Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, Friedrich Engels (1877)
Den moderne socialisme er efter sit indhold først og fremmest et resultat af iagttagelsen, dels af de klassemodsætninger, der i der nuværende samfund hersker mellem besiddende og besiddelsesløse, mellem kapitalister og lønarbejdere, dels af det anarki, der hersker i produktionen. Men efter sin teoretiske form fremtræder den i begyndelsen som en videreførelse, et forsøg på en mere konsekvent fortsættelse af de grundsætninger, der blev opstillet af det 18. århundredes store franske oplysningsfilosoffer. Som enhver ny teori måtte den i begyndelsen bygge videre på det foreliggende tankemateriale, hvor meget den end bundede i de materielle økonomiske kendsgerninger.
De store mænd, som i Frankrig klarede hovederne for den kommende revolution, optrådte selv yderst revolutionært. De anerkendte ingen ydre autoritet, af hvilken art den end måtte være. Religion, naturopfattelse, samfund, statsordning, alt blev underkastet den mest skånselsløse kritik; alt skulle enten retfærdiggøre sin eksistens for fornuftens domstol eller også give afkald på sin eksistens. Alt blev målt med den tænkende forstand som eneste målestok. Det var den tid, hvor – som Hegel siger - verden blev stillet på hovedet [1], først i den betydning, at menneskets hjerne og de ved dets tænkning fundne grundsætninger gjorde fordring på at være grundlag for al menneskelig handlen og samfundsdannelse; men siden også i den videre betydning, at den virkelighed, som var i strid med disse sætninger, faktisk blev vendt om fra øverst til nederst. Alle hidtidige samfunds- og statsformer, alle overleverede forestillinger blev smidt på pulterkammeret som ufornuftige; verden havde hidtil udelukkende ladet sig lede af fordomme; alt det forgangne fortjente kun medlidenhed og foragt. Først nu brød dagslyset, fornuftens rige frem; fra nu af skulle overtroen, uretten, privilegiet og undertrykkelsen fortrænges af den evige sandhed, den evige retfærdighed, den i naturen begrundede lighed og de umistelige menneskerettigheder.
Vi véd nu, at dette fornuftens rige ikke var andet end bourgeoisiets idealiserede rige; at den evige retfærdighed fandt sin virkeliggørelse i bourgeoisjustitsen; at ligheden blev til den borgerlige lighed for loven; at man som en af de væsentligste menneskerettigheder proklamerede – den borgerlige ejendomsret; og at fornuftstaten, den rousseauske samfundspagt, blev ført ud i livet og kun kunne føres ud i livet som borgerlig demokratisk republik. Ligeså lidt som alle deres forgængere kunne det 18. århundredes store tænkere nå ud over de skranker, som deres egen tid havde sat for dem.
Men ved siden af modsætningen mellem feudaladelen og borgerskabet, der optrådte som repræsentant for hele det øvrige samfund, bestod den almene modsætning mellem udbyttere og udbyttede, mellem rige lediggængere og arbejdende fattige. Det var jo netop denne omstændighed, som gjorde det muligt for bourgeoisiets talsmænd at træde frem som talsmænd for hele den lidende menneskehed og ikke for en særlig klasse. Ja, mere end det. Lige fra sin oprindelse var borgerskabet behæftet med sin modsætning: kapitalister kan ikke bestå uden lønarbejdere, og i samme forhold som den middelalderlige lavsborger udviklede sig til den moderne bourgeois, udviklede også lavssvenden og den uden for lavet stående daglejer sig til proletar. Og selv om borgerskabet i det store og hele kunne påstå, at det i kampen mod adelen også samtidig repræsenterede de forskellige arbejdende klassers interesser på den tid, så brød der dog ved enhver større borgerlig bevægelse selvstændige rørelser frem i den klasse, som var en mere eller mindre udviklet forløber for det moderne proletariat. Således opstod gendøberne og Thomas Münzer under den tyske reformation og på bondekrigenes tid, "the levellers" [2] under den store engelske revolution, og under den store franske revolution Babeuf. Ved siden af disse revolutionære rejsninger i en endnu ufærdig klasse gik tilsvarende teoretiske tilkendegivelser; i det 16. og 17. århundrede utopiske skildringer af ideale samfundstilstande [3]; i det 18. allerede direkte kommunistiske teorier (Morelly og Mably). Lighedskravet blev ikke mere begrænset til de politiske rettigheder, det skulle også udstrække sig til de enkeltes sociale stilling; ikke blot skulle klasseforrettighederne ophæves, men også klasseforskellene selv. Den ny læres første iklædning var således en asketisk kommunisme, der fordømte al livsnydelse og tog Sparta som forbillede. Derpå fulgte de tre store utopister: Saint-Simon, hos hvem den borgerlige retning endnu beholdt en vis betydning ved siden af den proletariske; Fourier; og Owen, som i det land, hvor den kapitalistiske produktion var mest udviklet, under indtryk af de derigennem opståede modsætninger systematisk udviklede sine forslag til fjernelse af klasseforskellene i direkte tilknytning til den franske materialisme.
Alle tre har det tilfælles, at de ikke optræder som talsmænd for det proletariats interesser, historien i mellemtiden havde frembragt. Ligesom oplysningsfilosofferne vil de ikke først befri en enkelt klasse, men vil straks befri hele menneskeheden. Ligesom disse vil de indføre fornuftens og den evige retfærdigheds rige; men deres rige er himmelvidt forskelligt fra oplysningsfilosoffernes. Også den borgerlige verden, som er indrettet efter disse oplysningsfilosoffers grundsætninger, er ufornuftig og uretfærdig og vandrer derfor ligeså vel i brokkassen som feudalismen og alle tidligere samfundstilstande. At den virkelige fornuft og retfærdighed ikke tidligere har hersket i verden, kommer kun af, at man ikke havde erkendt den rigtigt. Der manglede netop den enkelte, geniale mand, som nu er fremstået og har erkendt sandheden; og at han er fremstået nu, at sandheden er blevet erkendt netop nu, det er ikke en uundgåelig begivenhed, som med nødvendighed følger af den historiske udviklings sammenhæng, men er et rent lykketræf. Han kunne ligeså godt være født 500 år tidligere og havde da sparet menneskeheden for 500 års fejltagelser, kampe og lidelser.
Vi så, hvordan de franske filosoffer i det 18. århundrede, som forberedte revolutionen, appellerede til fornuften som den eneste dommer over alt bestående. En fornuftig stat, et fornuftigt samfund skulle skabes; alt som stred mod den evige fornuft skulle udryddes uden barmhjertighed. Vi så ligeledes, at denne evige fornuft i virkeligheden ikke var andet end den idealiserede forstand hos middelborgeren, der netop på det tidspunkt var ved at udvikle sig til bourgeois. Da så den franske revolution havde virkeliggjort dette fornuftsamfund og denne fornuftstat, viste det sig, at de nye institutioner, hvor rationelle de end var i sammenligning med de tidligere tilstande, aldeles ikke var absolut fornuftige. Fornuftstaten havde lidt fuldstændigt skibbrud. Den rousseauske samfundspagt havde fundet sin virkeliggørelse i rædselsperioden, fra hvilket borgerskabet, der var kommet i vildrede med sin egen politiske duelighed, var flygtet, – først over i direktoriets korruption og endelig ind under den napoleoniske despotismes beskyttelse. Den forjættede evige fred var slået om i en endeløs erobringskrig. Fornuftsamfundet var ikke bedre faren. I stedet for at opløse sig i almindeligt velfærd var modsætningen mellem fattig og rig blevet skærpet ved fjernelsen af lavsprivilegierne og andre privilegier, der havde slået en bro over den, og ved ophævelsen af de kirkelige velgørenhedsanstalter, der havde mildnet den; den nu realiserede "ejendommens frihed" fra feudale lænker viste sig for småborgerne og småbønderne som friheden til at sælge deres lille ejendom, der var trykket af storkapitalens og godsejernes overmægtige konkurrence, til netop disse store herrer, og denne frihed forvandlede sig for småborgerne og småbønderne således til en frihed fra ejendom; industriens opsving på kapitalistisk grundlag ophøjede de arbejdende massers armod og nød til livsbetingelser for samfundet. Den kontante betaling blev mere og mere, som Carlyle siger, det eneste bindeled i samfundet. Antallet af forbrydelser voksede fra år til år. Var de feudale laster, der tidligere dristigt var gået i svang ved fuldt dagslys, om ikke tilintetgjort, så dog foreløbig trængt i baggrunden, så blomstrede til gengæld de borgerlige laster, der tidligere kun havde været dyrket i det skjulte, så meget desto frodigere. Handelen udviklede sig mere og mere til snyderi. Det revolutionære slagord "broderskab" virkeliggjordes i konkurrencekampens chikanerier og misundelse. I stedet for den voldelige undertrykkelse trådte korruptionen, i stedet for kården som første sociale magtfaktor trådte pengene. Retten til den første nat gik fra feudalherrerne over til de borgerlige fabrikanter. Prostitutionen vandt udbredelse i hidtil uhørt målestok. Ægteskabet selv var nu som før den lovmæssigt anerkendte form, det officielle skalkeskjul for prostitution og suppleredes yderligere i udstrakt målestok med ægteskabsbrud. Kort og godt, sammenlignet med oplysningsfilosoffernes strålende forjættelse viste de sociale og politiske institutioner, der var frembragt ved "fornuftens sejr", sig som bittert skuffende karikaturer. Kun manglede der endnu folk til at konstatere denne skuffelse, og de kom med århundredskiftet. I 1802 udkom Saint Simons Genferbreve; 1808 kom Fouriers første værk, selv om grundlaget for hans teori allerede skrev sig fra 1799; den l. januar 1800 overtog Robert Owen ledelsen af New Lanark.
På dette tidspunkt var imidlertid den kapitalistiske produktionsmåde og sammen med den modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat endnu meget lidt udviklet. Storindustrien, der først lige var opstået i England, var endnu ukendt i Frankrig. Og først storindustrien udvikler på den ene side de konflikter, som gør en omvæltning af produktionsmåden, en ophævelse af dens kapitalistiske karakter, til en tvingende nødvendighed - konflikter ikke blot mellem de klasser, den selv har frembragt, men også mellem selve de produktivkræfter og udvekslingsformer, den har skabt, – og den udvikler på den anden side netop i disse kæmpemæssige produktionskræfter midlerne til at løse disse konflikter. Var altså omkring 1800 de konflikter, der udsprang af den ny samfundsordning, blot i deres vorden, så gælder dette i langt højere grad om midlerne til deres løsning. Havde de besiddelsesløse masser i Paris under rædselsperioden på et tidspunkt været i stand til at erobre herredømmet og derigennem at føre den borgerlige revolution til sejr, selv mod borgerskabet, så havde de derved blot bevist, hvor umuligt deres herredømme under de daværende forhold i længden var. Proletariatet, der netop var i færd med at udsondre sig af disse besiddelsesløse masser som stammen i en ny klasse, var endnu ganske ude af stand til selvstændige politiske aktioner; det var en undertrykt, lidende stand, som var ude af stand til at hjælpe sig selv og højst kunne hjælpes udefra, fra oven nedad.
Denne historiske tilstand beherskede også socialismens stiftere. Til den umodne udviklingsgrad af den kapitalistiske produktion, til den umodne klasseudvikling svarede umodne teorier. Løsningen af de sociale opgaver, som endnu lå skjult i de uudviklede økonomiske forhold, skulle skabes ud af hovedet. Samfundet frembød kun misforhold; det var den tænkende fornufts opgave at bortskaffe disse. Det drejede sig om at udfinde et nyt og mere fuldkomment system for samfundsordningen og at påtvinge samfundet dette udefra gennem propaganda, så vidt muligt ved hjælp af eksemplet fra mønstereksperimenter. Disse ny sociale systemer var på forhånd fordømt til at være utopier; jo mere de blev udarbejdet i enkeltheder, desto mere måtte de løbe ud i rene fantasterier.
Efter at dette er slået fast, opholder vi os ikke et øjeblik mere ved denne side, der nu helt tilhører fortiden. Vi kan overlade til litterære pedanter at foretage en højtidelig granskning af disse i vore dage morsomme fantasterier og at gøre deres egen nøgterne tænknings overlegenhed gældende over for sådanne "afsindigheder". Vi glæder os hellere over de geniale tankekim og tanker, som overalt bryder frem under den fantastiske overflade, og som den slags filistre er blinde for.
Saint-Simon var en søn af den store franske revolution, ved hvis udbrud han endnu ikke var tredive år gammel. Revolution var en sejr for tredjestand, dvs. den store, i produktion og handel virksomme masse af nationen, over de indtil da privilegerede uproduktive stænder, adel og gejstlighed. Men tredjestandens sejr havde snart vist sig at være en sejr udelukkende for en lille del af denne stand, at være erobringen af den politiske magt for det socialt privilegerede lag af den, det besiddende bourgeoisi. Og dette bourgeoisi havde udviklet sig stærkt allerede under revolutionen ved at spekulere i adelens og kirkens konfiskerede og siden solgte jordejendom, og ved hærleverandørernes bedrageri over for nationen. Det var netop disse svindleres herredømme, som under direktoriet bragte Frankrig og revolutionen på undergangens rand og derved gav Napoleon påskud til hans statskup. Således antog i Saint-Simons hoved modsætningen mellem tredjestand og de privilegerede stænder form af modsætningen mellem "arbejdere" og "lediggængere". Lediggængere var ikke blot de gamle privilegerede, men også alle, som uden at deltage i produktion og handel levede af renter. Og "arbejderne" var ikke blot lønarbejderne, men også fabrikanterne, købmændene, bankierne. Det stod fast og var definitivt beseglet af revolutionen, at lediggængerne havde mistet evnen til åndelig ledelse og politisk herredømme. At de besiddelsesløse ikke besad denne evne, anså Saint-Simon for godtgjort af rædselsperiodens erfaringer. Men hvem skulle da styre og herske? Efter Saint-Simons mening videnskaben og industrien, holdt sammen ved et nyt religiøst bånd, der havde til formål at genoprette den enhed i de religiøse anskuelser, som var sprængt efter reformationen, en "ny kristendom", som nødvendigvis måtte være mystisk og strengt hierarkisk. Men videnskaben, det var de boglærde, og industrien, det var i første linje de aktive bourgeoiser, fabrikanter, købmænd, bankierer. Disse bourgeoiser skulle rigtignok forvandles til en slags offentlige embedsmænd, samfundets tillidsmænd, men dog beholde en bydende og også økonomisk begunstiget stilling over for arbejderne. Navnlig skulle bankiererne have til opgave at regulere den samlede samfundsmæssige produktion ved regulering af kreditten. – Denne opfattelse svarede ganske til en tid, hvor storindustrien og dermed modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat først var ved at opstå i Frankrig. Men hvad Saint-Simon særligt betoner er dette: det drejer sig for ham overalt og altid først og fremmest om "den talrigeste og fattigste klasses" skæbne (la classe la plus nombreuse et la plus pauvre).
Saint-Simon opstiller allerede i sine Genferbreve den sætning, at "alle mennesker skal arbejde". I det samme skrift véd han allerede, at rædelsperioden var de besiddelsesløse massers herredømme. "Se," tilråber han dem, "hvad der er foregået i Frankrig i den tid, da jeres kammerater herskede der, de har skabt hungersnød". At opfatte den franske revolution som en klassekamp, og det som en kamp ikke blot mellem adel og borgerskab, men mellem adel, borgerskab og besiddelsesløse, var imidlertid i 1802 en særdeles genial opdagelse. I 1816 erklærer han, at politikken er videnskaben om produktionen, og forudsiger, at politikken ganske vil gå op i økonomien. Selv om der heri kun ligger en spire til den erkendelse, at den økonomiske tilstand er grundlaget for de politiske institutioner, så tales der dog allerede her klart om at omskabe den politiske hersken over mennesker til en forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser, altså om den nylig med brask og bram udbasunerede "afskaffelse af staten". Med samme overlegenhed over sine samtidige proklamerer han i 1814, umiddelbart efter de allieredes indtog i Paris, og endnu i 1815, under de "100 dage", Frankrigs alliance med England og i anden række mellem begge og Tyskland som den eneste garanti for Europas heldige udvikling og fred. Der hører sandelig ligeså meget mod som historisk vidsyn til at tage til orde for en alliance mellem franskmændene fra 1815 og sejrherrerne fra Waterloo.
Mens vi hos Saint-Simon opdager et genialt vidsyn, i kraft af hvilket næsten alle ikke strengt økonomiske tanker hos de senere socialister allerede ligger som kim hos ham, så finder vi hos Fourier en ægte fransk åndrig, men derfor ikke mindre dybtgående kritik af de bestående samfundsforhold. Fourier tager bourgeoisiet, dets begejstrede profeter fra før revolutionen og dets havesyge smigrere fra efter revolutionen på ordet. Han afslører ubarmhjertigt det materielle og moralske forfald i den borgerlige verden, han fremholder til sammenligning de tidligere oplysningsfilosoffers strålende løfter om det samfund, i hvilket kun fornuften ville komme til at råde, om den lyksaliggørende civilisation, om menneskets ubegrænsede evne til at fuldkommengøre sig, såvel som de samtidige bourgeois-ideologers rosenrøde talemåder; han påviser, hvorledes der allevegne til den klangfuldeste frase svarer den jammerligste virkelighed, og overdænger denne frases redningsløse fiasko med bidende spot. Fourier er ikke blot kritiker, hans evigt muntre natur gør ham til satiriker, og det til en af alle tiders største satirikere. Han skildrer ligeså mesterligt som morsomt den svindelspekulation, der blomstrede op med revolutionens nedgang, og den datidige franske handels almindelige kræmmeragtighed. Endnu mere mesterlig er hans kritik af den borgerlige ordning af kønsforholdene og kvindens stilling i det borgerlige samfund. Han er den, der først udtaler, at graden af den kvindelige frigørelse i et givet samfund er den naturlige målestok for den almene frigørelse. Mest storartet er Fourier dog i sin opfattelse af samfundets historie. Han inddeler hele dens hidtidige forløb i fire udviklingstrin: vildskab, barbari, patriarkat og civilisation, idet den sidste falder sammen med det såkaldte borgerlige samfund, altså med den samfundsorden, der er opstået siden det 16. århundrede, og han påviser, "at den civiliserede orden hæver hver last, som barbariet udøver på en ligefrem måde, op til en sammensat, mangesidet, tvetydig, hyklerisk tilværelsesform", at civilisationen bevæger sig i "en ond cirkel", i modsigelser, som den stadig frembringer påny uden at kunne overvinde dem, således at den stedse opnår det modsatte af det, den vil opnå eller foregiver at ville nå. Således at f.eks. "fattigdommen under civilisationen udspringer af selve overfloden". Fourier omgås, som man ser, dialektikken med samme mesterskab som hans samtidige, Hegel. Med samme dialektik fremhæver han over for snakken om menneskets ubegrænsede evne til fuldkommengørelse, at ethvert historisk stadium har sin opadstigende linje, men også sin nedadgående, og han anvender også denne betragtningsmåde på hele menneskehedens fremtid. Ligesom Kant indfører jordens fremtidige undergang i naturvidenskaben, således indfører Fourier menneskehedens fremtidige undergang i historiebetragtningen.
Mens revolutionsorkanen i Frankrig fór henover landet, foregik der i England en mere stille, men derfor ikke mindre vældig omvæltning. Dampen og de nye værktøjsmaskiner forvandlede manufakturen til den moderne storindustri og revolutionerede dermed hele grundlaget for det borgerlige samfund. Manufakturtidens søvnige udviklingsgang forvandlede sig til en sand Sturm- und Drangperiode for produktionen. Med stadigt voksende hurtighed fuldbyrdedes samfundets deling i store kapitalister og besiddelsesløse proletarer, og mellem disse førte nu en ustabil masse af håndværkere og småhandlende i stedet for den tidligere stabile middelstand en vaklende tilværelse, som den mest fluktuerende del af befolkningen. Endnu var den nye produktionsmåde først ved begyndelsen af sin opadstigende linje; endnu var den normale, regelrette, under de daværende omstændigheder eneste mulige produktionsmåde. Men allerede dengang frembragte den skrigende sociale misforhold: sammenstuvning af en hjemløs befolkning i de sletteste boliger i de store byer – opløsning af alle nedarvede bånd: afstamning, den patriarkalske underordning, familien – overanstrengelse, især for kvinder og børn i forfærdende omfang – umådelig demoralisering af den arbejdende klasse, som pludselig blev kastet ud i ganske ny forhold, fra landet til byen, fra agerbruget til industrien, fra stabile til dagligt vekslende, usikre levevilkår. Da optrådte en 29-årig fabrikant som reformator, en mand, hvis karakter var af en næsten ophøjet barnlig enkelhed, en mand, der tillige som få var født til at lede mennesker. Robert Owen havde tilegnet sig de materialistiske oplysningsfilosoffers lære, at menneskets karakter er et produkt dels af dets medfødte anlæg og dels af de forhold, der omgiver mennesket i hele dets levetid, især i dets udviklingsperiode. I den industrielle revolution så de fleste af hans standsfæller blot forvirring og kaos, det rette element for den, der vil fiske i rørt vande og berige sig i en fart. Han så deri en lejlighed til at bringe sin yndlingssætning i anvendelse og dermed orden i kaos. Han havde allerede i Manchester med held forsøgt det som leder af en fabriks 500 arbejdere; fra 1800 til 1829 ledede han i samme retning det store bomuldsspinderi New Lanark i Skotland som direktør, blot med større frihed og med et resultat, der indbragte ham europæisk ry. En befolkning, der efterhånden voksede til 2500 personer og som oprindelig var sammensat af de mest blandede og for størstedelen stærkt demoraliserede elementer, forvandlede han til en fuldstændig mønsterkoloni, i hvilken drukkenskab, politi, dommere, processer, fattigforsorg og trang til velgørenhed var ukendte ting. Og det simpelthen derved at han gav folkene mere menneskeværdige kår og navnlig lod den opvoksende generation opdrage omhyggeligt. Han var børnehavernes opfinder og indførte dem for første gang her. Fra det andet leveår kom børnene i skole, hvor de befandt sig så godt, at de næppe var til at bringe hjem igen. Mens hans konkurrenter krævede 13 til 14 timers arbejde om dagen, blev der kun arbejdet 10½ time i New Lanark. Da en bomuldskrise tvang til stilstand i fire måneder, blev den fulde løn udbetalt til de lediggående arbejdere. Og samtidig havde foretagendet mere end fordoblet sin værdi og lige til det sidste afkastet rigeligt udbytte til ejerne.
Hermed var Owen imidlertid ikke tilfreds. Den tilværelse, han havde skaffet sine arbejdere, var i hans øjne endnu langt fra menneskeværdig; "folkene var mine slaver"; de forholdsvis gunstige kår, hvori han anbragte dem, var endnu langt fra at tillade en alsidig rationel udvikling af karakteren og forstanden, for ikke at tale om en fri livsudfoldelse. "Og dog producerede den arbejdende del af disse 2500 mennesker ligeså megen virkelig rigdom for samfundet, som en befolkning på 600.000 kunne frembringe næppe et halvt århundrede tidligere. Jeg spurgte mig selv: Hvad bliver der af forskellen mellem den af 2500 fortærede rigdom og den, som de 600.000 måtte have fortæret?" Svaret var klart. Den var blevet anvendt til at betale ejerne af foretagendet 5% renter af anlægskapitalen og desuden mere end 300.000 pund sterling i udbytte. Og hvad der gjaldt om New Lanark, gjaldt i endnu højere grad om alle Englands fabriker. "Uden disse ny, af maskinerne skabte rigdomme, havde det ikke været muligt at gennemføre krigene til Napoleons fald og til de aristokratiske samfundsprincippers opretholdelse. Og dog var denne ny magt den arbejdende klasses værk" [4]. Frugterne tilhørte derfor også den. De nye vældige produktivkræfter, som tidligere kun havde tjent til berigelse af de enkelte og til knægtelse af masserne, blev for Owen grundlaget for en social nydannelse og var bestemt til, som alles fælles ejendom, kun at arbejde for alles fælles velfærd.
På denne rent forretningsmæssige måde, så at sige som frugt af købmandsmæssig beregning opstod den owenske kommunisme. Den samme karakter af at være indrettet på det praktiske har den helt igennem: således foreslog Owen i 1823 at afskaffe nøden i Irland ved hjælp af kommunistiske kolonier og vedlagde fuldstændige beregninger over anlægsomkostninger, årlige udgifter og forventede indtægter. Og i hans definitive fremtidsplan er den tekniske udarbejdelse af enkelthederne, indbefattet grundplan, snit og fugleperspektiv, gennemført med en sådan sagkundskab, at der – når man først har bifaldet den owenske metode til samfundreformering – selv fra fagmandens standpunkt ikke er meget at indvende mod hans indretninger i detaljer.
Skridtet frem til kommunismen var vendepunktet i Owens liv. Sålænge han blot optråde som filantrop, havde han udelukkende høstet rigdom, bifald, ære og berømmelse. Han var den populæreste mand i Europa. Ikke blot hans standsfæller, også statsmænd og fyrster påhørte ham bifaldende. Men da han fremtrådte med sine kommunistiske teorier, vendte bladet sig. Der var tre store hindringer, som fremfor alt syntes ham at spærre vejen for social reform: privatejendommen, religionen og ægteskabets nuværende form. Han vidste, hvad der forestod ham, når han angreb dem: den almindelige bandlysning fra det officielle samfund, tabet af hele hans sociale position. Men han lod sig ikke afholde fra at angribe dem, og det gik, som han havde forudset. Udstødt af det officielle samfund, tiet ihjel af pressen, forarmet ved fejlslagne kommunistiske forsøg i Arnerika, på hvilke han havde ofret hele sin formue, vendte han sig direkte til arbejderklassen og arbejdede i dens midte endnu i 30 år. Alle sociale bevægelser, alle virkelige fremskridt, som er blevet gennemført i England i arbejdernes interesse, knytter sig til navnet Owen. Således gennemtvang han 1819 efter fem års anstrengelser den første lov om indskrænkning af kvinde- og børnearbejdet i fabrikkerne. Således præsiderede han ved den første kongres, på hvilken fagforeninger fra hele England forenede sig til en eneste stor fagforeningssammenslutning. Således indførte han som overgangsforholdsregel til den fuldstændigt kommunistiske ordning af samfundet på den ene side kooperativselskaberne (forbrugs- og produktionsforeninger), som siden i hvert fald har leveret det praktiske bevis for, at såvel købmanden som fabrikanten er personer, der udmærket kan undværes; på den anden side arbejdsbasarer, anstalter til udveksling af arbejdsprodukter ved hjælp af en slags arbejdspapirpenge, hvis enhed var arbejdstimen; foranstaltninger, der nødvendigvis måtte gå i stykker, men som fuldstændigt foregreb den langt senere proudhonske byttebank, men netop adskilte sig fra denne derved, at de ikke skulle være et universalmiddel mod alle sociale onder, kun et første skridt til en langt mere radikal omformning af samfundet.
Utopisternes synsmåde har længe behersket det nittende århundredes socialistiske forestillinger og behersker dem for en del endnu. De hyldedes endnu indtil for kort tid siden af alle franske og engelske socialister, og også den tidligere tyske kommunisme, indbefattet Weitlings, tilhørte den. Socialismen er for dem allesammen udtryk for den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed, og skal bare opdages for gennem sin egen kraft at erobre verden; eftersom den absolutte sandhed er uafhængig af tid og rum og menneskelig historisk udvikling, så er det en ren tilfældighed, hvor og hvornår den bliver opdaget. Ikke desto mindre er den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed forskellig hos enhver, der stifter skole; og da den særlige art af den absolutte sandhed, fornuft og retfærdighed hos hver enkelt igen er betinget af hans subjektive forstand, hans livsforhold, hans kundskabsmængde og logiske skoling, så er der i denne konflikt mellem absolutte sandheder ikke anden mulighed for løsning, end at de sliber sig af på hinanden. Deraf kunne der da ikke komme andet end en art eklektisk gennemsnits-socialisme således som den, der faktisk den dag i dag hersker i hovederne på de fleste socialistiske arbejdere i Frankrig og England, en blanding af de mindre anstødvækkende kritiske udgydelser, økonomiske læresætninger og sociale fremtidsforestillinger hos de forskellige sektstiftere, som tillader yderst mangfoldige nuancer, en blanding der så meget lettere lader sig gennemføre, som de enkelte bestanddele i debattens strøm har fået afslebet bestemthedens skarpe hjørner ligesom runde småsten i en bæk. For at socialismen skulle blive en videnskab, måtte den først stilles på virkelighedens grund.
1. Følgende er det omtalte sted om den franske revolution:
"Retstanken, begrebet ret, gjorde sig med et slag gældende, og mod det kunne urettens gamle støtter ikke yde nogen modstand. Retstanken er altså nu blevet lagt til grund for en forfatning, og på dette grundlag skulle nu alting bygges op. Sålænge solen har stået på himlen, og planeterne har kredset om den, har man endnu ikke set, at mennesket har stillet sig på hovedet, dvs. på tanken, og bygget virkeligheden efter denne. Anaxagoras var den første, der sagde, at nous, fornuften, regerer verden; men først nu er mennesket nået til at erkende, at tanken skal regere den åndelige virkelighed. Dette var således en herlig solopgang. Alle tænkende væsner har været med til at fejre denne tidsalder. På den tid rådede der en ophøjet bevægethed; en åndens begejstring fik verden til at skælve, som var det først nu kommet til forsoning mellem det guddommelige og verden."
(Hegel: Historiens filosofi, 1840, s. 535). – Skulle det ikke være på høje tid at sætte socialistloven i bevægelse mod salig professor Hegels nedbrydende og samfundsfarlige lære? (Note af Engels).
2. Levellers – "ligemagere", således kaldtes repræsentanterne for bevægelsen blandt de plebejiske lag i by og på land, som under den engelske revolution fra 1648 opstillede de mest radikale demokratiske krav. – Red.
3. Engels sigter til skrifter af de utopiske kommunister Thomas Moore (16. århundrede) og Campanella (17. århundrede). – Red.
4. Fra The Revolution in Mind and Practice ("Revolutionen i ånd og praksis" – Red.), en betænkning, som er rettet til alle "røde republikanere, kommunister og socialister i Europa" og som blev sendt til den provisoriske franske regering 1848, men også til "dronning Victoria og hendes ansvarlige rådgivere". (Note af Engels).