Krigsspørgsmålet

Af krigen var revolutionen umiddelbart vokset frem, og krigen blev alle Partiers og alle revolutionskræfters prøvesten. De intellektuelle førere var "imod krigen"; under zarismen gjaldt mange af dem for tilhængere af Internationales venstre fløj og sluttede sig til Zimmerwald. Men næppe havde de opnået "ansvarlige" stillinger, før alt blev anderledes. At føre den revolutionære socialismes politik, vilde under disse omstændigheder sige så meget som at bryde med det hjemlige, som med de allieredes bourgeoisi. Men, som vi alt har sagt, søgte de intellektuelle og halvintellektuelle småborgeres afmagt at dække ryggen ved forbund med den borgerlige liberalisme. Derfra stammer den sørgelige og i sandhed beskæmmende rolle, som de småborgerlige førere spillede i krigsspørgsmålet. De indskrænkede sig til suk, fraser, hemmelige formaninger eller bønner, rettede til forbundsregeringen; men i virkeligheden gik de kun i det liberale bourgeoisis ledebånd. Soldaterne i skyttegravene kunde naturligvis ikke drage den slutning, at den krig, i hvilken de havde deltaget i næsten 3 år, havde fået et nyt ansigt på, og det blot, fordi der i regeringen i Petrograd var indtrådt nogle nye personer, der kaldte sig SocialRevolutionære eller Menscheviker. Miljukow afløste Pokrowsk og Tereschtschenko afløste Miljukow; det betød først, at den bureaukratiske troløshed blev afløst af den krigerske Kadetimperialisme, der så senere afløstes af tåget principløshed og politisk tjenstfærdighed, men en objektiv forandring havde dette ikke til følge, og en virkelig udvej af krigens frygtelige kraftprøve blev ikke påvist. Og netop her ligger den sidste årsag til hærens videregående Splittelse. Agitatorerne erklærede overfor Soldaterne, at Zarregeringen uden Mål og Med sendte dem ud til Nedslagtning. Men de, der afløste Zaren, formåede ikke i mindste Måde at ændre Krigens Karakter, så lidt som de formåede at bane Vej for den Kampagne, der skulde hidføre freden. I de første Måneder kom man ikke fra Pletten. Dette fremkaldte i lige grad hærens som de allierede Regeringers Utålmodighed, og Resultatet blev Offensiven den 18. Juni. De allierede forlangte Offensiven, idet de fremlagde gamle zaristiske Veksler til indløsning. Småborgernes Førere, der var blevet ængstelige ved deres egen Afmagt og ved Massernes vågnende Utålmodighed, modtog disse fordringer. Det begyndte faktisk at gå op for dem, at der kun krævedes endnu et fremstød af den russiske Armé for at hidføre fredsslutningen. Offensiven, forekom dem at være en Udvej af den blinde gyde, en Løsning af Spørgsmålet, ja Redningen. På den Tid talte de om Offensiven nøjagtigt som alle Landes Socialpatrioter i Verdenskrigens første dage havde talt om Nødvendigheden af at forsvare fædrelandet, om borgfreden, om den hellige Union osv., osv. Al deres Zimmerwaldske, internationalistiske Begejstring var som blæst bort. Men det stod os, der befandt os i uforsonlig Opposition, klart, at Offensiven kunde være en frygtelig fare, ja endog kunde betyde Revolutionens fuldstændige Undergang. Vi advarede imod at sende en hær, der, nys vågnet, var gjort vægelsindet ved begivenheder, den endnu ikke havde fattet ret, i ilden uden at bibringe den ny ideer, den kunde godkende som sine egne. Vi advarede, beviste, truede. Men da der for de herskende Partier, der på deres Side var bundet af deres eget og de allieredes bourgeoisi, ikke var nogen anden Udvej, var deres Stilling til os naturligvis kun fjendtlig og hadefuld.