Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Skrevet 29. juni 1923, trykt i Pravda 1. juli 1923.
Dansk oversættelse af Bertel Nygaard.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, juni 2000.
Styrkelsen af vort parti – ikke så meget i medlemstal som på den ene side i dets indflydelse på ikke-partimedlemmer og på den anden side den nye fase af revolutionen, som vi er gået ind i – stiller partiet over for opgaver, som til dels er nye, til dels gamle i ny skikkelse, inden for agitation og propaganda. Vi må nøje og opmærksomt undersøge vore propagandavåben og -midler. Er de tilstrækkelige til deres formål, dvs. omfatter de alle de problemer, som må belyses? Får de en rigtig udtryksform, som er tilgængelig og interessant for læserne?
Dette og en lang række andre spørgsmål blev diskuteret blandt 25 agitatorer og massebevægelsesorganisatorer fra Moskva. Deres bedømmelser, meninger og vurderinger blev skrevet kortfattet ned. Jeg håber straks at kunne anvende dette materiale hvad angår pressen. Vore journalistiske kammerater vil finde en del bitre bebrejdelser i det, og jeg må ærligt sige, at flertallet af disse bebrejdelser efter min mening er berettigede. Spørgsmålet om vor trykte agitation, frem for alt i aviserne, har alt for stor betydning til, at nogen nedtysning her må tillades. Vi må tale rent ud.
Som man siger: "udseendet er vigtigt". Lad os altså begynde med avisernes trykketeknik. Den er naturligvis blevet bedre end den var i 1919-20, men den er stadig ekstremt dårlig. Layoutens sjuskethed og det uklare tryk gør det meget svært at læse avisen, selv for en fuldt ud læsekyndig læser, og endnu værre for en kun lidt læsekyndig. Aviser, som er tiltænkt et bredt salg blandt arbejdere, såsom Rabotjaja Moskva og Rabotjaja Gaseta er utrolig dårligt trykt. Forskellen mellem forskellige oplag er meget stor: af og til kan man læse næsten hele avisen, andre gange kan man ikke engang tyde halvdelen af den. Dette har gjort det til lidt af et lotteri at købe en avis. Jeg vælger tilfældigt et af de seneste numre af Rabotjaja Gaseta. Jeg kaster et blik på "barnets hjørne": "Historien om en klog kat". Den er helt umulig at læse, efter som trykket er så udtværet; og dette er tiltænkt børn! Det må siges rent ud: teknikken for vore aviser er en skam.
I vor fattigdom og i vort behov for udvikling lykkes det os at spolere en fjerdedel eller ligefrem halvdelen af en avisside ved at tvære tryksværten ud. En sådan "avis" skaber frem for alt irritation hos læseren; blandt mindre vante læsere skaber den træthed og ligegyldighed, og blandt de mere uddannede og krævende skaber den tændergnislen og foragt for disse som har tilladt sig at gøre dem til grin sådan. Nogle skriver disse artikler, nogle sætter dem, nogle trykker dem – og som resultat lykkes det for læseren, når han følger linierne med fingeren, at tyde mellem en femtedel og en tiendedel. Skam og vanære! Vor seneste partikongres gav spørgsmålet om typografi særlig opmærksomhed. Og spørgsmålet er: Hvor længe skal vi tolerere det?
"Udseendet er vigtigt, men det, som virkelig tæller, er indholdet." Vi har allerede set, at et dårligt typografisk ydre nogle gange gør det svært at trænge igennem til indholdet. Og endnu mere, fordi der ind imellem stadig står layouten af det trykte materiale, ombrydningen og redigeringen. Lad os bare blive ved redigeringen, eftersom det er særlig slemt her. Ikke kun i dagspressen, men også i videnskabelige tidsskrifter – især i tidsskriftet Pod Znamenem Marxizma (Under Marxismens Banner) – optræder ofte de mest utrolige fejltryk og forvrængninger. Leo Tolstoj sagde engang, at bogtrykning var et våben til at sprede uvidenhed. Naturligvis er denne arrogante og aristokratiske påstand i bund og grund forkert. Men desværre bliver den ofte berettiget af korrekturlæsningen af vor presse. Dette må heller ikke tolereres! Hvis trykkerierne ikke har adgang til de nødvendige kadrer af tilstrækkeligt læsekyndige korrekturlæsere, som er kompetente til deres opgave, så må disse kadrer trænes specielt op. Specialkurser for de nuværende korrekturlæsere, herunder politiske skolingskurser, er påkrævet. Korrekturlæseren må forstå den tekst, han redigerer, ellers er han ingen korrekturlæser, men en ufrivillig spreder af uvidenhed; og pressen er, til trods for Tolstojs påstand, et våben til oplysning – det skal den være.
Lad os nu se nærmere på tekstens indhold.
Avisen eksisterer frem for alt for at binde mennesker sammen ved at informere dem om, hvad der sker hvor. Derfor er frisk, omfattende og interessant information avisens sjæl. En yderst væsentlig rolle inden for vore dages avisinformation spilles af telegrafen og radioen. Så læseren, som er vant ved avisen og som kender dens betydning, vender sig først mod telegrammer og rapporter. For at rapporter skal optage førstepladsen i sovjetiske aviser må de give information om vigtige og interessante fakta, og i en form som er begribelig for de læsende masser. Men sådan er det ikke hos os. Rapporterne i vore aviser udtrykkes og trykkes i vendinger som er de sædvanlige i den borgerlige presse. Hvis man følger telegrammerne fra dag til dag i en del af vore aviser, får man det indtryk, at når de kammerater, som leder den afdeling, overlader friske telegrammer til sætning, så har de helt glemt hvad de indleverede dagen før. Der er absolut ingen kontinuitet i arbejdet. Hvert telegram ligner en slags uforudseeligt brudstykke. De forklaringer, som gives i forbindelse med dem, er tilfældige og i vid udstrækning ugennemtænkte. I bedste fald sætter redaktøren ved siden af navnet på en eller anden udenlandsk borgerlig politiker parenteser ind med "lib." eller "kons.". Dette skulle betyde "liberal" eller "konservativ". Men eftersom tre fjerdedele af læserne ikke vil kunne forstå disse redaktionelle forkortelser, vil forklaringerne som oftest blot forvirre dem. Telegrammer med information om hændelser i – lad os sige Bulgarien eller Rumænien – når os sædvanligvis via Wien, Berlin eller Warszawa. Når navnene på disse steder placeret i indledningen af telegrammet forvirrer det fuldstændig masselæseren, som i forvejen er dårlig til geografi.
Hvorfor fremhæver jeg nu disse detaljer? Alle af samme grund: De viser bedst af alt, hvor lidt vi tænker på de mindre kyndige læseres situation, på deres behov, på deres hjælpeløshed, når vi laver vore aviser. Omarbejdelsen af rapporter i en arbejderavis er en meget besværlig og meget ansvarsfuld opgave. Det kræver omsorgsfuldt, omhyggeligt arbejde. En vigtig rapport må tænkes igennem fra alle vinkler og gives en form, som direkte knytter an til, hvad de læsende masser mere eller mindre allerede ved. De nødvendige forklaringer må stå før telegrammet, samlet i grupper eller sammenskrevet.
Hvilket formål har en fed overskrift, som fylder tre linier eller mere, hvis den bare gentager, hvad der står i selve telegrammet? Ganske ofte forvirrer disse overskrifter blot læseren. En simpel rapport om en anden-rangs strejke har tit overskriften: "Det er begyndt!" eller "Opløsningen nærmer sig", mens selve telegrammet kort fortæller om en bevægelse blandt jernbanearbejdere, uden at nævne årsager eller mål. Næste dag står der intet om hændelsen; ej heller dagen derpå. Næste gang læseren over en rapport ser overskriften "Det er begyndt!" ser han allerede i dette en frivol holdning til sagen, billig avis-sensationalisme, og hans interesse for telegrammer og for avisen visner. Hvis chefen for telegramafdelingen tydeligt husker, hvad han trykte dagen før og dagen før igen, og selv stræber efter at forstå forbindelsen mellem hændelser og mellem fakta, for at gøre denne forbindelse klar for læserne, så vil telegraminformation, selv om den skulle være meget mangelfuld, have en umådelig uddannelsesværdi. Information med kolde fakta trænger lidt efter lidt ind i læsernes sind. Det bliver lettere og lettere for dem at forstå nye fakta, og de lærer at søge efter og finde først og fremmest den vigtigste information i avisen. De læsere, som lærer dette, tager et stort skridt ud af den kulturelle udviklings vej på samme tid. Vore aviser må mobilisere alle deres kræfter for rapportafdelingen og sikre sig, at den er indrettet, som den burde være. Kun på denne måde – gennem påvirkning og eksempler fra aviserne selv – kan også Rostakorrespondenterne gradvist trænes op.
En gang om ugen – helst, selvfølgelig, i søndagsudgaven, altså på den dag, hvor de fleste arbejdere har fri – bør der laves opsummeringer af de vigtigste begivenheder i ugen. Samtidig ville dette være et strålende middel til at uddanne en avis' afdelingschefer. De ville lære at blive meget mere påpasselige med at finde sammenhængene mellem forskellige begivenheder, og dette ville have en meget givtig effekt på afdelingens daglige arbejde.
Forståelsen af international avisinformation er umulig uden i det mindste den mest grundlæggende geografiske viden. De skitserede kort, som undertiden udgives af aviserne, er – selv i de tilfælde, hvor de kan tydes – kun en ringe hjælp for de læsere, som ikke ved, hvor lande og forskellige verdensdele ligger i forhold til hinanden. Spørgsmålet om kort i vores situation – dvs. i imperialistisk omringning og verdensrevolutionens vækst – er et meget vigtigt spørgsmål om generel uddannelse. I alle, eller i det mindste de vigtigste, lokaler, hvor der gives lektioner og holdes møder, bør der være et specialfremstillet kort med klart aftegnede statsgrænser og med andre grafiske aftegninger af den økonomiske og politiske udvikling. Måske burde sådanne kort sættes op på en del gader og torve, ligesom under borgerkrigen. Midler til dette kan sikkert skaffes frem. I løbet af de sidste år har vi lavet enorme mængder bannere af alle mulige grunde. Ville det ikke være bedre at anvende disse midler til at udstyre fabrikker og værksteder, og dernæst også landsbyer, med politiske kort? Enhver forelæser, taler, propagandist etc. vil så umiddelbart, når han nævner England og dets kolonier, kunne udpege dem på kortene. Det samme med Ruhr. Det vil frem for alt være til fordel for taleren; han vil klarere og ordentligere vide, hvad han taler om, eftersom han selv på forhånd vil kontrollere, hvor alting er. Og hvis spørgsmålet interesserer dem, vil tilskuerne helt sikkert lægge mærke til, hvad de blev vist – hvis ikke første gang, så femte eller tiende. Og fra det øjeblik, hvor ordene Ruhr, London eller Indien holder op med kun at være tomme lyde for læserne, vil de begynde at få en helt anden indstilling til rapporter. Det vil være en fornøjelse at finde Indien i avisen, når de ved, hvor det er. De vil stå sikrere på deres fødder og forstå telegrammer og politiske artikler bedre. De vil blive og vil føle sig mere lærde. Anskueliggørende kort bliver således en grundlæggende del af almen politisk uddannelse. Gosizdat bør give dette problem seriøs opmærksomhed.
Men lad os gå tilbage til avisen. Samme almindelige fejl, som vi fandt på det internationale nyhedsområde kan også observeres når det gælder indenrigs nyheder, i særdeleshed aktiviteter hos sovjettiske, professionelle, kooperative og andre institutioner. En ubetænksom, sjusket, tankeløs indstilling til læseren udtrykkes her alt for ofte i "detaljer", men i den slags som laver uorden i hele sagen. Sovjettiske og andre institutioner har forkortede navne og betegnes undertiden kun med begyndelsesbogstav. Inden for selve institutionen eller nærliggende institutioner medfører dette visse fordele hvad angår det at spare tid og papir. Men den brede masse af læsere kan ikke kende til disse vilkårlige forkortelser.
Vore journalister, reportere og kronikører kaster om sig med alle mulige ubegribelige ord, som klovner kaster med bolde. Her på en fremtræden plads har man udgivet en samtale med kammerat den-og-den "chef for KØA". Disse bogstaver gentages gang på gang i artiklen uden forklaring. Man skal være vaskeægte bureaukrat for at kunne gætte, at det altsammen handler om den Kommunale Økonomiafdeling. Masselæseren vil aldrig kunne gætte det, og vil naturligvis i misfornøjethed opgive at læse artiklen, og måske endda hele avisen. Vore avisarbejdere burde ridse ind i deres vægge, at forkortelser og vilkårlige betegnelser er gode og kan accepteres inden for de grænser, hvor de helt sikkert kan forstås; men hvor de kun forvirrer folk, er det både kriminelt og meningsløst at benytte sig af dem.
Vi sagde ovenfor, at en avis først og fremmest skal informere godt. Den kan kun undervise gennem gode, interessante, velarrangerede nyheder. Fremfor alt skal fakta forklares tydeligt, sagligt og kraftfuldt – hvad, hvor og hvordan. I vort land forudsættes det ofte, at begivenheder og fakta af sig selv gør sig kendte af læserne, eller kan forstås efter bare en antydning; eller ikke har nogen betydning overhovedet, og at opgaven for en avis så at sige består i "i tilslutning til disse fakta" (som er ukendte for læseren) at sætte et antal lærerige sager i forbindelse hermed, som man i lang tid ikke har talt om. Dette sker tit også, fordi forfatteren selv ikke er sikker og for at sige det lige ud ikke gider at kontrollere, finde ud af, læse, løfte telefonrøret for information. Og han forsøger at tale rundt om emnet og siger "i forbindelse" med det og det faktum, at borgerskabet er borgerskabet og proletariatet er proletariatet. Kammerater journalister, læseren beder jer ikke formane herom, ikke prædike, ikke mane, ikke forsøge at overtale, men i stedet berette for ham tydeligt og sagligt, forklare, gøre klart – hvad, hvor og hvordan! Læren og advarslerne kommer gennem dette af sig selv.
Skribenten, især på en avis, må gå ikke ud fra sig selv, men fra læseren. Dette er en meget vigtig forskel, som bliver udtrykt i opbygningen af hver enkelt artikel og i nummeret som helhed. I det ene tilfælde præsenterer en skribent (som er udygtig og ikke forstår sit job) simpelthen sig selv, sine synspunkter, sine tanker eller ofte – intet andet end sine fraser. I det andet tilfælde vil en skribent, som udfører sit job ordentligt, føre læseren til selv at drage de nødvendige konklusioner, ved at benytte sig af dagligdagens erfaringer i massernes liv.
Vi vil forklare vort synspunkt ved brug af et eksempel, som dukkede op under diskussionerne blandt propagandisterne i Moskva. Som det er velkendt, raser der i år en vældig malariaepedemi i vort land. Mens vore traditionelle epedemiske sygdomme – tyfus, kolera osv. – er mindsket anseeligt i den sidste tid og endda er faldet ned på samme niveau som før krigen, har malaria antaget hidtil usete proportioner. Byer, regioner, fabrikker er blevet ramt af det. Ved dens pludselige opdukken, dens ebbe og flod, ved den kroniske karakter af sit angreb, påvirker malaria ikke kun sundheden, men også fantasien. Men generelt var og er vor presse for lidt interesseret i dette faktum. Hver artikel som fremkom om malariatemaet var, som Moskvakammeraterne berettede, genstand for den største interesse: en enkelt kopi af avisen ville gå fra hånd til hånd, artiklen ville blive læst højt osv.
Det er helt klart, at vor presse ikke skal begrænse sig til Narkomzdravs sanitære virksomhed og propagandaarbejde, men burde udvikle et mere uafhængigt stykke arbejde i denne forbindelse. Den bør begynde med selve epedemiens forløb, regionerne hvor den bliver fundet, opregne de fabrikker, værksteder osv., som er mest påvirket af den. Dette vil af sig selv etablere en levende forbindelse med de mest tilbagestående masser og vise dem, at folk kender til dem, interesserer sig for dem, at de ikke er glemt. Derudover bør man undersøge malaria fra de videnskabelige og sociale synspunkter og gennem dusinvis af eksempler vise dens udbredelse i forbindelse med bestemte livs- og arbejdsforhold; de midler, som tages i brug af statens vedrørende organer, bør belyses korrekt, de nødvendige råd bør gives og vedholdende gentages fra nummer til nummer osv. Dette er den konkrete basis, hvorpå propaganda kan og skal udvikles – for eksempel mod religiøse fordomme. Hvis malaria, som sædvanligvis alle sygdomme er en straf for synd, hvorfor er malaria da mere udbredt inden for nogle arbejdsområder end andre, eller mere på fugtige steder end på tørre? Det virkelige billede af malariaens udbredelse, sammen med de nødvendige forklaringer, er et fantastisk våben for antireligiøs propaganda. Dette våbens slagkraft bliver endnu mere kraftig af det forhold, at spørgsmålet på samme tid berører brede kredse af arbejdere, og det endda meget stærkt.
En avis har ingen ret til at være uinteresseret i hvad masserne, menneskene på gaden, interesserer sig for. Naturligvis kan og skal vor avis belyse fakta, eftersom den skal undervise, højne og udvikle. Men den kommer kun til at nå dette mål, hvis den udspringer af de fakta, tanker og stemninger som virkelig berører masselæseren.
For eksempel er der ingen tvivl om, at rettergange og såkaldte "hændelser" – ulykker, selvmord, mord, jalousidramaer osv. – kraftigt opildner tankerne og følelserne hos brede lag i befolkningen. Dette er ikke overraskende; de er alle lysende stykker af det levende liv. Men vor presse udviser generelt manglende opmærksomhed om dette og kommenterer det i bedste fald på nogle få linier med lille tekst. Resultatet bliver, at folk i gaden får deres nyheder fra dårligere kilder, og med nyhederne enkle forklaringer. Et familiedrama, et selvmord, et mord, en rettergang med hård dom tiltaler og bliver ved med at tiltale fantasien. "Komarov-rettergangen overskyggede for en tid til og med Curzon", skriver kammeraterne Lagutin og Kazanskij (tobaksfabrikken "Røde Stjerne"). Vor presse må behandle disse fakta med største opmærksomhed, forklare dem, belyse dem og klarlægge dem.
Her er det nødvendigt at betragte både psykologien, familien og det sociale aspekt. Dusinvis og hundredevis af teoretiske artikler, som gentager banale flosker om middelklassens borgerlighed eller om tristheden i småborgerskabets familiemønster berører ikke læserens bevidsthed; de er som almindelig, kedelig efterårsregn. Men en rettergang, som er baseret på et familiedrama, dygtigt fortalt og belyst i en serie artikler, kan tryllebinde tusindvis af læsere og vække nye, friskere og mere åbne tanker og følelser i dem. Efter dette vil en del af læserne måske også få trang til at læse en almen artikel om familiens vilkår.
Den borgerlige skandalepresse gør over hele verden mord og forgiftninger til genstand for profitabelt sensationsmageri, ved at spille på usund nysgerrighed og almindeligvis på de værste menneskelige instinkter. Men det betyder ikke, at vi helt skal vende ryggen til menneskelig nysgerrighed og mod menneskelige instinkter i almenhed. Det ville være ren skinhellighed og hykleri. Vi er massernes parti. Vi er en revolutionær stat og ikke en hellig orden eller noget kloster. Vore aviser bør ikke kun tilfredsstille længslen efter kundskab, men også naturlig nysgerrighed: alt hvad der er nødvendigt er at de skal højne og forfine den gennem et passende udvalg af materiale og belysning af spørgsmålet. Denne type af artikler eller notitser læses altid og alle steder af brede lag i befolkningen. I den sovjettiske presse er de imidlertid næsten fraværende.
De vil påstå, at de nødvendige litterære kræfter til dette ikke eksisterer. Det er kun delvist sandt. Medarbejderne dukker op, når problemet fremlægges tydeligt og korrekt. Fremfor alt må vi have et alvorlig kursændring, hvad angår vores opmærksomhed. Hvortil? Mod læseren, levende som han er, masselæseren, som er vækket af revolutionen, men ikke særlig belæst, dårligt uddannet, som stræber efter at lære meget, men ofte er hjælpeløs, som dog altid forbliver en levende person for hvem intet menneskeligt er fremmed. Denne læser kræver opmærksomhed, selv om han ikke altid formår at udtrykke det. Men de femogtyve propagandister fra vort partis Moskvakomité udtrykte det meget tydeligt for ham.
Vore unge forfattere og propagandister er langt fra i stand til at skrive, så man kan forstå dem. Måske beror det på, at de ikke var nødt til at bryde igennem det første skel af mørke og mangel på kundskaber. De kom i kontakt med parti- og agitationslitteratur i en periode, hvor visse typer af idéer, arbejder og udtryk fik en langvarig spredning i brede lag af arbejderne. Faren for en splittelse mellem partiet og masserne uden for partiet hvad gælder agitation udtrykkes i den eksklusive karakter, som indholdet i agitationen har, og i dens form, i konstruktionen af et næsten despotisk partisprog, som er uforståeligt for ni tiendedele af ikke kun bønderne, men til og med arbejderne.
Men livet standser ikke op, selv ikke for bare en time; nye generationer vokser op en efter en. Sovjetrepublikkens skæbne afgøres nu i stort omfang af dem, som var femten, seksten eller sytten under den imperialistiske krig og dernæst under februar- og oktoberrevolutionerne. Denne "dominans" af unge vil føles endnu tydeligere fremover.
Med disse unge kan man ikke tale i færdige formler, fraser, udtryk, og ord, som har betydning for os "gamlinge", fordi de udspringer af vor erfaring, men som for dem forbliver næsten tomme lyde. Vi må lære at tale med dem på deres sprog, dvs. i deres erfarings sprog.
Kampen mod zarismen, revolutionen i 1905, den imperialistiske krig og begge revolutioner i 1917 er for os personlige erfaringer, minder, levende fakta fra vor egen aktivitet. Vi taler om dem i antydninger, erindrer og lader tankerne fylde det ud, som vi ikke siger. Men de unge? De forstår ikke disse antydninger, fordi de ikke kender fakta, ikke har gennemlevet dem og ikke kan lære dem at kende fra bøger eller velskrevne beretninger, eftersom der ikke findes nogen. Hentydninger er tilstrækkeligt for den ældre generation, men den unge har brug for en nybegynderbog. Tiden er moden til at fremstille en serie af sådanne tekstbøger og elementære bøger for en revolutionær uddannelse af ungdommen.