Fra Novemberrevolutionen til Brest-Litovsk-freden, Leon Trotskij 1918

Kapitel 5

Julidagene

Endnu ved samme møde i eksekutivkomiteen blev vi pr. telefon underrettet om, at Maskingeværregimentet blev gjort klar til kamp. Vi greb også straks pr. telefon til forholdsregler for at opholde regimentet, men i de lavere befolkningslag fandt der en livlig virksomhed sted. Fra fronten kom der repræsentanter fra de på grund af ulydighed opløste regimenter; de bragte foruroligende meddelelser om repressalier og ophidsede garnisonen.

Blandt Petrograds arbejdere var utilfredsheden med de officielle førere stigende, da Zereteill, Dan og Tschcheidse vildledte proletariatets officielle mening og gjorde, hvad de kunne for at: Petrograd-sovjettet ikke skulle blive et udtryk for de arbejdende massers ny stemning. Den alrussiske eksekutivkomité, der var dannet på Julikongressen og som støttedes af den mere konservative provins, trængte mere og mere sovjettet i baggrunden og tilrev sig tilsidst ledelsen af Petrograds rent indre anliggende. Arbejderne og soldaterne trængte sig op nedefra og udtrykte stormende deres utilfredshed med sovjetpolitikken og krævede mere afgørende aktion af vort parti. Vi mente, at en sådan aktions time endnu ikke var kommen, da provinsen endnu stod for langt tilbage. Men samtidigt var vi bange for, at begivenhederne ved fronten kunde skabe et uhyre kaos i revolutionens rækker og bringe arbejdermasserne til fortvivlelse. Indenfor vort parti var stillingen til bevægelsen d. 3.-5. juli fuldkommen bestemt. På den ene side var vi bange for, at Petrograd skulde isolere sig fra provinsen, på den anden side håbede vi dog, at kun en energisk og aktiv indgriben fra Petrograd kunde redde situationen. Partiagitatorerne i de lavere klasser holdt trit med masserne og drev en uforsonlig agitation.

Til en vis grad håbede man også endnu, at de revolutionære massers fremtræden for alles øjne på åben gade måtte kunne udrydde de mæglendes uforstående doktrinarisme og tvinge dem til at forstå, at de kun ved et åbent brud med bourgeoisiet fortsat vilde kunne holde regeringen.

Trods alt, hvad der i den borgerlige presse blev sagt og skrevet de følgende dage, var det dog ikke vort partis hensigt at tiltvinge sig magten ved væbnet modstand. Det drejede sig kun om en revolutionær demonstration, der opstod af sig selv, men politisk blev ledet af os.

Centraleksekutivkomiteen skulde til at begynde i det Tauriske Palais, da dette blev omringet af de bevæbnede arbejderes og soldaters frådende bølger. Blandt demonstranterne befandt der sig naturligvis også anarkistiske elementer omend i forsvindende minoritet; disse var rede til at bruge våben imod sovjetcentret. Der var også elementer, der gik ud på at fremkalde pogromer, endvidere åbenlyst betalte personer, der søgte at benytte sig af situationen til at foranstalte kaotiske optøjer, disse elementer krævede Tschernows og Zeretellis arrestation og adsplittelse af exekutivkomiteen. Der blev endog gjort forsøg på at arrestere Tschernow. Senere genkendte jeg i Krestyfængslet en af de matroser, der havde deltaget i dette forsøg; han viste sig at være en kriminalforbryder, der sad i Kresty som følge af en anklage for røveri. Men den borgerlige og formuende presse fremstillede sagen som et programagtigt kontrarevolutionært og samtidig bolschevistisk felttog, der havde sat sig det mål at tilrane sig den udøvende magt ved bevæbnet at bringe centralexekutivkomiteen i sin vold.

Bevægelsen fra den 3. til den 5. juli viste så tydeligt, som man kunde ønske det, at der omkring Petrograds regerende sovjetpartier befandt sig et tomt rum. Der manglede endnu meget i, at hele garnisonen støttede os. Der var ubeslutsomme og passive kontingenter imellem. Men afset fra fændrikkerne fandtes der næppe nogen troppeafdeling, der vilde optage kampen for regeringen og de ledende sovjetpartier imod os. Der måtte altså trækkes tropper til fra fronten. Hele Zeretellis og Tschernows strategi gik d. 3. juli ud på at vinde tid og på at give Kerenski lejlighed til at skaffe "pålidelige" tropper til Petrograd. I det Tauriske Palais' sal indfandt den ene deputation sig efter den anden for at kræve et fuldstændigt brud med bourgeoisiet, gennemgribende sociale reformer samt åbning af fredsforhandlinger. Vi bolscheviker modtog hver hærafdeling på gaden eller i gården med taler, i hvilke vi opfordrede til ro og udtalte som vor overbevisning, at det under den forhåndenværende stemning blandt masserne ikke vilde lykkes formidlerne at danne en ny koalitionsregering. Mest fæstnede i deres beslutning var Kronstaterne; kun med møje lykkedes det at holde dem indenfor demonstrationens grænser. Den 4. juli nåede demonstrationen en endnu større udvidelse – alt under vort partis ledelse. Sovjetførerne havde tabt hovedet; deres taler gjorde et modsigende indtryk. Det svar, Ulysses Tschcheidse gav deputationerne, var blottet for ethvert politisk indhold. De officielle førere afventede øjensynligt. natten til den 4. indtraf de første "pålidelige" tropper fra fronten. Medens exekutivkomiteen holdt møde i det Tauriske Palais lød pludseligt Marseillaisens toner. Præsidiemedlemmernes ansigtsudtryk skiftede med eet. Den sikkerhed de havde savnet så hårdt de sidste dage, var nu atter for hånden. Wolynienregimentet holdt sit indtog i det Tauriske Palais, det samme regiment, der nogle måneder senere under vore faner marcherede i novemberrevolutionens avantgarde. Fra dette øjeblik af var alt forandret. Man behøvede ikke mere at lade sig hæmme af Petrograds-arbejderne eller af repræsentanterne fra Østersøflåden. Fra exekutivkomiteens tribune hørtes nu taler om det bevæbnede mytteri, der var blevet undertrykt af de revolutionstro tropper. Bolschevikerne blev erklæret for kontrarevolutionære.

Den angst, det liberale bourgeoisi havde næret de sidste to dage under den bevæbnede demonstration, gav sig nu luft i et glødende had: Ikke blot i avisernes spalter, men også på Petrograds gader og særlig på Newski Prospektet, hvor de enkelte arbejdere og soldater, man havde grebet under den "forbryderiske agitation", ubarmhjertigt blev gennempryglet. Fændrikker, officerer, hjælpetropper, dekorerede Georgsriddere var situationens herrer. I spidsen for disse stillede udpræget modrevolutionære gemytter sig i byen fandt der ubarmhjertige ødelæggelser af arbejderorganisationerne og vort partis organisationer sted. Det begyndte med arrestationer, husundersøgelser, pryglescener og enkelte mord. natten til den 4. juli overgav den daværende justitsminister Perewersew de "dokumenter" til trykning, som skulde bevise, at der i spidsen for bolschevikpartiet stod betalte tyske agenter.

De social-revolutionæres og menschevikkernes førere havde kendt os alt for længe og alt for godt til at tro på disse beskyldninger. Men de var dog alt for interesserede i disses resultat til åbent at bekæmpe dem. En anden en kan også kun med alle tegn på afsky tænke på de løgnebachanalier, der fejredes i de borgerlige og mæglende blades spalter. Vor presse var sat ud af spil. Det revolutionære Petrograd fik at føle, at provinsen og hæren langt fra stod på deres parti. I arbejderkvartererne indtrådte der en kort tids forvirring. I garnisonen begyndte man at træffe forholdsregler imod de opløste regimenter og afvæbningen af de enkelte kontingenter begyndte. Imidlertid stavlede sovjetførerne et nyt ministerium på benene, i hvilken de anbragte repræsentanter for tredie klasses borgerlige grupper, der uden at byde regeringen noget som helst tværtimod berøvede den den sidste revolutionære blodsdråbe.

Ved fronten gik tingene imidlertid deres gang. Hærens organisme var splittet og søndret lige til sit allerinderste. Soldaterne blev overbevist om, at største delen af de officerer, der ved revolutionens begyndelse til selvforsvar havde taget den røde farve, forholdt sig fjendtligt overfor den ny regering. I hovedkvarteret dannede man åbenlyst et udvalg af kontrarevolutionære elementer. Alle bolschevistiske publikationer blev skånselsløs forfulgt. offensiven blev snart afløst af et sørgeligt tilbagetog. Den borgerlige presse bagtalte på det mest hårrejsende hæren, og medens regeringspartierne før offensiven erklærede os for en forsvindende lille hob, at hæren, intet vidste og intet vilde vide af os, så søgte nu, da offensivkomedien havde fået en så tragisk afslutning, de samme personer og partier at skyde hele ansvaret for det uheldige udfald over på os. Fængslerne var overfyldte med revolutionære soldater og arbejdere. Ved den retslige undersøgelse af begivenhederne den 3.-5. juli blev alle den gamle zarismes torturmetoder anvendt. Og på de betingelser vovede de social-revolutionære og menschevikerne at forlange, at Lenin, Sinowjew og andre af vore fæller frivilligt skulde overgive sig i "justits"ens hænder.