Overgangsprogrammet: Leon Trotskij, 1938
Arbejdernes medkæmper og modstykke på landet er landarbejderen. De er to dele af een og samme klasse. Deres interesser er uadskillelige. Industriarbejderens program af overgangskrav er med visse ændringer her og der ligeledes landproletariatets program.
Bønderne repræsenterer en anden klasse: de er landsbyens småborgerskab. Småborgerskabet udgøres af forskellige lag fra halvproletarer til udbyttere. I overensstemmelse med dette er det industriproletariatets politiske opgave at føre klassekampen ud på landet. Kun således vil det være i stand til at trække en skillelinie mellem dets allierede og dets fjender.
Særtrækkene i ethvert lands nationale udvikling finder deres mærkværdigste udtryk i bøndernes og til en grad i by-småborgerskabets (håndværkere og småhandlendes) stilling. Uanset hvor talmæssigt stærke de er, repræsenterer disse klasser i deres væsen rester af før-kapitalistiske produktionsformer. Fjerde Internationale må så konkret som muligt udarbejde et program af overgangskrav for bønderne og småborgerskabet i byerne, tilpasset forholdene i hvert enkelt land. De avancerede arbejdere må lære at give klare konkrete svar på de spørgsmål, deres fremtidige allierede stiller.
Så længe bonden forbliver en "uafhængig" småproducent har han brug for billige kreditter, landbrugsmaskiner og gødning til priser, han har råd til at betale, gunstige transportbetingelser og samvittighedsfuld organisering af markedet for hans landbrugsprodukter. Men bankerne, trusterne og købmændene udplyndrer bonden fra alle sider. Kun bønderne selv, med hjælp fra arbejderne, kan tøjle denne udplyndring. Komiteer valgt af småbønder bør opstå på nationalt plan og sammen med arbejderkomiteer og komiteer af bankfunktionærer overtage kontrollen med de transport-, kredit- og handelsoperationer, som berører landbruget.
Ved løgnagtigt at fremstille arbejdernes krav som "urimelige" forvandler storborgerskabet behændigt spørgsmålet om varepriserne til en kile, der skal drives ind mellem arbejderne og bønderne og mellem arbejderne og småborgerskabet i byerne. Bonden, håndværkeren og den lille handlende kan i modsætning til industriarbejderen, funktionæren eller embedsmanden ikke kræve lønforhøjelser, der svarer til prisstigningerne. Regeringens officielle kamp mod de høje priser har kun til formål at bedrage masserne. Men bønderne, håndværkerne og købmændene kan i deres egenskab af forbrugere gribe ind i prisfastsættelsespolitikken side om side med arbejderne. Til kapitalisternes jamren over produktions-, transport- og handelsomkostningerne svarer forbrugerne: "Vis os jeres regnskabsbøger; vi kræver kontrol med prisfastsættelsen. De organer, der skal udøve denne kontrol bør være priskomiteer sammensat af delegerede fra fabrikkerne, fagforeningerne, kooperativerne, bøndernes organisationer, den "lille mand" på gaden. husmødre o.s.v. Ved hjælp af disse organer vil arbejderne være i stand til at bevise for bønderne, at den virkelige årsag til de høje priser ikke er høje lønninger, men kapitalisternes ublu profitter og de ekstra omkostninger, der skyldes det kapitalistiske anarki.
Programmet for nationalisering af jorden og kollektivisering af landbruget bør være således udformet, at det i selve sit grundlag udelukker muligheden af ekspropriation af småbønder og tvangskollektivisering af dem. Bonden vil forblive ejer af sin jordlod, så længe han selv finder det muligt eller nødvendigt. For at rehabilitere socialismens program i bøndernes øjne er det nødvendigt skånselsløst at afsløre de stalinistiske kollektiviseringsmetoder, som ikke er dikteret af bøndernes og arbejdernes interesser, men af bureaukratiets interesser.
Eksproprieringen af ekspropriatørerne betyder således heller ikke konfiskering af håndværkernes og de småhandlendes ejendom. Tværtimod kan arbejderkontrol med banker og truster - eller endnu bedre: nationalisering af disse koncerner - skabe kredit-, købs- og salgsbetingelser, der er uendeligt gunstigere for småborgerskabet i byerne, end det er muligt under monopolernes ukontrollerede herredømme. Afhængighed af privat kapital vil blive erstattet af afhængighed af staten, som vil være desto mere opmærksom på sine medarbejderes og agenters behov, jo fastere arbejderne selv holder staten i deres egne hænder.
De udbyttede bønders praktiske deltagelse i kontrollen med forskellige områder af økonomien vil gøre det muligt for dem selv af afgøre, om det vil være fordelagtigt for dem at gå over til kollektiv dyrkning af jorden - og i givet fald hvornår og i hvilken udstrækning. Industriarbejderne bør betragte det som deres pligt at yde bønderne enhver form for samarbejde på denne vej: gennem fagforeningerne, fabrikskomiteerne og allervigtigst: gennem en arbejder- og bonderegering.
Den alliance proletariatet foreslår - ikke "middelklassen" generelt, men de udbyttede lag af småborgerskabet i by og på land imod alle udbyttere, herunder dem fra "middelklassen", kan ikke hvile på tvang, men på fri overenskomst, hvilket bør fastslås i en særlig "kontrakt". Denne "kontrakt" er det program af overgangskrav, som frivilligt er blevet godkendt af begge parter.
Verdenskrigens truende skyer hænger over hele verdenssituationen og følgelig også de enkelte landes indre politiske liv. Allerede nu sender den overhængende katastrofe voldsomme krusninger af ængstelse gennem menneskehedens bredeste masser.
Anden Internationale gentager sin skændige politik fra 1914 med så meget større overbevisning som det i dag er den Kommunistiske Internationale, der spiller førsteviolin i chauvinismens orkester. Lige så hurtigt som krigsfaren antog konkret form blev stalinisterne, idet de langt overgik de borgerlige og de småborgerlige pacifister, højrøstede fortalere for "nationalt forsvar". Den revolutionære kamp mod krigen hviler således fuldstændigt på Fjerde Internationales skuldre.
Bolsjevik-leninisternes politik i dette spørgsmål som er formuleret i det Internationale Sekretariats teser (Krigen og Fjerde Internationale, 1934) bevarer hele sin kraft i dag. I den kommende periode vil et revolutionært partis succes først og fremmest afhænge af dets politik i spørgsmålet om krig. En korrekt politik er sammensat af to elementer: en kompromisløs holdning til imperialismen og dens krige og evnen til at bygge sit program på massernes egne erfaringer.
Borgerskabet og dets agenter bruger mere end noget andet spørgsmålet om krig til at bedrage folk ved hjælp af abstraktioner, generelle formler, tomme fraser: "neutralitet", "kollektiv sikkerhed", "oprustning til fredsforsvar", "nationalt forsvar", "kamp mod fascismen", og så videre. Alle disse formler kan i sidste ende reduceres til den kendsgerning at spørgsmålet om krig, d.v.s. folkets skæbne, er overladt til imperialisterne, deres regeringsstab, deres diplomati, deres generaler med alle deres intriger og sammensværgelser mod folket. Fjerde Internationale afviser med afsky alle sådanne abstraktioner, der spiller den samme rolle i den demokratiske lejr som i den fascistiske: "ære", 'blod", "race". Men afsky er ikke nok. Det er bydende nødvendigt ved hjælp af rigtige kriterier, paroler og krav at hjælpe masserne til at erkende den konkrete kerne i disse bedrageriske abstraktioner.
"Afrustning"? - Men hele spørgsmålet drejer sig om, hvem der skal afruste hvem. Den eneste afrustning, som kan afvende eller gøre en ende på krig, er arbejdernes afvæbning af borgerskabet. Men for at afvæbne borgerskabet må arbejderne bevæbne sig selv.
"Neutralitet"? - Men proletariatet er alt andet end neutralt i krigen mellem Japan og Kina eller en krig mellem Tyskland og USSR. "Det betyder altså forsvar af Kina og USSR?" Selvfølgelig! Men ikke imperialisternes forsvar, for de vil kvæle både Kina og USSR.
"Forsvar af fædrelandet"? - Men med denne abstraktion forstår borgerskabet forsvar af sine profitter og sin udplyndring. Vi står rede til at forsvare fædrelandet mod fremmede imperialister, hvis vi først binder vores egne kapitalister på hænder og fødder og forhindrer dem i at angribe andre fædrelande; hvis arbejderne og bønderne i vores land bliver dets virkelige herrer; hvis landets rigdom overgår fra at være i hænderne på et lille mindretal til at være i folkets hænder; hvis hæren bliver et våben for de udbyttede i stedet for de udbyttende.
Det er nødvendigt at forklare disse grundlæggende ideer ved at opløse dem i mere konkrete del-ideer, der er afhængige af begivenhedernes forløb og de retninger, arbejdernes tanker bevæger sig i. Desuden er det nødvendigt at skelne skarpt mellem diplomatens, professorens og journalistens pacifisme og tømrerens, landarbejderens og rengøringskonens pacifisme. I det første tilfælde er pacifismen et dække for imperialismen; i det andet er den et forvirret udtryk for mistillid til imperialismen. Når den lille bonde eller arbejder taler om forsvar af fædrelandet, mener han forsvar af sit hjem, sin egen familie og andre familier, der ligner hans egen, fra invasion, bomber og giftgas. Ved forsvaret af fædrelandet forstår kapitalisten og hans journalist erobringer af kolonier og markeder, den rovgriske forøgelse af den "nationale" andel af verdensindkomsten. Borgerlig pacifisme er gennemsyret af bedrag. I de undertryktes pacifisme og endog deres patriotisme er der elementer, som på den ene side afspejler et had til den ødelæggende krig og på den anden side en klamren sig til, hvad de tror er deres eget bedste - elementer som vi må vide, hvordan vi skal gribe fat i for at kunne drage de nødvendige slutninger. Det er nødvendigt at kunne stille disse to former for pacifisme og patriotisme i et uforsonligt modsætningsforhold til hinanden.
Med udgangspunkt i disse betragtninger støtter Fjerde Internationale ethvert krav, også hvis det er utilstrækkeligt, hvis det blot til en vis grad kan drage masserne ind i aktiv politik, vække deres kritiske sans og styrke deres kontrol med borgerskabets intriger.
Ud fra dette synspunkt giver vores amerikanske sektion f.eks. kritisk støtte til forslaget om at afholde folkeafstemning i spørgsmålet om krigserklæring. Det siger sig selv at ingen demokratisk reform i sig selv kan forhindre de herskende i at fremkalde krig, når de ønsker det. Det er nødvendigt at advare helt åbent om dette. Men til trods for massernes illusioner med hensyn til den foreslåede folkeafstemning, så afspejler deres støtte til den arbejdernes og bøndernes mistillid til den borgerlige regering og Kongressen. Uden at støtte og uden at skåne illusionerne er det nødvendigt af al magt at støtte de udbyttedes progressive mistillid til udbytterne. Jo mere omfattende bevægelsen for en folkeafstemning bliver, jo hurtigere vil de borgerlige pacifister bevæge sig væk fra den; jo mere fuldstændigt vil den Kommunistiske Internationales forrædere blive kompromitteret; jo større vil mistilliden til imperialisterne blive.
Ud fra dette synspunkt er det nødvendigt at fremføre kravet: valgret for mænd og kvinder over 18 år. De som vil blive opfordret til at dø for fædrelandet i morgen bør have ret til at stemme i dag. Kampen mod krig må først og fremmest begynde med den revolutionære mobilisering af ungdommen.
Krigsproblemet må belyses fra alle vinkler afhængig af fra hvilken side, masserne på et givet tidspunkt vil blive stillet ansigt til ansigt med den.
Krig er et gigantisk kommercielt foretagende, specielt for krigsindustrien. De "60 familier" er derfor patrioter i forreste linie og de største krigsmagere. Arbejderkontrol med krigsindustrierne er det første skridt i kampen mod "krigsfabrikanterne".
Mod reformisternes parole: skat på rustningsprofitterne fremfører vi parolerne: konfiskering af rustningsprofitterne og ekspropriation af krigsindustrierne. Hvor den militære industri, som i Frankrig, er "nationaliseret", bevarer parolen om arbejderkontrol sin fulde styrke. Proletariatet har lige så lidt tillid til borgerskabets regering som til den enkelte kapitalist.
Ikke een mand og ikke een øre til den borgerlige regering!
Ikke et rustningsprogram, men et program for nyttige offentlige arbejder!
Arbejderorganisationernes fuldstændige uafhængighed af militæret og politiets kontrol!
En gang for alle må vi rive retten til at bestemme over folkets skæbne ud af hænderne på den grådige og nådesløse imperialistiske klike, som smeder rænker bag folkets ryg.
I overensstemmelse hermed kræver vi:
Fuldstændig afskaffelse af hemmeligt diplomati; alle traktater og aftaler skal gøres tilgængelige for alle arbejdere og bønder;
Militær træning og bevæbning af arbejdere og bønder under arbejder- og bondekomiteernes direkte kontrol;
Oprettelse af militærskoler til uddannelse af militære ledere fra de arbejdendes egne rækker, udvalgt af arbejderorganisationerne;
Erstatning af den stående hær med en folkemilits som er uløseligt forbundet med fabrikker, miner, landbrugene o.s.v.
Imperialistisk krig er en fortsættelse og skærpelse af borgerskabets røveriske politik. Proletariatets kamp mod krig er en fortsættelse og skærpelse af dets klassekamp. Et krigsudbrud ændrer situationen og delvis kampmidlerne mellem klasserne, men ikke målet og den grundlæggende linie.
Det imperialistiske borgerskab dominerer verden. Den kommende krig vil derfor fundamentalt set være en imperialistisk krig. Det grundlæggende indhold i det internationale proletariats politik vil følgelig være en kamp mod imperialismen og dens krig. I denne kamp er det grundlæggende princip: "hovedfjenden er i dit eget land", eller "din egen (imperialistiske) regerings nederlag er det mindste onde".
Men ikke alle lande i verden er imperialistiske lande. Størstedelen er tværtimod ofre for imperialismen. Nogle af de koloniale og halv-koloniale lande vil utvivlsomt forsøge at udnytte krigen til at kaste slaveriets åg af sig. Deres krig vil ikke være en imperialistisk krig, men en befrielseskrig. Det vil være det internationale proletariats pligt at hjælpe de undertrykte lande i deres kamp mod undertrykkerne. Der gælder den samme pligt, når det drejer sig om at hjælpe USSR eller en hvilken som helst anden arbejderstat, som måtte opstå før krigen eller under krigen. Enhver imperialistisk regerings nederlag i kampen med en arbejderstat eller med et kolonialt land er det mindste onde. Arbejderne i et imperialistisk land kan imidlertid ikke hjælpe et anti-imperialistisk land gennem deres egen regering, uanset hvordan de diplomatiske og militære relationer mellem de to lande end måtte være på et givet tidspunkt. Hvis regeringerne befinder sig i en midlertidig og dermed i selve sagens natur ustabil alliance, så vil proletariatet i det imperialistiske land fortsætte med at være i klasseopposition til sin egen regering og støtte den ikke-imperialistiske "allierede" med sine egne metoder, d.v.s. med den internationale klassekamps metoder (agitation ikke bare mod deres svigefulde allierede, men også til fordel for en arbejderstat i et kolonialt land; boykot, strejker i eet tilfælde; afvisning af boykot og strejker i et andet o.s.v.).
Ved at støtte det koloniale land eller USSR i en krig solidariserer proletariatet sig på ingen måde med hverken det koloniale lands borgerlige regering eller med thermidor-bureaukratiet i USSR. Tværtimod opretholder det fuld politisk uafhængighed af den ene og af den anden. Ved at yde hjælp i en retfærdig og progressiv krig vinder det revolutionære proletariat sympati fra arbejderne i kolonierne og i USSR, styrker Fjerde Internationales autoritet og indflydelse der og øger dens evne til at hjælpe med at styrte den borgerlige regering i det koloniale land og det reaktionære bureaukrati i USSR.
I begyndelsen af krigen vil Fjerde Internationales sektioner uundgåeligt føle sig isolerede: enhver krig overrumpler et lands masser og driver dem over på regeringsapparatets side. Internationalisterne bliver nødt til at svømme mod strømmen. Den ødelæggelse og elendighed, som den nye krig medfører og som i de første måneder langt vil overgå de blodige rædsler i 1914-18, vil imidlertid hurtigt vise sig at bringe dem til besindighed. Massernes utilfredshed og oprør vil vokse med stormskridt. Fjerde Internationales sektioner vil være at finde i spidsen af den revolutionære flodbølge. Programmet af overgangskrav vil blive brændende aktuelt. Problemet om proletariatets erobring af magten vil rejse sig truende i sin fulde højde.
Før den bliver helt udmattet eller drukner menneskeheden i blod, besudler kapitalismen verdens-atmosfæren med nationalismens og racehadets giftige dampe. Antisemitismen er i dag en af de mere ondartede krampetrækninger i kapitalismens dødskamp.
En kompromisløs afsløring af årsagerne til racefordomme og alle former og afskygninger af nationalt hovmod og chauvinisme, især antisemitisme, bør blive en del af det daglige arbejde for alle Fjerde Internationales sektioner, som den vigtigste del af kampen mod imperialisme og krig. Vores grundlæggende parole forbliver: Arbejdere i hele verden, foren jer!
Denne formel, "arbejder- og bonderegering", dukkede for første gang op i bolsjevikkernes agitation i 1917 og blev klart accepteret efter oktoberrevolutionen. I sidste instans repræsenterede den ikke andet end en populær betegnelse for det allerede etablerede proletariatets diktatur. Betydningen af denne betegnelse ligger hovedsageligt i, at den fremhævede den ide om en alliance mellem proletariatet og bønderne, som sovjetmagten hviler på.
Da epigonerne i Komintern forsøgte at genoplive den formel, der var blevet begravet af historien: "arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur", gav de formlen "arbejder- og bonderegering" et helt andet, rent "demokratisk", d.v.s. borgerligt indhold, idet de stillede den i modsætning til proletariatets diktatur. Bolsjevik-leninisterne afviste med bestemthed parolen om en "arbejder- og bonderegering" i den borgerligt-demokratiske version. De erklærede dengang, og de erklærer nu, at når proletariatets parti nægter at gå ud over de borgerligt-demokratiske grænser, er dets alliance med bønderne simpelthen blevet til en støtte for kapitalen, sådan som det var tilfældet med mensjevikkerne og de socialrevolutionære i 1917, med Det kinesiske Kommunistparti 1925-27, og sådan som det nu er tilfældet med folkefronterne i Spanien, Frankrig og andre lande.
Fra april til september 1917 krævede bolsjevikkerne, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne skulle bryde med det liberale borgerskab og tage magten i sine egne hænder. På denne betingelse lovede Bolsjevikpartiet sin revolutionære hjælp til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - som småborgerlige repræsentanter for arbejderne og bønderne - mod borgerskabet; samtidigt afviste de imidlertid både at gå ind i en regering af mensjevikker og socialrevolutionære og at bære noget politisk ansvar for en sådan. Hvis mensjevikkerne og de socialrevolutionære virkeligt havde brudt med kadetterne (de liberale) og med den udenlandske imperialisme kunne en "arbejder- og bonderegering", der var skabt af dem, kun have fremskyndet og lettet oprettelsen af proletariatets diktatur. Men det var netop af den grund at det småborgerlige demokratis ledere af al magt modsatte sig oprettelsen af deres egen regering. Erfaringerne fra Rusland viste, og erfaringerne fra Spanien og Frankrig bekræfter endnu engang, at selv under meget gunstige betingelser er det småborgerlige demokratis partier (socialrevolutionære, socialdemokrater, stalinister, anarkister) ude af stand til at skabe en regering af arbejdere og bønder, det vil sige en regering, der er uafhængig af borgerskabet.
Ikke desto mindre havde det krav bolsjevikkerne rettede til mensjevikkerne og de socialrevolutionære - "Bryd med borgerskabet, tag magten i jeres egne hænder!" - en enorm skolende betydning for masserne. Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres stædige modvilje mod at tage magten, der så dramatisk blev afsløret under juli-dagene, dømte dem klart i massernes opfattelse og forberedte bolsjevikkernes sejr.
Fjerde Internationales centrale opgave består i at befri proletariatet fra dets gamle ledelse, hvis konservatisme står i fuldstændig modsætning til den smuldrende kapitalismes katastrofe-udbrud, og som udgør den væsentligste hindring for historiske fremskridt. Den hovedanklage, som Fjerde Internationale fremsætter mod proletariatets traditionelle organisationer, er, at de ikke ønsker at rive sig løs fra det politisk halvdøde borgerskab. Under disse betingelser er kravet, som systematisk rettes til den gamle ledelse - "Bryd med borgerskabet, tag magten!" - et overordentligt vigtigt våben til at afsløre den forræderiske karakter partierne og organisationerne inden for Anden Internationale, Tredje Internationale og Amsterdam-Internationalen har. Parolen "arbejder- og bonderegering" er således kun acceptabel for os med det indhold, den havde i 1917 for bolsjevikkerne, d.v.s. som en anti-borgerlig og anti-kapitalistisk parole, men under ingen omstændigheder med det demokratiske indhold, som epigonerne senere gav den, idet de forvandlede den fra at være en bro til den socialistiske revolution til at være den væsentligste forhindring på denne vej.
Af alle de partier og organisationer, som baserer sig på arbejderne og bønderne og taler i deres navn, kræver vi, at de bryder politisk med borgerskabet og går ind i kampen for en arbejder- og bonderegering. I denne kamp lover vi dem fuld støtte mod den kapitalistiske reaktion. Samtidigt udvikler vi utrætteligt agitationen omkring de overgangskrav, som efter vores mening bør udgøre arbejder- og bonderegeringens program.
Er det muligt, at de traditionelle arbejderorganisationer vil kunne skabe en sådan regering? Tidligere erfaring viser, som det allerede er blevet fastslået, at dette mildt sagt er højst usandsynligt. Man kan imidlertid ikke på forhånd kategorisk afvise den teoretiske mulighed, at de småborgerlige partier, herunder stalinisterne, under indflydelse af helt usædvanlige omstændigheder (krig, nederlag, finanskrak, revolutionært pres fra masserne o.s.v.) vil kunne gå længere, end de selv ønsker i retning af et brud med borgerskabet. Een ting kan der imidlertid ikke være tvivl om: selv om denne højst usandsynlige variant et eller andet sted, på et eller andet tidspunkt, skulle blive en realitet og en arbejder- og bonderegering i ovennævnte forstand virkelig oprettes, ville den blot repræsentere en kort episode på vejen til et virkeligt proletariatets diktatur.
Der er imidlertid ingen grund til at fortabe sig i gætterier. Agitationen omkring parolen "arbejder- og bonderegering" bevarer under alle omstændigheder en kolossal skolende værdi. Og det er ikke tilfældigt. Denne almene parole er helt på linie med den politiske udvikling i vores epoke (de gamle borgerlige partiers bankerot og opløsning, demokratiets undergang, fascismens vækst, arbejdernes tiltagende venden sig hen imod en mere aktiv og pågående politik). Ethvert af overgangskravene bør derfor føre til een og samme politiske konklusion: arbejderne må bryde med alle den borgerlige ordens traditionelle partier for sammen med bønderne at oprette deres egen magt.
Det er umuligt at forudsige, hvad de konkrete stadier i massernes revolutionære mobilisering vil blive. Fjerde Internationales sektioner må på hvert nyt stadium kritisk orientere sig og fremføre sådanne paroler. som vil støtte arbejdernes stræben efter en uafhængig politik, skærpe denne politiks klassekarakter, nedbryde reformistiske og pacifistiske illusioner, styrke avantgardens forbindelse med masserne og forberede den revolutionære erobring af magten.
Fabrikskomiteer udgør, som allerede nævnt, en del af dobbeltmagten inden for fabrikken. De kan derfor kun eksistere under forhold med voksende pres fra masserne. Dette gælder ligeledes for særlige massegrupperinger til kamp mod krig, for priskomiteerne og alle andre nye centre i bevægelsen. Selve deres opdukken vidner om at klassekampen har overskredet rammerne for proletariatets traditionelle organisationer.
Disse nye organer og centre vil imidlertid hurtigt føle deres mangel på sammenhæng og deres utilstrækkelighed. Ikke eet af overgangskravene kan opfyldes fuldt ud samtidigt med bevarelsen af det borgerlige regime. Samtidig vil skærpelsen af den sociale krise forøge ikke blot massernes lidelser, men også deres utålmodighed, ihærdighed og pres. Stadigt nye lag af de undertrykte vil løfte hovederne og komme frem med deres krav. Millioner af udslidte "små mænd", som de reformistiske ledere aldrig har skænket en tanke, vil begynde at hamre ihærdigt på arbejderorganisationernes døre. De arbejdsløse vil slutte sig til bevægelsen. Landarbejderne, de ruinerede og halv-ruinerede bønder, de undertrykte i byerne, de kvindelige arbejdere, husmødrene, proletariserede lag blandt de intellektuelle - alle disse vil søge enhed og en ledelse.
Hvordan skal de forskellige krav og kampformer samordnes, selv om det kun er inden for en enkelt bys grænser? Historien har allerede besvaret dette spørgsmål: gennem sovjetter. Disse vil forene repræsentanterne for alle de kæmpende grupper. Til dette formål har ingen hidtil foreslået nogen anden organisationsform; faktisk ville det næppe være muligt at udtænke en bedre. Sovjetterne er ikke begrænsede til et på forhånd fastlagt partiprogram. De åbner deres døre for alle de udbyttede. Gennem disse døre passerer repræsentanter for alle lag, som er blevet trukket ind i kampens strøm. Organisationen, der udvider sig sammen med bevægelsen, bliver fornyet igen og igen i dens skød. Alle politiske strømninger i proletariatet kan kæmpe om ledelsen i sovjetterne på grundlag af det bredest mulige demokrati. Parolen om sovjetter udgør derfor kronen på overgangsprogrammet.
Sovjetter kan kun opstå på det tidspunkt hvor massebevægelsen går ind i en åben revolutionær fase. Fra det øjeblik de kommer til verden bliver sovjetterne - idet de fungerer som en akse, omkring hvilken millioner af arbejdende forenes i kampen mod deres udbyttere - de lokale autoriteters og derefter centralregeringens konkurrent og modstander. Hvis fabrikskomiteen skaber en dobbeltmagt i fabrikken, så indleder sovjetterne en periode med dobbeltmagt i landet.
Dobbeltmagten er igen kulminationen på overgangsperioden. To regimer, det borgerlige og det proletariske, står i uforsonlig modsætning til hinanden. En konflikt mellem dem er uundgåelig. Samfundets skæbne afhænger af udfaldet. Skulle revolutionen blive besejret vil borgerskabets fascistiske diktatur blive følgen. Sejrer den vil sovjetmagten, d.v.s. proletariatets diktatur og den socialistiske genopbygning af samfundet opstå.
Koloniale og halv-koloniale lande er i selve deres væsen tilbagestående lande. Men tilbagestående lande er en del af den verden, som domineres af imperialismen. Deres udvikling har derfor en kombineret karakter: de mest primitive økonomiske former er kombineret med det sidste nye inden for kapitalistisk teknik og kultur. På samme måde defineres proletariatets politiske stræben i de tilbagestående lande: kampen for de mest elementære resultater såsom national uafhængighed og borgerligt demokrati er kombineret med den socialistiske kamp mod verdensimperialismen. Demokratiske paroler, overgangskrav og den socialistiske revolutions problemer er ikke opdelt i adskilte historiske epoker i denne kamp, men udspringer direkte af hinanden. Det kinesiske proletariat var næppe begyndt at organisere fagforeninger, før det måtte til at oprette sovjetter. I denne forstand er dette program fuldt ud anvendeligt i koloniale og halv-koloniale lande, i det mindste i de lande hvor proletariatet er blevet i stand til at føre en uafhængig politik.
De centrale opgaver i de koloniale og halv-koloniale lande er landbrugsrevolutionen, d.v.s. tilintetgørelsen af den feudale arv og national uafhængighed, dvs. befrielsen fra det imperialistiske åg. Disse to opgaver er nært forbundne med hinanden.
Det er umuligt bare at forkaste det borgerlige program; det er absolut nødvendigt, at masserne selv i kampen vokser fra det. Parolen om en nationalforsamling (eller en konstituerende forsamling) bevarer sin fulde gyldighed for sådanne lande som Kina og Indien. Denne parole må forbindes uløseligt med spørgsmålet om national frigørelse og landbrugsreform. Som et første skridt må arbejderne bevæbnes med dette demokratiske program. Kun de vil være i stand til at samle og forene bønderne. På grundlag af det revolutionære demokratiske program må arbejderne sættes op mod det "nationale" borgerskab.
På et vist trin i mobiliseringen af masserne under parolerne om revolutionært demokrati kan og må sovjetter så opstå. Deres historiske rolle i enhver given periode, særligt deres forhold til nationalforsamlingen, vil være bestemt af proletariatets politiske niveau, båndet mellem dem og bønderne og karakteren af det proletariske partis politik. Før eller senere må sovjetterne styrte det borgerlige demokrati. Kun de er i stand til at føre den demokratiske revolution til ende og ligeledes indlede den socialistiske revolutions æra.
De enkelte demokratiske krav og overgangskravs relative vægt i proletariatets kamp, deres indbyrdes forbindelse og den rækkefølge, de fremsættes i, er bestemt af de særegne træk og særlige betingelser i hvert enkelt tilbagestående land og i vid udstrækning af graden af dets tilbageståenhed. Ikke desto mindre kan den generelle retning den revolutionære udvikling tager i alle tilbagestående lande bestemmes af formlen permanent revolution i den betydning de tre revolutioner i Rusland (1905, februar 1917, oktober 1917) klart har givet den.
Den Kommunistiske Internationale har givet de tilbagestående lande et klassisk eksempel på, hvordan det er muligt at ødelægge en magtfuld og lovende revolution. Under den fremstormende masseopstand i Kina i 1925-27 undlod Komintern af fremsætte parolen om en nationalforsamling og forbød samtidigt dannelsen af sovjetter. (Det borgerlige parti, Kuomintang, skulle efter Stalins plan erstatte både nationalforsamlingen og sovjetten). Efter at masserne var blevet knust af Kuomintang, organiserede Komintern en karikatur af en sovjet i Kanton. Efter Kanton-opstandens uundgåelige sammenbrud slog Komintern ind på guerilla-krigsførelsens og bonde-sovjetternes vej med fuldstændig passivitet på industriproletariatets side. Efter således at være endt i en blindgyde benyttede Komintern sig af den kinesisk-japanske krig til at tilintetgøre "Sovjet-Kina" med et pennestrøg, idet den underordnede ikke blot bøndernes "Røde Hær" men også det såkaldte kommunistparti under selvsamme Kuomintang, d.v.s. borgerskabet.
Ved således at have forrådt den internationale proletariske revolution til fordel for venskab med de "demokratiske" slaveherrer kunne Komintern ikke undgå samtidigt at forråde de koloniale massers kamp for frigørelse, og det med endnu større kynisme end Anden Internationale gjorde før den. En af opgaverne for Folkefronten og det "nationale forsvars" politik er at gøre hundrede millioner af den koloniale befolkning til kanonføde for den "demokratiske" imperialisme. Det banner, hvorpå kampen for befrielsen af de koloniale og halv-koloniale folk, d.v.s. godt halvdelen af menneskeheden, står indskrevet, er definitivt overgivet til Fjerde Internationale.