund til at forklare disse fejltagelser med henvisninger til den fascistiske ideologis magt. (Mussolini har aldrig fremført nogen form for ideologi). Hitlers "ideologi" har aldrig for alvor fået tag i masserne. De lag af befolkningen som på et tidspunkt var beruset af fascisme, det vil først og fremmest sige middelklassen, har haft tid nok til at blive ædru. Den kendsgerning, at en blot nogenlunde mærkbar opposition er begrænset til protestantiske og katolske kirkekredse, kan ikke forklares med styrken i de halvt vanvittige og svindleriske teorier om "race" og "blod" men af de frygtelige sammenbrud i demokratiets, socialdemokratiets og Kominterns ideologier.
Efter massakren på Pariserkommunen herskede den sorte reaktion i næsten 8 år. Efter nederlaget i den russiske revolution 1905 forblev de arbejdende masser bedøvet i næsten lige så lang tid. Men i begge tilfælde var der kun tale om et fysisk nederlag, som var betinget af styrkeforholdet. I Rusland drejede det sig desuden om et næsten jomfrueligt proletariat. Den bolsjevikiske fraktion havde på det tidspunkt ikke engang fejret sin 3-års fødselsdag. Det forholder sig ganske anderledes i Tyskland, hvor ledelsen kom fra stærke partier, hvoraf det ene havde eksisteret i 70 år, det andet i næsten 15. Begge disse partier, som havde millioner af vælgere bag sig, blev moralsk lammet før slaget og kapitulerede uden kamp. Historien kender ikke nogen tilsvarende katastrofe. Det tyske proletariat blev ikke knust af fjenden i kamp. Det blev knust af dets egne partiers fejhed, nedrighed og forræderi. Det kan derfor ikke undre, at det har mistet troen på alt, hvad det i næsten 3 generationer havde været vant til at tro på. Hitlers sejr styrkede så igen Mussolini.
Den lange række af nederlag for det revolutionære arbejde i Spanien og Tyskland er blot belønningen for Socialdemokratiets og Kominterns kriminelle politik. Illegalt arbejde kræver ikke blot massernes sympati, men også den bevidste begejstring fra deres udviklede lags side. Men kan man overhovedet forvente nogen begejstring for historisk fallerede organisationer? Flertallet af dem, der står frem som emigrantledere, er enten demoraliserede ind til marven, agenter for Kreml og GPU, eller forhenværende socialdemokratiske ministre, som drømmer om, at arbejderne ved et eller andet mirakel vil genindsætte dem på deres mistede poster. Er det muligt blot et øjeblik at forestille sig disse herrer i rollen som fremtidige ledere af den "anti-fascistiske" revolution?
Og begivenhederne på verdensarenaen - knusningen af de østrigske arbejdere, den spanske revolutions nederlag, Sovjetstatens degeneration - kunne ikke befordre et revolutionært opsving i Italien og Tyskland. Eftersom de tyske og italienske arbejdere i høj grad er afhængig af radioen for at få politiske informationer, kan man med sikkerhed sige, at Moskva Radio, som kombinerer thermidorianske løgne med stupiditet og uforskammethed, er blevet den mest magtfulde faktor i demoraliseringen af masserne i de totalitære stater. I denne henseende som i andre optræder Stalin blot som Goebbels' medhjælper.
De klassemodsætninger, der førte til fascismens sejr, og som fortsætter med at være virksomme også under fascismen, underminerer den samtidigt lidt efter lidt. Masserne er mere utilfredse end nogensinde. Hundreder og tusinder af selvopofrende arbejdere fortsætter på trods af alt med at udføre revolutionært muldvarpearbejde. En ny generation, som ikke direkte har oplevet tilintetgørelsen af gamle traditioner og store forhåbninger, er trådt frem. Den molekylære forberedelse af den proletariske revolution fortsætter uimodståeligt under den tunge totalitære gravsten. Men for at den skjulte energi skal kunne blusse op i åbent oprør, er det nødvendigt, at proletariatets avantgarde finder nye perspektiver, et nyt program og et nyt uplettet banner.
Heri ligger den største hæmsko. Det er yderst vanskeligt for arbejdere i fascistiske lande at vælge et nyt program. Et program bekræftes af erfaringen. Og det er netop erfaringer fra massebevægelser, som mangler i lande med totalitært despoti. Det er meget sandsynligt, at en virkelig proletarisk sejr i et af de "demokratiske" lande vil være nødvendig for at sætte liv i den revolutionære bevægelse på fascistisk område. En tilsvarende virkning er mulig ved hjælp af en finansiel eller militær katastrofe. For øjeblikket er det bydende nødvendigt, at der først og fremmest udføres et forberedende propagandistisk arbejde, som først en gang i fremtiden vil give større resultater. En ting kan allerede nu fastslås med fuld overbevisning: når den endelig engang bryder frem, vil den revolutionære bølge i de fascistiske lande øjeblikkeligt udgøre en storslået kraft og vil under ingen omstændigheder standse op for at genoplive Weimar-republikkens lig i en eller anden form.
Det er fra dette punkt og videre frem Fjerde Internationale og de gamle partier, som har oplevet deres bankerot, fjerner sig mere og mere kompromisløst fra hinanden. Folkefronten i eksil er den mest ondartede og gemene afart af alle mulige folkefronter. Den betegner i bund og grund en magtesløs længsel efter en koalition med et ikke-eksisterende liberalt borgerskab. Hvis den havde haft heldet med sig, ville den simpelthen have forberedt en række nye nederlag af den spanske type for proletariatet. En nådesløs afsløring af folkefrontens teori og praksis er derfor den første betingelse for en revolutionær kamp mod fascismen.
Selvfølgelig betyder dette ikke, at Fjerde Internationale afviser demokratiske paroler som et middel til at mobilisere masserne mod fascismen. Tværtimod kan sådanne paroler på visse tidspunkter spille en betydningsfuld rolle. Men demokratiske formler (trykkefrihed, retten til at danne fagforeninger o.s.v.) er for os kun lejlighedsvise eller kortvarige paroler i proletariatets uafhængige bevægelse og ikke en demokratisk løkke, som er lagt om proletariatets hals af borgerskabets agenter (Spanien!). Så snart bevægelsen antager noget i retning af massekarakter, vil de demokratiske paroler blive sammenflettet med overgangskrav; fabrikskomiteer vil antageligt dukke op, før de gamle rutinepolitikere kommer styrtende fra deres kancellier for at organisere fagforeninger; sovjetter vil dække Tyskland, før en ny konstituerende forsamling træder sammen i Weimar. Det samme gælder for Italien og resten af de totalitære og halv-totalitære lande.
Fascismen styrtede disse lande ud i politisk barbari. Men det ændrede ikke deres sociale struktur. Fascismen er et redskab i finanskapitalens og ikke de feudale godsejeres hænder. Et revolutionært program må bygge på klassekampens dialektik, som også gælder i fascistiske lande, og ikke på skrækslagne fallenters psykologi. Fjerde Internationale afviser med afsky den politiske maskerades metoder, som tvang stalinisterne, den "tredje periodes" tidligere helte, til skiftevis at dække sig bag katolikkernes, protestanternes, jødernes, de tyske nationalisters, de liberales masker - blot for at skjule deres utiltalende ansigter. Fjerde Internationale træder altid og alle steder frem under sit eget banner. Den fremfører åbent sit eget program over for proletariatet i de fascistiske lande. De bevidste arbejdere i hele verden er allerede fast overbeviste om at omstyrtelsen af Mussolini, Hitler og deres agenter og efterlignere kun vil ske under Fjerde Internationales ledelse.
Sovjetunionen opstod af Oktoberrevolutionen som en arbejderstat. Statseje af produktionsmidlerne, en nødvendig forudsætning for en socialistisk udvikling, åbnede mulighed for en hurtig vækst af produktivkræfterne. Men arbejderstatens apparat undergik samtidigt en fuldstændig degeneration: den blev forvandlet fra at være et våben for arbejderklassen til at være et våben for bureaukratisk vold mod arbejderklassen og i stadigt højere grad til et våben for sabotage af landets økonomi. Bureaukratiseringen af en tilbagestående og isoleret arbejderstat og forvandlingen af bureaukratiet til en almægtig privilegeret kaste udgør den mest overbevisende gendrivelse - ikke blot i teorien, men denne gang i praksis - at teorien om socialisme i eet land.
USSR legemliggør således forfærdende modsætninger. Men den forbliver stadigvæk en degenereret arbejderstat. Sådan er den sociale diagnose. Den politiske diagnose har karakter af et alternativ: enten vil bureaukratiet, der i stadigt højere grad bliver verdensborgerskabets organ i arbejderstaten, omstyrte den nye ejendomsform og kaste landet tilbage i kapitalismen; eller arbejderklassen vil knuse bureaukratiet og åbne vejen for socialisme.
For Fjerde Internationales sektioner kom Moskva-processerne ikke som nogen overraskelse og ikke som et resultat af Kreml-diktatorens personlige vanvid, men som thermidorens ægtefødte afkom. De voksede frem af de ulidelige konflikter inden for sovjet-bureaukratiet selv, som igen afspejler modsætningerne mellem bureaukratiet og folket, såvel som de stadigt dybere modsætninger blandt "folket" selv. Processernes blodige "fantastiske" karakter angiver graden af modsætningernes intensitet og er af samme grund et varsel om at løsningen nærmer sig.
Offentlige udtalelser fra tidligere repræsentanter for Kreml i udlandet, som nægtede at vende tilbage til Moskva, bekræfter uigendriveligt på deres egen måde, at alle mulige afskygninger af politisk tænkning findes inden for bureaukratiet: fra ægte bolsjevisme (Ignace Reiss) til den rene fascisme (F. Butenko). De revolutionære elementer inden for bureaukratiet, der kun udgør et lille mindretal, afspejler proletariatets socialistiske interesser, selv om det skal indrømmes, at de kun gør det passivt. De fascistiske, kontrarevolutionære elementer, der vokser uafbrudt, udtrykker med stadig større konsekvens verdensimperialismens interesser. Disse kandidater til rollen som kompradorer mener ikke uden grund, at det nye herskende lag kan sikre deres privilegerede stilling alene ved at afvise nationalisering, kollektivisering og monopol på udenrigshandlen under påskud af at ville assimilere den "vestlige civilisation", d.v.s. kapitalismen. Mellem disse to poler er der spredte Mensjevik-socialrevolutionære tendenser med et mellemstandpunkt, som tiltrækkes af borgerligt demokrati.
Inden for dette såkaldte "klasseløse" samfunds egne rækker eksisterer utvivlsomt grupperinger, der er nøjagtigt magen til dem inden for bureaukratiet, blot mindre udtalt og i et omvendt forhold: bevidste kapitalistiske tendenser kendetegner hovedsageligt den velhavende del af kollektivbrugene (kolkhoserne) og er kun karakteristisk for et lille mindretal af befolkningen. Men dette lag udgør en bred basis for småborgerlige tendenser til at akkumulere personlig rigdom på bekostning af den almindelige nød og bliver bevidst opmuntret af bureaukratiet.
På toppen af dette system af stigende modsætninger hager thermidor-oligarkiet, der i dag stort set er reduceret til Stalins bonapartistiske klike, sig fast med terroristiske metoder, og belaster den sociale ligevægt mere og mere. De seneste skueprocesser sigtede mod at rette et slag mod venstrefløjen. Dette gælder også for udrensningen af Højreoppositionens ledere, fordi højrefløjen af det gamle bolsjevikparti, set ud fra bureaukratiets interesser og tendenser udgjorde en fare fra venstre. Den kendsgerning, at den bonapartistiske klike, ligeledes af frygt for sine egne højre-allierede af typen Butenko, i selvopholdelsens interesse er tvunget til at henrette generationen af Gamle Bolsjevikker næsten til sidste mand, er et ubestrideligt vidnesbyrd om de revolutionære traditioners levedygtighed blandt masserne såvel som disses voksende utilfredshed.
Småborgerlige demokrater i Vesten, som endnu i går tog Moskva-processerne for rene varer, gentager i dag ihærdigt, at der findes "hverken trotskisme eller trotskister i USSR." De mangler imidlertid at forklare, hvorfor alle udrensningerne føres som en kamp mod netop denne fare. Hvis vi betragter ,,trotskismen" som et færdigt program eller, hvad der er mere relevant her, som en organisation, så er "trotskismen" ubestrideligt yderst svag i USSR. Dens uudryddelige styrke stammer fra, at den ikke alene udtrykker den revolutionære tradition, men også den russiske arbejderklasses faktiske opposition i dag. Det sociale had til bureaukratiet, som arbejderne har ophobet - det er netop dette, der i Kreml-klikens øjne udgør "trotskismen". Men en dødelig og yderst velbegrundet angst frygter denne klike forbindelsen mellem arbejdernes dybe, men uartikulerede forbitrelse og Fjerde Internationales organisation.
Udryddelsen af generationen af Gamle Bolsjevikker og af de revolutionære repræsentanter for den mellemste og den unge generation har bidraget til at forskyde den politiske ligevægt stadigt mere til fordel for den borgerlige højrefløj af bureaukratiet og dets allierede i hele landet. Fra dem, d.v.s. fra højrefløjen, kan vi i den kommende tid forvente stadigt mere beslutsomme forsøg på at revidere USSR's sociale regime og bringe det nærmere den "vestlige civilisations" mønster i dens fascistiske form.
Set fra dette perspektiv bliver spørgsmålet om "forsvaret af USSR" yderst konkret. Hvis den borgerligt-fascistiske gruppering, "Butenko-fraktionen" så at sige, i morgen skulle forsøge at erobre magten, ville "Reiss-fraktionen" uundgåeligt stille sig på den modsatte side af barrikaderne. Selv om det midlertidigt ville se sig allieret med Stalin, ville det ikke desto mindre ikke forsvare den bonapartistiske klike, men USSR's sociale basis, d.v.s. den ejendom der er vristet fra kapitalisterne og omdannet til statsejendom. Skulle "Butenko-fraktionen" vise sig at være i alliance med Hitler, så ville Reiss-fraktionen forsvare USSR mod militær intervention, inden for landet såvel som på verdensarenaen. Enhver anden kurs ville være et forræderi.
Selv om det således er utilladeligt på forhånd at benægte muligheden, i strengt definerede situationer, af en "enhedsfront" med den thermidorianske del af bureaukratiet mod et åbent angreb fra den kapitalistiske kontrarevolution forbliver hovedopgaven i USSR dog omstyrtelsen af netop dette thermidorianske bureaukrati. Hver dag der føjes til dets herredømme er med til at få de socialistiske elementers fundament i økonomien til at rådne og til at forøge risikoen for genoprettelse af kapitalismen. Det er i lige netop denne retning, Komintern bevæger sig som den stalinistiske klikes agent og medskyldige ved at kvæle den spanske revolution og demoralisere det internationale proletariat.
Ligesom i de fascistiske lande ligger bureaukratiets væsentligste styrke ikke i det selv, men i massernes desillusionering, i deres mangel på et nyt perspektiv. Ligesom i de fascistiske lande. som Stalins politiske apparat ikke adskiller sig fra på anden måde end ved at være mere tøjlesløs i sin grusomhed, er kun forberedende propagandistisk arbejde i dag muligt i USSR. Ligesom i fascistiske lande vil stødet til de sovjetiske arbejderes revolutionære rejsning sandsynligvis blive givet af begivenheder uden for landet. Kampen mod Komintern på verdensarenaen er i dag den vigtigste del af kampen mod det stalinistiske diktatur. Der er mange tegn på at Kominterns undergang vil gå forud for den bonapartistiske klikes og hele det thermidorianske bureaukratis fald, eftersom den ikke har en direkte basis i GPU.
Et nyt opsving i revolutionen i USSR vil utvivlsomt begynde som en kamp mod social ulighed og politisk undertrykkelse. Ned med bureaukratiets grader og ordner! Større lighed i lønnen i alle former for arbejde!
Kampen for fagforeningernes og fabrikskomiteernes frihed og for forsamlings- og trykkefrihed vil folde sig ud i kampen for genoplivelsen og udviklingen af sovjet-demokratiet.
Bureaukratiet erstattede sovjetterne som klasseorganer med fiktionen om almindelig valgret - i Hitler-Goebbels stil. Det er nødvendigt at give sovjetterne ikke blot deres frie demokratiske form, men også deres klasseindhold tilbage. Ligesom borgerskabet og kulakkerne engang ikke havde lov til at indtræde i sovjetterne, således er det nu nødvendigt at drive bureaukratiet og det nye aristokrati ud af sovjetterne. I sovjetterne er der kun plads for repræsentanter for arbejderne, menige kollektivbønder, bønder og mandskab fra Den Røde Hær.
Demokratiseringen af sovjetterne er umulig uden legalisering af sovjetpartierne. Arbejderne og bønderne vil med deres egen frie stemme tilkendegive, hvilke partier de anerkender som sovjet-partier.
En revision af planøkonomien fra øverst til nederst i producenternes og forbrugernes interesse! Fabrikskomiteerne må have retten til at kontrollere produktionen tilbage. Et demokratisk organiseret forbrugerkooperativ må kontrollere produkternes kvalitet og pris.
Reorganiseringen af kollektivbrugene i overensstemmelse med de arbejdendes vilje og interesser.
Bureaukratiets reaktionære internationale politik må erstattes af den proletariske internationalismes politik. Hele Kremls diplomatiske korrespondance skal offentliggøres. Ned med det hemmelige diplomati.
Alle de politiske retssager, det thermidorianske bureaukrati har iscenesat, skal genoptages i fuld offentligt lys med fuld åbenhed for uenigheder og med de impliceredes integritet. Kun de undertrykte massers sejrrige revolutionære rejsning kan genoplive sovjet-regimet og garantere dets videre udvikling mod socialismen. Der er kun et parti som er i stand til at lede de sovjetiske masser til opstand - Fjerde Internationales parti!
Ned med Kain-Stalins bureaukratiske bande!
Længe leve sovjet-demokratiet!
Længe leve den internationale socialistiske revolution!
Den politik, som Leon Blums parti fører i Frankrig viser på ny, at reformisterne er ude af stand til at lære noget som helst af selv de mest tragiske erfaringer i historien. Det franske socialdemokrati kopierer slavisk det tyske socialdemokratis politik og går den samme skæbne i møde. I løbet af nogle få årtier flettede Anden Internationale sig sammen med det borgerligt-demokratiske regime, blev faktisk en del af det og rådner nu op sammen med det.
Tredje Internationale er slået ind på reformismens vej på et tidspunkt, hvor den kapitalistiske krise klart har sat den proletariske revolution på dagsordenen. Kominterns politik i Spanien og Kina i dag - der består i at krybe for det "demokratiske" og "nationale" borgerskab - viser, at også Komintern er ude af stand til at ændre sig. Bureaukratiet, som blev en reaktionær kraft i USSR, kan ikke spille en revolutionær rolle på verdensarenaen.
Anarko-syndikalismen har generelt set gennemgået den samme form for udvikling. I Frankrig er Leon Jouhaux's syndikalistiske bureaukrati for længe siden blevet en borgerlig agent i arbejderklassen. I Spanien rystede anarkosyndikalismen sin påtagne revolutionære indstilling af sig og blev femte hjul i det borgerlige demokratis stridsvogn.
Centristiske organisationer i midten, som er centreret omkring London-Bureauet, repræsenterer blot "venstreorienterede" vedhæng til socialdemokratiet og til Komintern. De har udvist en fuldstændig mangel på evne til at finde hoved og hale i den politiske situation og drage revolutionære konklusioner af den. Deres højdepunkt var det spanske POUM, som under revolutionære betingelser viste sig fuldstændig ude af stand til at følge en revolutionær linje.
De tragiske nederlag verdensproletariatet har lidt gennem en lang årerække har dømt de officielle organisationer til endnu større konservatisme og har samtidigt sendt desillusionerede småborgere på jagt efter "nye veje". Som altid i perioder med reaktion og forfald dukker kvaksalvere og charlataner op fra alle sider, ivrige efter at revidere hele den revolutionære tænknings udvikling. I stedet for at lære af fortiden "forkaster" de den. Nogle opdager marxismens mangel på konsekvens, andre forkynder bolsjevismens undergang. Der er nogle som giver den revolutionære doktrin skylden for de fejl og forbrydelser, som blev begået af dem, der svigtede den, der er andre, som forbander medicinen, fordi den ikke garanterer øjeblikkelig og mirakuløs helbredelse. De mere dristige lover at finde et universalmiddel, og i forventning herom anbefaler de, at man indstiller klassekampen. Adskillige profeter for en "ny moral" forbereder sig på at genrejse arbejderbevægelsen ved hjælp af etisk homøopati. Det er lykkedes størstedelen af disse apostle selv at blive moralske invalider, før de når frem til slagmarken. Under etiketten "nye veje" tilbydes proletariatet således gamle opskrifter, som for længst er blevet begravet i den før-marxistiske socialismes arkiver.
Fjerde Internationale erklærer kompromisløs krig mod Anden og Tredje Internationales, Amsterdam-Internationalens og den anarko-syndikalistiske Internationales bureaukratier såvel som deres centristiske følgesvende, mod reformisme uden reformer, mod demokrati, der er allieret med GPU, mod pacifisme og fred, mod "revolutionære", der lever i dødelig angst for revolutionen. Alle disse organisationer er ikke løfter om fremtiden, men fortidens rådne levninger. Krigenes og revolutionernes epoke vil jævne dem med jorden.
Fjerde Internationale søger ikke efter og opfinder ikke universalmidler. Den står klart på marxismens grund som den eneste revolutionære doktrin, der gør det muligt at forstå virkeligheden, afdække årsagerne til nederlagene og bevidst forberede sejren. Fjerde Internationale fortsætter traditionen fra bolsjevismen, som først viste proletariatet, hvordan det erobrer magten. Fjerde Internationale fejer kvaksalvere, charlataner og påtrængende moralprædikanter bort. I et samfund der bygger på udbytning, er den sociale revolutions moral den højeste moral. Alle de metoder er gode, som hæver arbejdernes klassebevidsthed, deres tro på egne kræfter, deres offervillighed i kampen. Utilladelige metoder er dem, der indgyder de undertrykte frygt og underdanighed over for deres undertrykkere, som knuser følelsen af protest og harme eller erstatter massernes vilje med ledernes vilje, overbevisning med tvang, analyse af virkeligheden med demagogi og falske anklager. Det er grunden til, at socialdemokratiet, der prostituerer marxismen, og stalinismen, der er bolsjevismens direkte modsætning, begge er den proletariske revolutions og dens morals dødsfjender.
At se virkeligheden lige i øjnene; ikke at søge den mindste modsætnings vej; at kalde tingene ved deres rette navn; at sige sandheden til masserne, uanset hvor bitter den kan være; ikke at frygte forhindringer; at være tro i små som i store ting; at bygge ens program på klassekampens logik; at være dristig når handlingens time er inde - dette er Fjerde Internationales regler. Den har vist, at den kan svømme mod strømmen. Den kommende historiske bølge vil bære den fremad på sin top.
Under indflydelse af det forræderi proletariatets historiske organisationer har begået, opstår eller genopstår bestemte sekteriske stemninger og grupperinger af forskellig slags i Fjerde Internationales periferi. Det, der ligger til grund for dem, er en afvisning af at kæmpe for delkrav og overgangskrav, d.v.s. for de arbejdende massers interesser og behov, sådan som de er i dag. At forberede socialismen betyder for sekterikerne at overbevise sig om socialismens overlegenhed. De foreslår, at man skal vende ryggen til de "gamle" fagforeninger, d.v.s. til millioner af organiserede arbejdere - som om masserne på en eller anden måde kunne leve uden for den faktiske klassekamps betingelser! De forbliver ligegyldige over for den interne kamp i de reformistiske organisationer - som om man kunne vinde masserne uden at intervenere i deres daglige strid! De nægter at skelne mellem borgerligt demokrati og fascisme - som om masserne kunne undgå på alle mulige måder at føle forskellen!
Sekterikerne er kun i stand til at skelne mellem to farver: rød og sort. For ikke at føre sig selv i fristelse forenkler de virkeligheden. De nægter at foretage en skelnen mellem de kæmpende lejre i Spanien af den grund, at begge lejre har en borgerlig karakter. Af samme grund anser de det for nødvendigt at forholde sig "neutralt" i krigen mellem Japan og Kina. De benægter den principielle forskel mellem USSR og de imperialistiske lande, og på grund af det sovjetiske bureaukratis reaktionære politik afviser de at forsvare de nye ejendomsforrner, der blev skabt af Oktoberrevolutionen, imod imperialismens voldsomme angreb. Da de er ude af stand til at nå ud til masserne, anklager de ivrigt masserne for manglende evne til at hæve sig op til revolutionære ideer.
Disse golde politikere har i almindelighed ikke brug for en bro i form af overgangskrav, fordi de ikke har til hensigt at nå over på den anden bred. De står og smøler på samme sted samtidig med, at de stiller sig tilfreds med en gentagelse af de samme tomme abstraktioner. Politiske begivenheder er for dem en lejlighed til at kommentere, men ikke til at handle. Eftersom sekterikere, ligesom klodrianer og mirakelmagere i almindelighed overrumples af virkeligheden for hvert skridt, lever de i en tilstand af evig forbitrelse; de klager over "regimet" og "metoderne" og vælter sig uafbrudt i små intriger. Inden for deres egne cirkler udøver de sædvanligvis et despotisk regime. Sekterismens politiske kraftesløshed, der ikke afslører noget revolutionært perspektiv, supplerer som en skygge opportunismens kraftesløshed. I praktisk politik forener sekterikerne sig med opportunister, især med centrister, hver gang i kamp mod marxismen.
De fleste af de sekteriske grupper og kliker, der lever af tilfældige krummer fra Fjerde Internationales bord, fører en "uafhængig" organisatorisk eksistens med store prætentioner, men uden den mindste chance for succes. Bolsjevik-leninisterne overlader uden at spilde tiden roligt disse grupper til deres egen skæbne. Sekteriske tendenser findes imidlertid også i vores egne rækker og har en ødelæggende indflydelse på de enkelte sektioners arbejde. Det er umuligt blot en enkelt dag at gå yderligere på kompromis med dem. En korrekt politik over for fagforeningerne er en grundlæggende betingelse for tilslutning til Fjerde Internationale. Den, som ikke søger og ikke finder vejen til masserne, er ikke en klassekæmper, men en dødvægt for partiet. Et program udarbejdes ikke for redaktioner eller for ledere af diskussionsklubber, men for millioner af menneskers revolutionære handling. Udrensningen af sekterisme og uhelbredelige sekterikere inden for Fjerde Internationales rækker er en første forudsætning for revolutionær fremgang.
Den spanske revolutions nederlag, som blev iscenesat af dens 'ledere", Folkefrontens skændige bankerot i Frankrig og afsløringen af den juridiske svindel i Moskva - tilsammen retter disse tre kendsgerninger et uopretteligt slag mod Komintern og påfører desuden dens allierede - socialdemokraterne og anarko-syndikalisterne - alvorlige sår. Dette betyder naturligvis ikke, at medlemmer af disse organisationer straks vil vende sig mod Fjerde Internationale. Den ældre generation, som har lidt frygtelige nederlag vil forlade bevægelsen i stort tal. Desuden stræber Fjerde Internationale bestemt ikke efter at give politisk asyl til revolutionære invalider, desillusionerede bureaukrater og karrieremagere. Over for en mulig tilstrømning til vores parti af de småborgerlige elementer, der nu regerer i de gamle organisationers apparater, er strenge præventive forholdsregler tværtimod nødvendige: en forlænget prøvetid for de kandidater, som ikke er arbejdere, især tidligere partibureaukrater; forhindring af at de indtager nogen som helst ansvarlige poster i de første 3 år o.s.v. Der er ikke, og der vil ikke i Fjerde Internationale blive nogen plads for karrieremagere, de gamle internationalers kræftsvulst. Kun de, der ønsker at leve for bevægelsen og ikke på bekostning af bevægelsen vil få adgang hos os. De revolutionære arbejdere må føle, at de selv er herrer. Vores organisations døre står vidt åben for dem.
Selv blandt de arbejdere, som en gang kom frem i forreste række, er der selvfølgelig ikke så få, som er trætte og desillusionerede. De vil i det mindste i den nærmeste periode forblive tilskuere. Når et program eller en organisation er slidt op, er den generation, som bar dem på sine skuldre også slidt op. Bevægelsen får nyt liv gennem ungdommen, som ikke har noget ansvar for fortiden. Fjerde Internationale er særligt opmærksom på proletariatets unge generation. I hele sin politik stræber den efter at indgyde ungdommen tro på dens egen styrke og på fremtiden. Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.
Ifølge deres natur koncentrerer opportunistiske organisationer deres opmærksomhed om arbejderklassens øverste lag og ignorerer derfor både ungdommen og den kvindelige arbejder. Kapitalismens forfald rammer imidlertid kvinden, både som lønarbejder og husmor, hårdest. Fjerde Internationale må søge støtte blandt de mest udbyttede lag i arbejderklassen og som følge heraf blandt de kvindelige arbejdere. Her vil de finde uudtømmelige reserver af hengivenhed, uselviskhed og offervilje.
Ned med bureaukratiet og karrieremageriet! Ban vejen for ungdommen! Vend jer til den kvindelige arbejder! Disse paroler står skrevet på Fjerde Internationales banner.
Skeptikere spørger: Men er tiden endnu kommet til at skabe en ny internationale? Det er umuligt, siger de, at skabe en internationale "kunstigt", den kan kun opstå af store begivenheder, o.s.v., o.s.v. Alle disse indvendinger viser blot at skeptikere ikke dur til at opbygge en ny internationale. De dur næppe til noget som helst.
Fjerde Internationale er allerede opstået af store begivenheder: proletariatets største nederlag i historien. Årsagen til disse nederlag skal findes i det gamle lederskabs degeneration og forræderi. Klassekampen tåler ikke en afbrydelse. Tredje Internationale er ligesom Anden Internationale død for revolutionens mål. Længe leve Fjerde Internationale!
Men er tiden endnu kommet til at proklamere dens oprettelse? ... skeptikerne er ikke beroligede. Fjerde Internationale, svarer vi, behøver ikke at blive "proklameret". Den eksisterer og den kæmper. Er den svag? Ja, dens rækker er ikke talrige, fordi den endnu er ung. De består stadigvæk hovedsageligt af kadrer. Men disse kadrer er løfter om fremtiden. Uden for disse kadrer eksisterer der ikke en eneste revolutionær strømning på denne planet, som virkelig fortjener dette navn. Hvis vores Internationale stadigvæk er talmæssigt svag, er den stærk med hensyn til doktrin, program, tradition, den uforlignelige hærdning af sine kadrer. Den, som ikke forstår dette i dag, bør holde sig udenfor indtil videre. I morgen vil det være mere indlysende.
Allerede i dag hades Fjerde Internationale med rette af stalinisterne, socialdemokraterne, de borgerlige liberale og fascisterne. Der er ikke, og der kan ikke være nogen plads for den i nogen af folkefronterne. Den bekæmper kompromisløst alle politiske grupperinger, som hænger i borgerskabets skørter. Dens opgave - afskaffelse af kapitalismens herredømme. Dens mål - socialisme. Dens metode - den proletariske revolution.
Uden internt demokrati - ingen revolutionær skoling. Uden disciplin ingen revolutionær handling. Fjerde Internationales interne struktur bygger på den demokratiske centralisme: fuldstændig frihed i diskussioner, fuldstændig enhed i handling.
Den menneskelige kulturs nuværende krise er en krise i proletariatets ledelse. De avancerede arbejdere, der er forenede i Fjerde Internationale, viser deres klasse vejen ud af krisen. De tilbyder et program, der bygger på internationale erfaringer fra proletariatets og alle verdens undertryktes kamp for frigørelse. De tilbyder et uplettet banner.
Arbejdere - mænd og kvinder - i alle lande, stil jer under Fjerde internationales banner. Det er jeres kommende sejrs banner!