Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Oversat fra engelsk efter Leon Trotsky: The Permanent Revolution, kapitel 10: What is The Permanent Revolution? Basic Postulates.
Tidligere på dansk i Kommunistiske Arbejdspapirer nr. 2 med titlen "14 teser om Den permanente revolution" udgivet af Revolutionære Socialisters Forbund (ca. 1975).
Til denne udgave er der foretaget en del rettelser i oversættelsen af Jørn Andersen.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
1. Teorien om den permanente revolution kræver i øjeblikket den største opmærksomhed hos alle marxister, fordi den ideologiske kamp og klassekampens udvikling fuldstændigt og endeligt har trukket dette problem frem fra minderne om gamle meningsforskelle blandt russiske marxister og forvandlet det til et spørgsmål om den internationale revolutions karakter, indre forbindelser og metoder i almindelighed.
2. I lande med en sen borgerlig udvikling – især de koloniale og halvkoloniale lande – betyder teorien om den permanente revolution, at den fuldstændige og virkelige løsning af deres opgaver med at opnå demokrati og national frigørelse, kun kan ske gennem proletariatets diktatur, som leder den undertrykte nation – frem for alt dets bondemasser.
3. Ikke blot agrarspørgsmålet, men også det nationale spørgsmål, tildeler bønderne – det overvejende flertal af befolkningen i de tilbagestående lande – en særlig rolle i den permanente revolution. Uden at proletariatet indgår en alliance med bønderne kan den demokratiske revolutions opgaver ikke løses, eller blot formuleres for alvor. Men alliancen mellem disse to klasser kan ikke virkeliggøres uden en uforsonlig kamp mod indflydelsen fra det nationalliberale borgerskab.
4. Uanset hvordan revolutionens første episodiske stadier udvikler sig i de enkelte lande, er virkeliggørelsen af det revolutionære forbund mellem proletariatet og bønderne kun tænkeligt under ledelse af den proletariske fortrop, organiseret i det kommunistiske parti. Dette betyder så også, at den demokratiske revolutions sejr kun er mulig gennem proletariatets diktatur, som støtter sig til forbundet med bønderne og først og fremmest løser den demokratiske revolutions opgaver.
5. Set ud fra et historisk synspunkt udtrykte det gamle bolsjevikiske motto – 'proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur' – netop det ovennævnte forhold mellem proletariatet, bønderne og det liberale borgerskab. Dette er blevet bekræftet af erfaringerne fra Oktober [1917; o.a.]. Men Lenins gamle formulering løste ikke på forhånd problemet om, hvordan de gensidige forbindelser ville være mellem proletariatet og bønderne inden for den revolutionære blok. Med andre ord bibeholdt formuleringen bevidst en vis algebraisk kvalitet, som måtte vige for mere præcise aritmetiske kvantiteter i den historiske erfaringsproces. Imidlertid viste denne erfaringsproces, og det under omstændigheder, der udelukker enhver form for misfortolkning, at lige meget hvor stor bøndernes revolutionære rolle er, kan det ikke desto mindre ikke være en uafhængig rolle og endnu mindre en ledende rolle. Bønderne følger enten arbejderen eller borgeren. Det betyder, at 'proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur' kun kan tænkes som proletariatets diktatur, som leder bondemasserne bag sig.
6. Et 'proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur', forstået som et regime, der gennem sit klasseindhold adskiller sig fra proletariatets diktatur, ville kun kunne realiseres i det tilfælde, hvor der dannedes et uafhængigt revolutionært parti, der udtrykte bøndernes, og generelt småborgerskabets, demokratiske interesser – et parti, som skulle være i stand til at erobre magten med større eller mindre grad af hjælp fra proletariatet, og til at fastlægge sit revolutionære program. Men som hele den moderne historie viser det – særligt de russiske erfaringer fra de seneste 25 år – er småborgerskabets mangel på økonomisk og politisk uafhængighed og dets dybtgående interne differentiering en uoverstigelig hindring på vejen til skabelsen af et bondeparti. Som følge heraf følger de øvre lag af småborgerskabet (blandt bønderne) storborgerskabet i alle afgørende begivenheder, især under krig og revolution; de nedre lag følger proletariatet; hvorved de mellemste lag tvinges til at vælge mellem disse to yderpoler. Mellem Kerenskij og den bolsjevikiske magt, mellem Kuo-Min-tang og proletariatets diktatur findes der ikke, og kan der ikke findes, noget mellemstadie, dvs. intet 'arbejdernes og bøndernes demokratiske diktatur'.
7. Kominterns bestræbelser på at prakke Østens lande parolen om 'proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur' på, som endegyldigt og for lang tid siden er udtømt af historien, kan kun have en reaktionær virkning. For så vidt som denne parole stilles over for parolen om proletariatets diktatur, bidrager den politisk til opløsningen af proletariatet i de småborgerlige masser og skaber således de mest gunstige vilkår for det nationale borgerskabs hegemoni, og herved for den demokratiske revolutions sammenbrud. Indførelsen af denne parole i Kominterns program er et direkte forræderi over for marxismen og over for bolsjevismens Oktobertradition.
8. Proletariatets diktatur, som har taget magten som leder af den demokratiske revolution, bliver uundgåeligt og meget hurtigt stillet over for opgaver, hvis løsning er tæt forbundet med dybe indgreb i den borgerlige ejendomsret. Den demokratiske revolution vokser direkte over i den socialistiske revolution og bliver derved en permanent revolution.
9. Proletariatets erobring af magten fuldender ikke revolutionen, men påbegynder den kun. Socialistisk opbygning er kun mulig på klassekampens grundlag, på nationalt og internationalt plan. Denne kamp må, under betingelser med en overvældende dominans af kapitalistiske forhold på verdensarenaen, uundgåeligt føre til eksplosioner, dvs. indadtil til borgerkrige og udadtil til revolutionære krige. Netop heri ligger den socialistiske revolutions permanente karakter, uanset om det drejer sig om et tilbagestående land, som først for nyligt har gennemført sin demokratiske revolution, eller om et gammelt kapitalistisk land, som allerede har en lang epoke med demokrati og parlamentarisme bag sig.
10. Fuldførelsen af den socialistiske revolution er utænkelig inden for nationale rammer. En af de grundlæggende årsager til krisen i det borgerlige samfund er den kendsgerning, at de produktivkræfter, der er skabt af det, ikke længere er forenelige med den borgerlige stats rammer. Heraf følger på den ene side imperialistiske krige og på den anden side drømmen om et borgerligt Europas Forenede Stater. Den socialistiske revolution begynder på den nationale arena, den udfolder sig på den internationale arena og fuldføres på verdensplan. Således bliver den socialistiske revolution en permanent revolution i en ny og videre betydning: Den kan kun fuldføres gennem det nye samfunds endelige sejr på hele vor planet.
11. Den ovenstående oversigt over verdensrevolutionens udvikling eliminerer spørgsmålet om lande, der er 'modne', eller 'ikke modne' til socialisme efter den pedantiske og stive klassificering, som Kominterns nuværende program opstiller. I samme grad som kapitalismen har skabt et verdensmarked, en international arbejdsdeling og internationale produktivkræfter, har den ligeledes forberedt verdensøkonomien som helhed til den socialistiske omformning.
Forskellige lande vil gennemgå denne proces med forskellig hastighed. Tilbagestående lande kan, under visse omstændigheder, nå hurtigere frem til proletariatets diktatur end mere udviklede lande, men de vil nå senere frem til socialismen end de sidstnævnte.
Et tilbagestående kolonialt eller halv-kolonialt land, hvis proletariat ikke er tilstrækkeligt forberedt på at samle bønderne og overtage magten, er derved ude af stand til at fuldføre den demokratiske revolution. Omvendt: I et land, hvor proletariatet har magten i sine hænder som følge af den demokratiske revolution, afhænger diktaturets og socialismens skæbne i sidste ende ikke blot og ikke så meget af de nationale produktivkræfter som af den internationale socialistiske revolution.
12. Teorien om socialisme i ét land, der opstod gennem reaktionen mod Oktober, er den eneste teori, som konsekvent og til den bitre ende står i modsætning til teorien om den permanente revolution.
De forsøg, som epigonerne over for vor kritiks piskeslag har gjort på at begrænse gyldigheden af teorien om socialisme i ét land udelukkende til Rusland på grund af dets særlige forhold (dets størrelse og naturlige ressourcer), forbedrer ikke sagen, men gør den kun værre. Bruddet med den internationalistiske indstilling fører altid og uundgåeligt til national messianisme, dvs. at man tillægger sit eget land særlige overlegenheder og kvaliteter, som tilsyneladende tillader det at spille en rolle, som andre lande ikke kan opnå.
Den internationale arbejdsdeling, den sovjetiske industris afhængighed af udenlandsk teknologi, de udviklede europæiske landes produktivkræfters afhængighed af asiatiske råstoffer osv. osv. gør opbygningen af et uafhængigt socialistisk samfund i ét eneste land i verden umulig.
13. Stalins og Bukharins teori, som er i modstrid med alle erfaringer fra den russiske revolution, sætter ikke alene mekanisk den demokratiske revolution op som modsætning til den socialistiske revolution, men foretager også et brud mellem den nationale revolution og den internationale revolution.
Denne teori pålægger revolutioner i tilbagestående lande at oprette et urealisabelt regime med demokratisk diktatur, som den stiller i modsætning til proletariatets diktatur. Herved indfører denne teori illusioner og fiktioner i politikken, lammer proletariatets kamp for magten i Østen og hæmmer den koloniale revolutions sejr.
Ifølge epigonernes teori betyder proletariatets magtovertagelse revolutionens fuldbyrdelse (ifølge Stalins formulering "for ni tiendedeles vedkommende") og begyndelsen til de nationale reformers epoke. Teorien om, at kulakken vokser ind i socialismen, og teorien om verdensborgerskabets "neutralisering" er følgelig uadskillelige fra teorien om socialisme i ét land. De står og falder med hinanden.
Gennem teorien om national socialisme er Komintern blevet degraderet til et hjælpevåben, der kun kan bruges i kampen mod militær intervention. Kominterns nuværende politik, dets ledelse og udvælgelsen af dets ledende personer svarer fuldstændig til degraderingen af Den kommunistiske Internationale til rollen som støtteenhed, der ikke skal løse selvstændige opgaver.
14. Kominterns program, skrevet af Bukharin, er helt og holdent eklektisk [sammensstykket af andres forskelligartede synspunkter; o.a.]. Det gør et håbløst forsøg på at forsone teorien om socialisme i ét land med marxistisk internationalisme, som er uløseligt forbundet med verdensrevolutionens permanente karakter. Den kommunistiske Venstreoppositions kamp for en korrekt politik og en sund ledelse i Den kommunistiske Internationale er uadskilleligt knyttet til kampen for det marxistiske program. Spørgsmålet om programmet er igen uadskilleligt fra spørgsmålet om to teorier, som gensidigt udelukker hinanden: Teorien om den permanente revolution og teorien om socialisme i ét land. Problemet med den permanente revolution er for længst vokset ud over de episodiske meningsforskelle mellem Lenin og Trotskij, som er fuldstændig historisk udtømte. Kampen står mellem Marx' og Lenins grundlæggende ideer på den ene side og centristernes eklekticisme på den anden side.
Konstantinopel, 30. november 1929