Det Kommunistiske Partis Manifest
Karl Marx og Friedrich Engels (1848)
"Kommunisternes Forbund", der var en international arbejdersammenslutning, og som under de daværende forhold naturligvis måtte være hemmelig, overdrog på den kongres, der blev afholdt 1847 i London, undertegnede at udarbejde et udførligt teoretisk og praktisk partiprogram beregnet for offentligheden. Sådan opstod det manifest, som følger nedenfor. Kun få uger før Februarrevolutionen [1] afgik manuskriptet til London for at blive trykt. Det blev først udsendt på tysk, og på dette sprog er det optrykt i mindst tolv forskellige udgaver i Tyskland, England og Amerika. På engelsk udkom det første gang 1850 i London i "Red Republican", oversat af miss Helen Macfarlane, og i 1871 kom det i mindst tre forskellige oversættelser i Amerika. På fransk kom det første gang i Paris kort før Juniopstanden 1848, for nylig i "Le Socialiste", der udkommer i New York. En ny oversættelse er under forberedelse. På polsk udkom det i London lige efter den tyske udgave, på russisk i Genève i 60'erne. Også på dansk blev det oversat, kort efter at det var udkommet.
Selv om forholdene i de sidste fem og tyve år i høj grad har forandret sig, er de almindelige grundsætninger, der udvikles i dette manifest, i det store og hele fuldstændig rigtige den dag i dag. Hist og her er der enkeltheder, der kunne forbedres. Den praktiske anvendelse af disse grundsætninger vil overalt og til enhver tid - det forklarer manifestet selv - være afhængig af de omstændigheder, der historisk foreligger, og derfor lægger vi absolut ingen særlig vægt på de revolutionære forholdsregler, der er foreslået i slutningen af afsnit II. I dag ville dette sted i mange retninger lyde anderledes. Programmet er i dag flere steder forældet på baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve år og den fremadskridende partiorganisation af arbejderklassen, der hænger sammen dermed, endvidere på baggrund af de praktiske erfaringer, først fra Februarrevolutionen og i endnu højere grad fra Pariserkommunen, hvor proletariatet for første gang to måneder igennem havde den politiske magt. Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at "arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål". ("Borgerkrigen i Frankrig, adresse fra Den internationale arbejderassociations generalråd"). Desuden er det klart, at kritikken af den socialistiske litteratur nu er mangelfuld, fordi den kun går til 1847; det samme gælder bemærkningerne om kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier (afsnit IV), der - selv om det stadig er rigtigt i grundtrækkene - dog nu er forældet i sin fremstilling alene af den grund, at den politiske situation er blevet en helt anden, og den historiske udvikling har bragt de fleste af de dér opregnede partier ud af verden.
Imidlertid, manifestet er et historisk dokument,
som vi ikke mere mener os berettigede til at forandre på.
Måske kommer der senere en udgave ledsaget af et forord,
der skulle danne bro over den kløft, der skiller os fra
1847; det foreliggende optryk kom for uventet for os, til at vi
kunne nå det nu.
London, 24. juni 1872
Karl Marx. Friedrich Engels
Den første udgave af "Det kommunistiske partis manifest" udkom, i Bakunins oversættelse, i begyndelsen af 60'erne [2] på Kolokol's trykkeri. Vesteuropa kunne dengang kun se et litterært kuriosum i den (den russiske udgave af manifestet). Nu er en sådan opfattelse ikke mulig mere.
Hvor begrænset det område endnu var, som den proletariske bevægelse dengang (december 1847) rørte sig på, fremgår tydeligst af manifestets slutningskapitel: Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier i de forskellige lande. Her mangler netop - Rusland og De forenede Stater. Det var dengang, Rusland var hele den europæiske reaktions sidste store reserve; da De forenede Stater opsugede Europas proletariske kraftoverskud gennem indvandringen. Begge lande forsynede Europa med råstoffer og var samtidig afsætningsmarkeder for dets industriprodukter. Begge var altså dengang, på den ene eller den anden måde, grundpiller for den bestående europæiske orden.
Hvor helt anderledes er det ikke i dag! Netop den europæiske indvandring satte Nordamerika i stand til at frembringe en kæmpemæssig landbrugsproduktion, hvis konkurrence ryster den europæiske grundejendom - den store som den lille - i sin grundvold. Denne indvandring har samtidig tilladt De forenede Stater at udnytte deres uhyre industrielle hjælpekilder med en energi og i en udstrækning, der inden længe må bryde det monopol, som Vesteuropa og navnlig England hidtil har haft. Begge disse omstændigheder virker revolutionært tilbage på Amerika selv. Farmernes lille og mellemstore grundejendom, som er basis for hele den politiske forfatning, ligger mere og mere under i konkurrencen med kæmpefarmene; i industriområderne udvikles der samtidig for første gang et proletariat i massemålestok og en fabelagtig koncentration af kapitalerne.
Og nu Rusland! Under revolutionen 1848-49 anså ikke blot de europæiske fyrster, men også de europæiske bourgeois'er en russisk indgriben for den eneste redning mod proletariatet, der dog først var ved at vågne. Tsaren blev udråbt til chef for den europæiske reaktion. I dag er han revolutionens krigsfange i Gattjina, og Rusland danner fortroppen for den revolutionære aktion i Europa.
Det kommunistiske manifest havde til opgave at proklamere, at de moderne borgerlige ejendomsforhold går en uundgåelig opløsning i møde. Men i Rusland finder vi, ved siden af hurtigt opblomstrende kapitalistisk svindel og tilløb til borgerlig grundejendom, at over halvdelen af jorden er i bøndernes fælleseje. Spørgsmålet er så: kan den russiske obstjina, en ganske vist stærkt undergravet form for det urgamle fælleseje af jorden, gå direkte over i den højere form, det kommunistiske fælleseje? Eller må den omvendt først gennemløbe den samme opløsningsproces, som er indholdet i Vesteuropas historiske udvikling?
Det eneste svar herpå, som kan gives i dag, er følgende: hvis den russiske revolution bliver signalet til en proletarisk revolution i Vesteuropa, sådan at begge kompletterer hinanden, så kan det nuværende russiske fælleseje af jorden tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling.
London, 21. januar 1882.
Karl Marx. Friedrich Engels
Forordet til nærværende udgave må jeg desværre underskrive alene. Marx, den mand, som hele arbejderklassen i Europa og Amerika skylder mere end nogen anden - Marx hviler på kirkegården i Highgate, og på hans grav gror allerede det første græs. Efter hans død kan der jo slet ikke mere være tale om at omarbejde eller supplere manifestet. Så meget mere nødvendigt mener jeg, det er, her endnu engang udtrykkeligt at fastslå følgende:
Den grundtanke, der går gennem manifestet: at den økonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale struktur inden for hvert historisk tidsafsnit danner grundlaget for dette tidsafsnits politiske og intellektuelle historie; at følgelig al historie (siden opløsningen af det ældgamle fælleseje af jorden) har været historie om klassekampe, kampe mellem udbyttede og udbyttende, beherskende og herskende klasser på forskellige trin af den sociale udvikling; at denne kamp imidlertid nu har nået et trin hvor den udbyttede og undertrykte klasse (proletariatet) ikke mere kan befri sig for den udbyttende og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uden samtidig for bestandig at befri hele samfundet for udbytning, undertrykkelse og klassekampe - denne grundtanke tilhører ene og alene Marx [3].
Jeg har allerede sagt dette mange gange; men netop nu er det nødvendigt, at det også står foran selve manifestet.
London, 28. juni 1883
Fr. Engels
Manifestet har ført en ejendommelig tilværelse. Da det fremkom, hilstes det (som de oversættelser, der er nævnt i det første forord, beviser) med begejstring af den videnskabelige socialismes endnu fåtallige fortrop, men snart blev det trængt i baggrunden af den reaktion, der satte ind med Pariserarbejdernes nederlag i juni 1848, og endelig blev det ved dommen over kommunisterne i Köln i november 1852 "i lovens navn" lyst i band. Da den arbejderbevægelse, som Februarrevolutionen fremkaldte, forsvandt fra den offentlige skueplads, trådte også manifestet i baggrunden.
Da den europæiske arbejderklasse igen var kommet tilstrækkelig til kræfter til at foretage et nyt fremstød mod de herskende klassers magt, opstod Den internationale arbejderassociation. Dens mål var at smelte hele den kamplystne arbejdermasse i Europa og Amerika sammen til én stor sluttet hær. Den kunne derfor ikke tage sit udgangspunkt i de grundsætninger, manifestet indeholder. Den måtte have et program, der ikke lukkede døren i for de engelske fagforeninger, de franske, belgiske, italienske og spanske proudhonister og de tyske lassalleanere [4]. Udkastet til dette program - de betragtninger, der ligger til grund for Internationales statutter - skrev Marx med et mesterskab, som selv Bakunin og anarkisterne måtte anerkende. Med hensyn til den endelige sejr for de sætninger, som manifestet opstillede, stolede Marx udelukkende på arbejderklassens intellektuelle udvikling, sådan som den nødvendigvis måtte fremgå af den forenede aktion og af diskussionen. Begivenhederne og omskiftelserne i kampen mod kapitalen, nederlagene i endnu højere grad end sejrene, kunne ikke andet end vise de kæmpende det utilstrækkelige i alle hidtil anvendte universalmidler og gøre deres hjerner mere modtagelige for en grundig indsigt i de sande betingelser for arbejderens frigørelse. Og Marx havde ret. Arbejderklassen var i 1874, da Internationalen blev opløst, en ganske anden, end den var i 1864 ved dens grundlæggelse. Proudhonismen i de romanske lande, den særlige lassalleanisme i Tyskland var ved at uddø, og selv de daværende stokkonservative engelske fagforeninger kom lidt efter lidt så langt, at præsidenten på deres kongres i Swansea 1887 i deres navn kunne sige: "Fastlandets socialisme virker ikke længere afskrækkende på os". Fastlandets socialisme - det var imidlertid i 1887 næsten udelukkende den teori, som manifestet forkynder. Og sådan genspejler manifestets historie til en vis grad den moderne arbejderbevægelses historie siden 1848. I vor tid er manifestet uden tvivl det mest udbredte, det mest internationale være inden for hele den socialistiske litteratur, det fælles program for mange millioner arbejdere i alle lande fra Sibirien til Californien.
Og dog, da det udkom, ville vi ikke have turdet at kalde det et socialistisk manifest. I 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. På den ene side tilhængere af de forskellige utopiske systemer, særlig owenisterne i England og fourieristerne i Frankrig; begge disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. På den anden side alle mulige sociale kvaksalvere, som med deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville fjerne de sociale misforhold uden i mindste måde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfælde: folk, der stod udenfor arbejderbevægelsen, og som tværtimod søgte støtte i de "dannede" klasser. Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrækkelige i omvæltninger af rent politisk art og krævede en grundig omformning af samfundet. Det var en kommunisme, der kun var groft udarbejdet; den var kun instinktiv, tit noget umoden; men den var kraftig nok til at frembringe to systemer af utopisk kommunisme, i Frankrig Cabets "ikariske", i Tyskland Weitlings system. Socialisme betegnede i 1847 en bourgeoisibevægelse, kommunisme en arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert fald på fastlandet, salonfähig, kommunismen det modsatte. Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at "arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk", så kunne vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vælge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det.
"Proletarer i alle lande, foren jer!" Kun få stemmer svarede, da vi for 42 år siden råbte disse ord ud over verden, lige før den første revolution i Paris, da proletariatet trådte frem med sine egne krav. Men den 28. september 1864 sluttede proletarer i de fleste vesteuropæiske lande sig sammen til den mindeværdige Internationale arbejderassociation. Internationalen selv levede ganske vist kun ni år. Men at det evige forbund af proletarer i alle lande, som den grundlagde, lever endnu og lever kraftigere end nogensinde, dét er der ikke noget bedre bevis for end netop dagen i dag. For i dag, da jeg skriver disse linjer, holder det europæiske og amerikanske proletariat revy over sine stridskræfter, der er mobiliseret for første gang, mobiliseret som én hær, under én fane og for ét førstemål: lovfæstet otte timers normalarbejdsdag, sådan som det allerede var proklameret af Internationales kongres i Genève i 1866 og igen 1889 af arbejderkongressen i Paris. Og det skue, vi er vidne til i dag, vil lukke øjnene op på kapitalister og jorddrotter i alle lande, så de kan se, at i dag er virkelig proletarerne i alle lande forenet.
Havde Marx blot endnu stået ved min side, så
han kunne have set dette med egne øjne!
London, den 1. maj 1890
Fr. Engels
1. Der sigtes til Februarrevolutionen 1848. - Red.
2. Tidsangivelsen unøjagtig, den omtalte oversættelse udkom i 1869. - Red.
3. I forordet til den engelske oversættelse siger jeg: "Denne tanke, der efter min mening vil komme til at lægge grunden til samme fremskridt indenfor den historiske videnskab som Darwins teori for naturvidenskabens vedkommende - denne tanke havde vi begge gradvis nærmet os allerede flere år før 1845. Hvor langt jeg selvstændigt havde arbejdet mig frem i denne retning, viser min bog "Den arbejdende klasses stilling i England". Men da jeg i foråret 1845 igen traf Marx i Brüssel, havde han udarbejdet den fuldstændigt og forelagde den i næsten lige så klare ord som dem, jeg har sammenfattet tanken i ovenfor." (Note af Engels til den tyske udgave 1890).
4. Lassalle personlig erklærede altid over for os, at han anså sig for at være "elev" af Marx, og som sådan stod han selvfølgelig på manifestets grund. Anderledes forholder det sig med de af hans tilhængere, som ikke gik ud over hans krav om produktionsforeninger med statsstøtte, og som inddelte hele arbejderklassen i statshjælpsfolk og selvhjælpsfolk. (Anmærkning af Engels).