Marxistisk Internet Arkiv: Dansk afdeling
Smolnij-instituttets bygning var alt på dette tidspunkt i Petrograder-sovjettens og vort partis hænder. Mensjevikkerne og de højresindede socialrevolutionære flyttede deres politiske virksomhed over til Marinepaladset, hvor det næppe fødte forparlament lå på sit yderste. Kerenskij trådte frem i forparlamentet med en stor tale, ved hjælp af hvilken han under stormende bifald fra den borgerlige fløj og hæsblæsende trusler søgte at skjule sin afmagt. Generalstaben gjorde endnu et forsøg på at gøre modstand. Til alle dele af garnisonen sendte den opfordring om fra hvert kontingent at sende to delegerede til forhandlingerne om militærets bortfjernelse fra hovedstaden.
Rådslagningen var berammet til 22. okt. (4. nov.) Kl. 1 middag. Regimenterne underrettede os straks om denne opfordring. Vi sammenkaldte pr. telefon en garnisonsforsamling til kl. 11 formiddag. En del af de delegerede indfandt sig dog hos generalstaben, men kun for at afgive den erklæring, at de ikke ville foretage sig noget skridt uden Petrogradersovjettens beslutning. Garnisonsforsamlingen bekræftede næsten enstemmigt sin troskab mod den militærrevolutionære komité. Kun af repræsentanterne for de tidligere sovjetpartier blev der gjort indvendinger, men disse vandt intet bifald hos regimenterne. Generalstabens anstrengelser havde kun så meget tydeligere vist os, at vi havde fast grund under fødderne. I spidsen stod Wolynieregimentet, det regiment, der natten til den 4. juli havde forladt det tauriske palads under fuld musik for at kneble bolsjevikkerne.
Som omtalt sad centraleksekutivkomiteen inde med Petrograder-sovjettens kasse og publikationer. Forsøget på at komme i besiddelse af blot en enkelt af disse publikationer var mislykkedes. Siden slutningen af september havde vi foretaget flere skridt til at skabe en særlig avis for Petrograder-sovjetten. Men alle trykkerier var besat og deres ejere boykottede os understøttet af centraleksekutivkomiteen. Så besluttede vi os til at arrangere "Petrogradersovjettens dag" for at foretage en storslået agitation og samle pengemidler til en avis. Denne dag var i forvejen berammet til den 22. oktober, altså samme dag, som det åbenlyse oprør fandt sted.
Den fjendtlige presse forsikrede med bestemthed, at der 22. oktober (4. nov.) ville finde et bevæbnet bolsjevikoprør sted i Petrograds gader. At oprøret ville finde sted – derpå tvivlede ingen. Man lagde kun hovederne i blød for at gætte datoen, – man formodede og profeterede og søgte på den måde at aftvinge os en gendrivelse eller bekræftelse. Men sovjetten fortsatte roligt sin vej uden at give agt på bourgeoisiets og den offentlige menings brøl. Den 22. oktober blev proletararmeens paradedag. Dens forløb var i enhver henseende udmærket. Alle advarsler fra højre, om at blodet ville strømme i Petrograds gader, tiltrods samlede folkemasserne sig dog i store skarer og tiltvang sig vej til Petrogradersovjettens møder. Alle talegaver blev sat i bevægelse. Alle offentlige institutioner var overfyldte. I timevis varede møderne uafbrudt. Som talere optrådte vore partimedlemmer, delegerede fra sovjetkongressen, repræsentanter fra fronten, venstresindede socialrevolutionære og anarkister.
Alle offentlige bygninger var overfyldte af arbejdernes, soldaternes og matrosernes bølger. Sådanne forsamlinger havde selv under revolutionen været sjældne. Selv en stor del af småborgerne kom i bevægelse, snarere ophidset end skræmmet af den borgerlige presses skrig, advarsler og klapjagt. Titusinder fyldte folkets hus, bølgede gennem korridorerne og overfyldte salene. Rundt om jernsøjlerne hang der som vinranker guirlander af menneskehoveder, hænder og fødder. I luften var der den elektriske spænding, der kendetegner alle en revolutions mest kritiske øjeblikke. "Ned med Kerenskijs regering!" "Ned med krigen!" "Giv sovjetterne hele regeringsmagten!" Foran denne uhyre menneskemasse vovede ingen af de tidligere sovjetpartier at komme med nogen indvending. Petrograder-sovjetten dominerede absolut. Egentlig var kampagnen allerede vundet. Der var kun tilbage at give den illusoriske regering det sidste militære dødsstød.