Fra Novemberrevolutionen til Brest-Litovsk-freden, Leon Trotskij 1918
Den demokratiske konference, der i midten af september var indkaldt af Zeretelli og hans kampfæller, havde et afgjort kunstigt præg: det var en kombination af sovjetterne og selvforvaltningsorganisationerne i et sådant forhold, at overvægten var garanteret de formidlende partier. Født af hjælpeløshed og mangel på snarrådighed fik denne konference en sørgelig afslutning. Census-bourgeoisiet forholdt sig i højeste grad fjendtligt over for konferencen, idet de i denne så et forsøg på at trænge bourgeoisiet ud af de stillinger, de på Moskva-konferencen havde nærmet sig. Det revolutionære proletariat og de med det sammensvorne bonde- og soldatermasser fordømte på forhånd den falsknermetode, efter hvilken den demokratiske konference var indkaldt. Formidlernes direkte opgave var den at skabe et "ansvarligt ministerium". Men heller ikke dette lykkedes – Kerenski vilde intet vide om ansvarlighed og tålte den ikke, thi den tåltes ikke af det bourgeoisi, der dannede hans rygrad. Men uansvarligheden med hensyn til det såkaldte demokratis organer betød faktisk ansvarlighed over for kadetterne og over for ententens gesandter. På den anden side var bourgeoisiet tilfreds dermed. I koalitionsspørgsmålet åbenbaredes den demokratiske konferences uholdbarhed. For en koalition med bourgeoisiet var der kun en meget ringe majoritet; majoriteten stemte mod en koalition med kadetterne. Men etter kadetternes afgang blev der inden for bourgeoisiet ingen virkelig alvorlige modagenter for en koalition tilbage. Zeretelli forklarede omstændeligt dette for konferencen. Så meget desto værre, dersom konferencen ikke havde forstået det. Bag konferencens ryg blev der uden skrupler ført forhandlinger med de kadetter, der havde forladt konferencen. Det blev sålledes besluttet, at kadetterne ikke skulde figurere som kadetter, men som "socialt arbejdende". Trykket fra alle sider fandt det småborgerlige demokrati sig i alt, og bar således deres fuldkomne politiske svækkelse til skue.
Sovjetten blev udskilt af konferencens skød; den skulde rekonstrueres med repræsentanter af censorelementer. Dette Forparlament skulde udfylde det tomme rum der blev, indtil den konstituerede forsamling blev indkaldt. I modsætning til Zeretellis oprindelige plan, men i fuldkommen forståelse med bourgeoisiets planer, beholdt det nye koalitionsministerium sin fulde uafhængighed over for Forparlamentet. Det hele gjorde indtryk af at være et sørgeligt og kraftløst kancelliprodukt, der skjulte det småborgerlige demokratis fuldkomne kapitulation for censusliberalismen, den liberalisme, der en måned i forvejen offentligt havde støttet Kornilows oprør. På den måde gik alt ud på genoprettelsen og steriliseringen af koalitionen med det liberale bourgeoisi. Der kunde ikke længere være tvivl om,, at regeringsmyndigheden uafhængigt af den konstituerende forsamling vilde befinde sig i bourgeoisiets hænder, idet formidlerne, trods den overvægt folkemasserne gav dem, stadigvæk endte i koalitionen med kadetterne. De anså det for umuligt at skabe en regering uafhængigt af bourgeoisiet. Folkemasserne stod overordentlig fjendtlig over for Miljukows part. Ved alle valg under revolutionen faldt kadetterne ynkeligt igennem, og dog anviste de samme partier – de social-revolutionære og menschevikerne, der ved valgene sejrede over kadetterne disse en æresplads i koalitionsregeringen. Man forstår, at folkemasserne efterhånden indså, at de formidlende partier egentlig kun spillede kommis'ens rolle i det liberale bourgeoisis tjeneste.