Kornilows oprør

I slutningen af august fandt Kornilows oprør sted. Det kom som en umiddelbar følge af mobiliseringen af de kontrarevolutionære kræfter og fremskyndedes energisk af 18. juli-revolutionen. På den meget lovpriste Moskwa-konference i midten af august prøvede Kerenski at stille sig midt imellem censuselementerne og det småborgerlige demokrati. Bolshevikerne anså man i det hele taget for at være ganske uden for lands lov og ret. Under censuspartiets bifald og det småborgerlige partis forræderiske tavshed, truede Kerenski dem med blod og jern. Men det hysteriske skrig og Kerenskis trusler tilfredsstillede ikke de kontrarevolutionære forrædere. De så kun altfor vel den revolutionære flodbølge over hele landet, både hos arbejderne, bønderne og i hæren, og de anså det for tvingende nødvendigt uden tøven at gribe til de yderste forholdsregler, for at give masserne lærepenge. Denne vovelige opgave havde Kornilow påtaget sig i forståelse med census-bourgeoisiet, der i ham så dagens helt. Kerenski, Savinkow, Filonenko og andre regerende eller halvvejs regerende socialistrevolutionære var de sammensvorne i dette komplot, men i et vist givet øjeblik svigtede de alle Kornilow, idet de indså, at i fald han sejrede, vilde de alle ryge af Pinden. Vi oplevede de Kornilowske begivenheder, medens vi sad i fængslet, og fulgte dem gennem aviserne. Den eneste Forskel mellem Kerenskis fængsler og fængslerne under det gamle styre var den, at vi fik lov til at læse aviser. Kosakgeneralens eventyr mislykkedes. De seks måneders revolution havde skabt den fornødne støtte mod en åben kontrarevolutionær aktion i massernes bevidsthed og i deres organisation. De formidlende sovjetpartier blev ganske lammede af angst for de eventuelle følger af det Kornilowske fremstød, der truede med at feje ikke alene bolschevikerne, men hele revolutionen, med alle dens regerende partier over ende. De social-revolutionære og menschevikerne tog sig på at få bolschevikerne legaliserede, dog ikke uden forbehold og også kun halvvejs, af frygt for en mulig fare i fremtiden. De samme Kronstadt-matroser, der efter juli-dagene blev udråbt som røvere og modrevolutionære, blev, da Kornilow-faren truede, trukket til Petrograd for at beskytte revolutionen. De kom uden at sige et ord, uden bebrejdelser og uden at minde nogen om det passerede, og besatte de ansvarligste poster. Jeg var i min gode ret, da jeg mindede Zeretelli om de ord, jeg i maj havde tilråbt ham, da han foranstaltede klapjagt på Kronstadt-matroserne: "Når en gang en kontrarevolutionær general vil komme og lægge en strikke om halsen på revolutionen, så vil kadetterne sæbe strikken ind, men matroserne fra Kronstadt vil komme for at kæmpe og dø med os".

Sovjetorganisationerne viste overalt ved fronten, som bag den, deres livskraft og magt netop i kampen mod Kornilows oprør. Til slag kom det næsten intet steds. Den revolutionære masse tilintetgjorde generalens fremstød. Ligesom formidlerne i juli ikke kunde opdrive soldaten imod os, således fandt heller ikke Kornilow ved fronten soldater imod revolutionen. Hans aktion var baseret på bedrageri, men propagandaens ord ødelagde med lethed hans planer.

Ifølge aviserne håbede jeg på en hurtigere udvikling af begivenhederne i retning af, at sovjetterne vilde overtage regeringsmagten. Det var utvivlsomt, at bolschevikernes indflydelse og kræfter var vokset og havde haft et umådeligt opsving. Bolschevikerne havde advaret imod koalitionen og offensiven af 18. juli, de havde forudsagt Kornilow-affæren; folkemasserne kunde altså ved erfaringen overbevise sig om, at vi havde ret. Da ophidselsen under Kornilows oprør var på sit højeste, navnlig da den kaukasiske division nærmede sig Petrograd, blev arbejderne bevæbnede af Petrograder-sovjetten, medens regeringen med hænderne i skødet lod begivenhederne gå deres gang. De regimenter, som før var blevet udkommanderet imod os; var for lang tid siden kommet sig i Petrograds hede atmosfære, og stod nu ganske på vort parti.

Det Kornilowske mytteri måtte på afgørende måde åbne hærens øjne og vise den, at en fortsat forståelsespolitik med den borgerlige modrevolution var umulig. Man kunde derfor vente, at undertrykkelsen af det Kornilowske oprør måtte give signalet til, at vort partis revolutionære kræfter vilde gå over til at gribe den udøvende magt. Men begivenhederne udviklede sig meget langsommere. Skønt den revolutionære stemning var overordentlig stærk, var masserne dog efter de revolutionære julidage blevet mere forsigtige; de gav afkald på ethvert eget initiativ og afventede en direkte appel og ledelse ovenfra. Men også "ovenpå" i vort parti var den afventende stemning fremherskende. Under disse omstændigheder kunde likvidationen af det Kornilowske eventyr, til trods for det dybe omslag af stemningen til fordel for os, ikke føre til umiddelbare politiske forandringer.