Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Tale holdt af Trotskij ved fejringen af femårs-jubilæet
for de Kommunistiske Ungarbejderes Herberg, den 29. april
1924. Oprindelig bragt i Kommunistisjeskij
Internatsional, maj-juni 1924.
Dansk oversættelse af Bertel Nygaard fra engelsk, i Problems of Everyday Life (New York 1973), s. 281-87.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, juni 2000.
Kammerater, for nylig gav vi årgangen 1901 orlov på ubestemt tid fra Den Røde Hær. Ved denne lejlighed lavede vi en række steder en forespørgsel blandt de mænd, som var ved at blive hjemsendt. Vi spurgte dem, hvad de havde lært i Den Røde Hær. Blandt de svar, vi fik, var der et, som især vakte min opmærksomhed, et meget kort og udtryksfuldt svar. Jeg har allerede citeret det ved flere møder. En af kammeraterne fra Den Røde Hær svarede følgende: "Jeg har lært om maskingeværet og om politik".
Husk dette svar, kammerater! Det er glimrende; efter min mening kunne det ikke udtrykkes bedre. Som revolutionær soldat er han, som Suvorov sagde for lang tid siden, nødt til at kende sin militære kunst; han må kende sit våben og kunne benytte det, ellers vil han ikke være soldat. I dette tilfælde har vi tydeligvis at gøre med en maskingeværsskytte, hvis våben er maskingeværet. "Jeg har lært om maskingeværet, og udover det har jeg lært om politik", siger han. Hvad betyder det, når han siger, at han har lært om politik? Det betyder, at han har lært at forstå, hvorfor han fik udleveret et maskingevær. Så længe han kun kender til maskingeværet, er han blot våbnets slave og kanonføde under nogle andres kontrol; men når han ved, hvilket formål dette maskingevær under bestemte forhold har i Den Røde Hær, så er han en revolutionær kæmper, en bevidst borger.
Dette gælder ikke kun for soldater i den revolutionære hær, men for enhver stilling i vort arbejder- og bondeland. "Hvad har du lært?" må vi spørge den unge proletar, når han forlader sin læreplads. "Jeg har lært om hammeren, knibtangen, høvlen og om politik." Og om politik!
I ved, at der i borgerlige lande er en hyklerisk og ussel idé om, at hæren og den yngre generation står uden for politik. Dagen i dag har jeg i en anden forbindelse gennemset bind 2 og 3 af kammerat Lenins værker. (Dette, kammerater, er i almindelighed en meget nyttig beskæftigelse – hvad enten man har nogen speciel grund eller ej – for alle som har muligheden for at gøre det.)
Tilfældigvis faldt mit blik på nogle af Lenins enkle, yderst skarpe og nådesløse iagttagelser i forbindelse med denne usle og hykleriske forståelse af ungdommen som værende uden for politik. Vi ved, at hæren i alle lande er et redskab for politik, eller at den snarere tjener et politisk formål. Når det siges, at hæren står uden for politik, betyder det: du, soldaten, mestrer maskingeværet – politik, derimod, vil andre tage sig af på dine vegne, og disse 'andre' er naturligvis den herskende klasse. Borgerskabet skaber en arbejdsdeling. Politik er noget, som det styrer; arbejderne og bønderne i hæren er kanonføde, slaver af destruktionens maskine. Og det er præcis det samme, hvad angår den unge generation, dvs. de unge arbejdere og bønder. Politik er overalt i luften; det lader sig ikke bedre gøre at leve uden for politik, uden politik, end det lader sig gøre at leve uden luft.
Men borgerskabet kan ikke røbe sit politiske ansigt over for unge. Det kan ikke sige: der er du, den tolv- eller trettenårige arbejdersøn; du er blevet skabt i verden for at du, efter at have stået i lære i et eller andet fag, går ind i en fabrik og der resten af dine dage ud af dit sved, blod og inderste kan skabe merværdi for livets herrer, borgerskabet, som af denne merværdi vil skabe sin borgerlige kultur, sin luksus, kunst og sine børns lærdom. Borgerskabet kan ikke åbent udlægge den slags politik for de unge arbejdere. Det dækker sin politik til ved hjælp af omsvøb og allegorier, umærkbarhed eller halvvejs mærkbarhed, gennem sine skoler, sine kirker og sin presse. Og formålet med denne umærkelige borgerlige uddannelse af unge mennesker, eller snarere uddannelsen af unge arbejdere og bønder i den borgerlige stats interesse, skjules bag slagordet: "den unge generation står uden for politik". Og det er derfor, Vladimir Iljitj så nådeløst og uforsonligt bekæmpede dette usle hykleri.
Unge mennesker lever i samfundet, de bliver født til bestemte forhold, de træder ind på livets scene under bestemte historiske omstændigheder, og jo før disse unge åbner øjnene for verden omkring dem, desto bedre og mere dybtgående forstår de de forhold, de lever under, desto lettere vil deres vej gennem livet blive.
I unge kammerater bor i en arbejder- og bondestat. Dette betyder ikke, at jeres liv er let i jeres læreår. Men jeg mener alligevel, at det allerede er betydeligt bedre end det var for den ældre generation i dens læreår. Jeg ved ikke, om nogen i vort land har samlet de litterære værker – Tjekhovs historier for eksempel – som handler om læreårene, de dystreste år i de arbejdende massers liv. Jeg mener, at alle disse historier, skitser og minder fra de læreår, som enhver arbejder har gennemgået, bør samles og udgives og gøres til en af de unges håndbøger. Det er nødvendigt at lære at hade den gamle orden, som vi har styrtet, men som vi stadig er meget langt fra at blive af med. Den har testamenteret enorme depoter af ignorance, træghed, råhed og vulgaritet til os; og alt dette omgiver os stadig. Og det er jer, unge kammerater, som skal feje disse depoter bort. Det er derfor, det er meget vigtigt, at arbejdet med at mestre hammeren, knibtangen og alt det andet værktøj og alle de andre produktionsredskaber må gå hånd i hånd med det at mestre politik.
I dag fejrer I jeres hjems femårs jubilæum. Dette jubilæum er meget tæt sammenfaldende med det internationale proletariats fejring af første maj. Tillad mig at sige et par ord om dette. Denne fest, kammerater, blev grundlagt for femogtredive år siden som en fest til ære for den otte timers arbejdsdag og den arbejdende befolknings internationale broderskab, og som en internationbal arbejderdemonstration mod militarisme: Og nu her, da jeg var på vej herhen kiggede jeg, fordi der ingen aviser er i dag, i nogle nyligt modtagne telegrammer fra vort nyhedsbureau. En stor del af disse telegrammer, og en meget betydningsfuld del, for nu ikke at overdrive, handler om forberedelser i Europa og andre dele af verden til første maj. Denne forberedelse er nødvendig, fordi alle arbejderdemonstrationer og – parader på den første maj i en række borgerlige stater, herunder de mest demokratiske, er blevet forbudt. Der har I et lærerigt eksempel fra nutidens europæiske politik. Vor stat, den stat som blev bygget under vores alle sammens lærer Vladimir Iljitj's ledelse, denne arbejder- og bondestat kalder ikke sig selv demokratisk i den forstand som Frankrig, Tyskland og en række andre satater kaldes demokratiske. Vi bebrejdes ofte, fordi vort styre er et diktatur, et åbent et, dvs. i den arbejdende befolknings magt, som med pansret knytnæve har knust al modstand mod arbejdets hersken. De har demokrati derovre og universel frihed. Hvem styrer England i dag? Mensjevikkiske socialdemokrater. Hvem spiller en stor rolle i Tysklands politiske liv? Mensjevikkiske socialdemokrater. I Sachsen, en af de tyske provinser, er der en socialdemokratisk regering. Berlin styres af socialdemokrater. Dagen i dag har Berlins myndigheder forbudt fejringen af første maj i byens gader. Den sachsiske mensjevikiske regering har forbudt fejringen af første maj i hele Sachsens gader. I England er det nøjagtig det samme. Det er unødvendigt at tale om Polen, Ungarn og Rumænien eller om Frankrig – i den demokratiske republik har proletariske demonstrationer på gaden været forbudt i adskillige årtier. Her er en utilsløret kendsgerning. Hvem grundlagde fejringen af første maj for femogtredive år siden? Socialdemokraterne. Hvem sidder på toppen af den tyske republik? Socialdemokraten Ebert. Hvad er pointen? Pointen er, at den nye revolutionære generation af arbejderklassen bliver mere og mere fyldt med had til borgerskabets styre, og at demokratisk mensjevisme er det sidste redskab, borgerskabet derovre i Europa har til at holde de arbejdende masser nede.
Og vi ser, at de selvsamme regeringer, som bebrejdede os kommunister for at sige rent ud, at kun overflytningen af magt til arbejderbefolkningens hænder kunne afskaffe kapitalens tyranni, disse selvsamme regeringer som tilhører de partier, som grundlagde fejringen af første maj, forbyder arbejderne at gå i gaderne med slagordene om internationalt broderskab og otte timers arbejdsdag. Og de samme telegrammer rapporterer, at de tyske ungkommunister, Tysklands ungdom, og Frankrigs også, alligevel gør alt hvad de kan for at kunne gå ud i deres byers gader med slagord om protest og kamp.
Hvad er disse slagord? Det slagord, som blev fastlagt for første maj for femogtredive år siden – den otte timers arbejdsdag – blev opnået næsten alle steder i Europa efter krigen; men i de senere år er arbejdsdagen blevet forlænget. Hvis der var et land, som havde ret til, hvis der var en arbejderklasse, som havde ret til at kræve en arbejdsdag på mere end otte timer af sig selv og sine sønner, så skulle det være vores land, udpint og hærget, som ikke arbejder for borgerskabet, men for sig selv – og alligevel forbliver otte timersdagen forholdet i vores land, baseret på republikkens love, for de arbejdende massers moralske og åndelige fremskridt og udvikling.
Og den første maj kaster vi denne kendsgerning i ansigtet på Europas kapitalistiske, forløjede, gennemført hykleriske borgerlige demokrati. Hvilken slags demokrati er det for arbejderklassen, hvis den kun loves den otte timers arbejdsdag? Og hvad med folkenes broderskab, respekt for andre landes arbejderbefolkning, som taler andre sprog, broderlige følelser, som vi må optage fra vore første år, fordi national chauvinisme og nationalt had er den gift, hvormed borgerskabet forurener arbejdernes sind? Jeg kræver at vide, hvor dette slagord fra første maj-fejringen er blevet ført mere ud i livet end i vort land. Jeg har været i Kaukasien, denne tilbagestående region. Der er tre større republikker her og dusinvis af tilbagestående nationaliteter. Den region blev udsuget af krige. Men nu er den unge generation der ved at lære at arbejde og skabe kultur på grundlag af samarbejde mellem alle de forskellige nationaliteter. Har vi, arbejderrepublikken, ikke ret til med retmæssig stolthed at sætte dette Kaukasien, som er blevet genopbygget og er givet nyt liv af sovjetmagten, i kontrast til ethvert af Europas kulturlande, hvor der på hver en grænse er had, fjendskab og fare for nye væbnede konflikter?
Og det tredje slagord, som socialdemokraterne svor ved for femogtredive år siden, slagordet om kamp mod militarismen? Nu er MacDonald's mensjevikkiske Labour-regering ved magten i England. Hvad bruger den på våben? Den bruger 1.150 millioner guldrubler om året. Det er fire eller fem gange så meget som vi bruger. England har 40 millioner mennesker, vi har 130 millioner. MacDonald kan sige, at vi er det fattigste land, og at vi derfor naturligvis bruger mindre. Men, kammerater, hvis vi er de fattigste, så betyder det, at vi er truet af den største fare, for op igennem historien er det altid sket, at rige folk, ledt af deres rige herskende klasser, har besejret og underlagt sig fattigere og mere tilbagestående ditto. Kina vil ikke overfalde England og USA, men de rige lande USA og England kan knuse Kina.
Hvis vi ikke havde sovjetmagt – arbejdernes og bøndernes magt, med kommunistpartiet, som dristigt marcherer videre til kamp – ville vort land, svækket og udpint af den imperialistiske krig, for lang tid siden være blevet revet i stykker af verdensimperialismens barbarer. Og når de selvsamme mensjevikker bebrejder os for at give vore unge mennesker militær træning, for at opbygge Den Røde Hær, når de siger til os: "I er også militarister", så er det tilstrækkeligt for os at sammenligne de stater, der omgiver os, med verdens første arbejderrepublik, som i de sidste syv år har været omringet af uforsonlige og ubarmhjertige fjender.
Hvis de anerkender os nu, og hvis vi fører forhandlinger i London i dag, så må man ikke tro, at verdensborgerskabet er blevet mere positivt indstillet over for republikken af arbejdere og bønder. En ændring i taktik fjerner ikke det had, alle landes borgerskaber nærer til den republik, hvor den opvoksende generation af arbejdere vokser op i en ny atmosfære, med nye idealer – for vi omstyrter de gamle idealer for så vidt som vi lærer den unge generation at have tillid til den internationale arbejderklasses magt. Verdensborgerskabet vil aldrig affinde sig med dette. Og er det overraskende, hvis vi føler, og må føle, at vi er det befriede arbejdes lejr? Studér produktionsteknikken og husk, at arbejder- og bonderegeringen, hvis den er truet udefra, hvert øjeblik kan kalde dig under fanerne i arbejdernes og bøndernes Røde Hær.
Kammerater, I ved hvilken frygtelig ulykke endnu en krig ville være for vor sovjetrepublik, hvis sår endnu ikke er helet. Og når jeg i dag i den udenlandske presse læser, hvordan vi skulle være ved at forberede et angreb på Rumænien og Polen, så kan jeg, ligesom jer, kun trække på skuldrene i foragt. Verdensrevolutionen er blevet forsinket. Vi venter tålmodigt og tillidsfuldt på, at Rumæniens og Polens skæbne vil blive afgjort sammen med verdensrevolutionens skæbne. Vi er ikke fristet til at at gå ind i blodige foretagender med det formål at afgøre spørgsmålet om Europas, herunder Polens og Rumæniens befrielse stykke for stykke. Den vil blive afgjort før eller siden. Vores opgave i denne periode er at styrke vor økonomi og højne vort kulturelle niveau og holde ud indtil det befriede Europas arbejdere kommer os til hjælp.
Vores situation ville bestemt være ti gange, hundrede gange lettere, hvis der var en revolutionær arbejderregering i England. Den ville på grundlag af en kammeratlig, forretningslignende aftale give os en betydelig kredit. Vi ville umiddelbart være i stand til at øge vor produktion, overskylle markedet med alle mulige slags goder til bondens brug og i løbet af fem år højne vort landbrugsniveau. Hvad ville det betyde for England? Det ville betyde rigeligt og billigt korn, tømmer, skind, hør og alle mulige slags råmaterialer. Det britiske folk, arbejderbefolkningen – det vil sige ni tiendedele af Englands totale befokning – ville sammen med folket i Sovjetunionen drage enorm fordel af et sådant forretningslignende samarbejde, og vi, kammerater, ville i løbet af nogle få år kunne stige op til toppen af velstand, til en højde, som vi stadig er langt, langt fra. Desværre tror jeg ikke, at Englands nuværende regering, en mensjevikkisk regering, er i stand til st tage et så dristigt, afgørende skridt.
Nej, i en del år endnu, indtil proletariatet virkelig sejrer, er vi nødt til at lære hovedsageligt at stå på egen ben. Dette betyder, at vi vil have fremskridt, men langsomt. Vi vil være ærlige om dette over for os selv.Og når den borgerlige presse spørger os, og især mig: "Hvad hvis vores herskende klasser ikke giver jer lån – hvad vil det da betyde? Ruslands kollaps? Sovjetmagtens kollaps?" – så vil vi svare dem: "Hvordan kan et gigantisk land med 130 millioner indbyggere, som er blevet kaldt til live for først gang af revolutionen, hvor de unge lærer at tænke kritisk – hvordan kan sådan et land bryde sammen? Et land med uudtømmelige naturressourcer som vores kan ikke og vil ikke bryde sammen".
De seneste telegrammer fortæller os, at Londons borgerlige presse citerer vore taler, især mine egne, som bevis for, at vi ved vor skarpe kritik ønsker at afbryde forhandlingerne. Det er en bagvaskelse. At nå til enighed med det britiske folk vil være en god ting for os og for det britiske folk. Men hvis det britiske borgerskab tror, at vi vil sige "hjælp, vi bryder sammen!" – hvis det britiske borgerskab tror, at vi vil uderlægge os enhver betingelse, det skulle stille, så tager det britiske borgerskab fejl.
Vi har allerede taget de første to eller tre trin selv og har allerede vist os selv og andre, at vi er i stand til at arbejde, til at bedre økonomien og vort lands kultur. Og hvis jeg kunne, så ville jeg sige til City, dette centrum af london, til dets banker og bankfolk, til MacDonald-regeringen, til alle de herskende kredse i England: her, se engang på denne, vor unge generation, vor arbejderklasses blomst. De lærer at arbejde og at tænke. Vores unge generation er gået igenem Oktobers smelteovn, den er vokset op i Lenins store skole. Vi og vort land, som er så rigt på naturrigdom, vil ikke gå til grunde. Med jeres hjælp vil vi gå fremad hurtigere, og det vil medføre gevinst for jer. Uden jer vil vi gå langsommere frem, men vi vil gå frem, og arbejdets vælde vil triumfere i vort land.