Massestrejke, parti og fagforeninger: Rosa Luxemburg (1906)
Massestrejken, som den for det meste opfattes i Tyskland i dagens diskussion, er en meget klar og enkelt udtænkt, en skarpt afgrænset enkeltforeteelse. Der bliver udelukkende snakket om den politiske massestrejke. Her bliver der kun tænkt på en enkeltstående storslået arbejdsnedlæggelse fra hele industriproletariatets side, en strejke, sat i gang på politisk foranledning af største rækkevidde, og tilmed baseret på en rettidig og gensidig opnået forståelse mellem partimæssige og faglige instanser; det hele derefter gennemført i disciplinær ånd og i største orden og afsluttet i endnu skønnere orden efter en rettidig appel fra de ledende instanser, hvorved reguleringen af strejkeunderstøttelsen, alle omkostningerne, ofrene - med andre ord massestrejkens hele materielle regnskab - på forhånd bliver bestemt ganske nøjagtigt.
Når vi nu sammenligner dette teoretiske skema med den virkelige massestrejke, sådan som den har fundet sted i Rusland i de sidste 5 år, så må vi sige, at den forestilling, som står i centrum for den tyske diskussion, ikke svarer til en eneste af de mange massestrejker, som har fundet sted, og at massestrejkerne i Rusland på den anden side opviser en så forskelligartet mangfoldighed, at det er ganske umuligt at tale om massestrejken - om en abstrakt og skematisk form for massestrejke. Alle sider af massestrejken og dens karakter er ikke blot forskellige i de forskellige byer og egne af landet, men frem for alt har den ændret karakter gentagne gange i løbet af revolutionen. Massestrejkerne har i Rusland gennemgået en bestemt historie, som endnu ikke er afsluttet. Den, der altså vil tale om massestrejke i Rusland, må først og fremmest have dens historie for øje.
Den nuværende så at sige officielle periode i den russiske revolution bliver med fuld ret dateret til Petersborg-proletariatets opstand den 22. januar 1905, fra de 200.000 arbejderes demonstrationstog til zarens slot, der endte i et frygteligt blodbad. Den blodige massakre i Petersborg gav som bekendt signal til udbruddet af den første kæmpeserie af massestrejker, som i løbet af nogle få dage væltede frem over hele Rusland og bragte revolutionens kampråb fra Petersborg til alle rigets afkroge ud til de bredeste lag inden for proletariatet. Petersborg-opstanden den 22. januar var imidlertid blot slutfasen på den massestrejke, som proletariatet i zarens hovedstad havde startet i januar 1905. Denne massestrejke i Petersborg udfoldede sig utvivlsomt under det umiddelbare indtryk af den mægtige generalstrejke, som kort forinden i december var brudt ud i Baku i Kaukasus og som en tid lang holdt hele Rusland i ånde. December-begivenhederne i Baku var imidlertid på deres side ikke andet end den sidste og voldsomste udløber af de mægtige massestrejker, der som periodiske jordskælv i årene 1903 og 1904 rystede hele Sydrusland, og hvis prolog var massestrejken i Batum (Kaukasus) i marts 1902 - og denne første massestrejkebevægelse i den fortløbende kæde af de nuværende eruptioner ligger til syvende og sidst kun fem år fra den store generalstrejke blandt Petersborgs tekstilarbejdere i årene 1896 og 1897; og når denne bevægelse i det ydre synes skilt fra revolutionen i dag med nogle års tilsyneladende stilstand og stivnet reaktion, så forstår dog enhver, som kender den indre politiske udvikling hos det russiske proletariat frem mod den klassebevidsthed, som karakteriserer det i dag, og som kender dette proletariats revolutionære energi, at den nuværende massekampsperiodes historie begyndte med generalstrejken i Petersborg. Når man diskuterer massestrejken, er den derfor vigtig, fordi den allerede i kimform indeholder alle de senere massestrejkers hovedmomenter. Til at begynde med ser Petersborger-generalstrejken i året 1896 ud til at være en ren økonomisk lønkamp. Dens årsager var de utålelige arbejdsvilkår for spinderne og væverne i Petersborg, en arbejdstid på 13, 14 og 15 timer dagligt, elendige akkordlønninger og en hel mønsterfortegnelse over nedrige arbejdsgiverchikanerier. Men tekstilarbejderne udholdt længe tålmodigt denne situation, indtil en tilsyneladende bagatelagtig omstændighed fik bægeret til at flyde over. I året 1896 blev kroningen af den nuværende zar Nikolaj II [6] nemlig gennemført efter at have været udsat i 2 år på grund af frygt for de revolutionære, og i den anledning viste Petersborgs arbejdsgivere deres patriotiske iver, idet de pålagde deres arbejdere tre dages tvangsferie, uden dog - mærkeligt nok - at ville betale dem for disse dage. Tekstilarbejderne, som blev opbragt herover, kom i bevægelse. Efter rådslagning mellem omkring 300 af de mest oplyste arbejdere i Jekaterinenhofer-haven blev strejken besluttet og kravene formuleret: 1. Udbetaling af løn for kroningsdagene; 2. 10½-times arbejdsdag; 3. Forhøjelse af akkordlønnen. Dette skete den 24. maj. Efter nogle uger lå samtlige væverier og spinderier stille, og 40.000 arbejdere var i generalstrejke. I dag kan denne begivenhed, når den sammenlignes med revolutionens mægtige massestrejker, synes at være en lille ting. Men i det daværende Ruslands tilfrosne politiske liv var en generalstrejke noget uhørt, det var selv en hel revolution i det små. Selvfølgelig satte man derefter ind med de mest brutale former for forfølgelse, ca. 1000 arbejdere blev arresteret og sendt tilbage til deres hjemegn og generalstrejken blev knust. Allerede her ser vi alle grundtrækkene for de senere massestrejker. Den nærmeste foranledning til bevægelsen var rent tilfældig, ja, underordnet, dens udbrud elementært, men i bevægelsens tilblivelse kom frugten af socialdemokratiets årlange agitation til syne, og i løbet af generalstrejken stod de socialdemokratiske agitatorer i spidsen for bevægelsen, de ledede den og brugte den til at sætte gang i den revolutionære agitation. Desuden: Strejken var i det ydre blot en økonomisk lønkamp, det var udelukkende regeringens holdning og socialdemokratiets agitation, der gjorde den til en politisk foreteelse af første rang. Og endelig: Strejken blev nedkæmpet, arbejderne led "nederlag". Men allerede i januar 1897 gentog tekstilarbejderne i Petersborg generalstrejken og opnåede denne gang et fremragende resultat: Indførelse af en lovfæstet 11½-times arbejdsdag i hele Rusland. Hvad der imidlertid var endnu vigtigere: siden den første generalstrejke i 1896, som var blevet gennemført uden nogen form for organisation eller strejkekasse, begynder nu en intensiv faglig kamp i det egentlige Rusland, som hurtigt breder sig fra Petersborg ud i det øvrige land og åbner helt nye perspektiver for den socialdemokratiske agitation og organisation, en kamp som under den tilsyneladende våbenstilstand i den efterfølgende periode på denne måde forbereder den proletariske revolution med et usynligt muldvarpearbejde.
Udbruddet af den kaukasiske strejke i marts i året 1902 blev tilsyneladende fremkaldt af lige så tilfældige rent økonomiske partielle faktorer som strejken i 1896, selv om de var helt forskellige. Strejken udsprang af den svære industri- og handelskrise, som i Rusland var en forløber for den japanske krig og sammen med den var den den mægtigste faktor i den begyndende revolutionære gæring. Krisen førte til en enorm arbejdsløshed, som gav god næring til agitationen blandt de proletariske masser, og for at få ro i arbejderklassen tog regeringen det skridt at tvangstransportere de "overflødige hænder" tilbage til deres respektive hjemsteder. Et sådant skridt rettet mod ca. 400 oliearbejdere fremkaldte en masseprotest i Batum, hvad der førte til demonstrationer, anholdelser, massakre og til slut en politisk proces, hvor et rent økonomisk anliggende pludselig blev til en politisk og revolutionær begivenhed. Ekkoet fra denne strejke, der var endt fuldstændig "resultatløs" og var blevet slået ned i Batum, blev en række revolutionære massedemonstrationer blandt arbejderne i Nizhni Novgorod, Saratov og andre byer, altså et kraftigt fremstød for den revolutionære bevægelses brede bølge.
Allerede i november 1902 fulgte det første ægte revolutionære ekko i form af en generalstrejke i Rostov ved Don. Det var de ulige lønninger i den vladikaukasiske jernbanes værksteder, der gav stødet til denne bevægelse. Ledelsen ville nedsætte lønningerne, hvorefter socialdemokratiets Don-komite udsendte et opråb med opfordring til strejke samt følgende krav: 9-timers arbejdsdag, lønforhøjelser, afskaffelse af bøderne, afskedigelse af nogle upopulære ingeniører o.s.v. Samtlige jernbaneværksteder gik i strejke. Snart sluttede alle de andre fag sig til dem og pludselig herskede der en hidtil ukendt tilstand i Rostov: Enhver form for erhvervsmæssigt arbejde lå stille, og i stedet blev der dag efter dag holdt kæmpemæssige møder i det fri med 15-20.000 arbejdere ofte omringet af kosaktropper. Socialdemokratiske folketalere optrådte for første gang offentligt, holdt opflammende taler om socialismen og den politiske frihed og blev modtaget med voldsom begejstring, revolutionære opråb blev spredt i titusindvis af eksemplarer. Midt i det stivnede absolutistiske Rusland erobrede Rostovs proletariat for første gang i et stormløb sin forsamlingsret, sin talefrihed. Ganske vist foregik det heller ikke her uden en massakre. Lønforskellene i de vladikaukasiske jernbaneværksteder havde i løbet af nogle dage givet anledning til en generalstrejke og til et revolutionært gadeslag. Som eftervirkning fulgte straks efter endnu en generalstrejke i stationsbyen Tichorezk på den samme jernbanelinje. Også her kom det til en massakre, og endvidere til en politisk proces, og også Tichorezk har på denne måde flettet sig ind i den sammenhængende kæde af revolutionære momenter.
Foråret 1903 giver svaret på de nedkæmpede strejker i Rostov og Tichorezk: Hele Sydrusland står i maj, juni og juli i flammer, Baku, Tiflis, Batum, Jelisavetgrad, Odessa, Kiev, Nikolajev, Jekaterinoslav befinder sig i bogstaveligste forstand i generalstrejke. Men heller ikke her opstår bevægelsen efter en eller anden på forhånd fastlagt plan fra et centrum, den flyder sammen fra enkelte punkter og fra sted til sted veksler anledning og form.
Det begynder i Baku, hvor flere separate lønkampe inden for de enkelte fabrikker og brancher endelig munder ud i en generalstrejke. I Tiflis sættes strejken i gang af 2000 ansatte inden for handelssektoren - de havde en arbejdstid fra klokken 6 om morgenen til klokken 11 om aftenen. Den 4. juli kl. 8 om aftenen forlader de allesammen butikkerne og drager i demonstration rundt gennem byen, for at opfordre butiksindehaverne til at lukke forretningerne. Sejren er fuldstændig: alle butiksansatte tilkæmper sig en arbejdstid fra 8 til 8, og alle fabrikker, værksteder og kontorer slutter sig straks til dem. Aviserne udkommer ikke, og sporvejstrafikken kan kun finde sted under militærbeskyttelse. I Jelisavetgrad begynder der den 10. juli en strejke i alle fabrikkerne udsprunget af rent økonomiske krav. De bliver for det meste efterkommet, og den 14.7 hører strejken op. Men 14 dage senere bryder den ud igen, og denne gang er det bagerne, der giver signalet, men så følger stenarbejderne, snedkerne, farverne, mølleriarbejderne og til slut alle fabriksarbejderne. - I Odessa begynder bevægelsen med en lønkamp, under hvilken der opstår forviklinger med den "legale" arbejderforening, som var grundlagt af regeringsagenter efter den berømte gendarm Subatovs [7] program. Den historiske dialektik har endnu engang fået anledning til at udføre et af sine smukke ondskabsfulde pus: Den økonomiske kamp i den foregående periode - herunder generalstrejken i Petersborg i 1896 - havde forledt de russiske socialdemokrater til at lægge overdreven vægt på den såkaldte "økonomisme", og dermed havde de beredt grunden for Subatovs demagogiske fremstød blandt arbejderne. Efter nogen tid fik den revolutionære strøm imidlertid drejet det lille skib med det falske flag rundt og tvunget det til at sejle i spidsen for den revolutionære proletariske flotille. Subatov-foreningerne gav i foråret parolen til den store generalstrejke i Odessa i 1904, og til generalstrejken i Petersborg i januar 1905. Arbejderne i Odessa, som var lullet ind i illusionen om regeringens oprigtige arbejdervenlighed og dens sympati for den rent økonomiske kamp, ville pludselig sætte tingene på prøve og tvang i en fabrik Subatovs "arbejderforening" til at erklære strejke på nogle meget beskedne krav. De blev ganske enkelt sat på gaden af arbejdsgiveren, og da de over for fagforeningens leder krævede den øvrighedsbeskyttelse, der var blevet dem lovet, forduftede herren, og lod arbejderne i stikken i vild ophidselse. Straks stillede socialdemokraterne sig i spidsen, og strejkebevægelsen sprang over til andre fabrikker. Den 1. juli strejkede 2500 jernbanearbejdere, den 4. juli gik havnearbejderne i strejke for at få lønnen hævet fra 80 kopek til 2 rubler, samt nedskæring af arbejdstiden med en halv time. Den 6. juli sluttede søfolkene sig til bevægelsen. Den 13. juli begyndte sporvejspersonalet at strejke. Nu afholdes der et møde med deltagelse af samtlige strejkende en 7000-8000 mand; et demonstrationstog begynder at gå fra fabrik til fabrik, det vokser som en lavine, og en 40.000-50.000 stor menneskemængde begiver sig ned til havnen for her at sørge for at al arbejde bliver nedlagt. Snart er der generalstrejke i hele byen. - I Kiev begynder strejken den 21. juli i jernbaneværkstederne. Også her er den umiddelbare grund de miserable arbejdsforhold, og der bliver stillet nogle lønkrav. Dagen efter følger støberierne eksemplet, og den 23. juli indtræffer der en begivenhed, der giver signalet til generalstrejke. Om natten bliver to af jernbanearbejdernes delegerede arresteret; de strejkende kræver straks, at de skal sættes på fri fod, og da dette krav ikke bliver opfyldt, beslutter de, at togene ikke skal få lov til at forlade byen. De strejkende med koner og børn sætter sig på banelinjen - et hav af menneskehoveder, der bliver truet med geværsalver. Arbejderne blotter deres bryst og råber: "Skyd!". En salve bliver affyret mod den værgeløse siddende folkemængde og 30-40 lig, deriblandt kvinder og børn, bliver liggende på pladsen. Da dette bliver kendt går hele Kiev i strejke samme dag. De myrdedes lig bliver løftet op af mængden og bliver båret afsted i en massedemonstration - møder, taler, arrestationer, enkelte gadekampe - Kiev står midt i revolutionen. Bevægelsen går snart mod sin slutning, men det lykkes bogtrykkerne at tilkæmpe sig en arbejdstidsforkortelse på en time, samt at få lønforhøjelse på en rubel. I en gærfabrik bliver 8-timers arbejdsdagen indført, jernbaneværkstederne bliver lukket ved en beslutning af ministeriet, andre brancher viderefører lokale strejker for at få deres krav igennem. - I Nikolajev bryder generalstrejken ud under umiddelbart indtryk af nyhederne fra Odessa, Baku, Batum og Tiflis, på trods af modstand fra den socialdemokratiske komite, som på dette tidspunkt ønskede at udsætte igangsættelsen af aktionen, fordi militæret stod over for at trække sig ud af byen på manøvre. Men masserne lod sig ikke holde tilbage; det begyndte i en fabrik, de strejkende gik fra det ene værksted til det andet, og militærets modstand gød kun olie på ilden. Snart dannede der sig massedemonstrationer, der blev sunget revolutionære sange som også rev de gamle arbejdere med sig, og sporvognsfunktionærerne fulgte med, der kom mænd og kvinder. Arbejdsstilheden var fuldkommen. I Jekaterinoslav begynder bagerne den 5. august og arbejderne fra jernbaneværkstederne den 7. august og derefter alle andre fabrikker at strejke; den 8. august standser sporvejstrafikken, aviserne udkommer ikke. - Således kom den imponerende strejke i Sydrusland i sommeren 1903 i gang. De lokale økonomiske kampe og de små "tilfældige" begivenheder flød ad mange små kanaler hurtigt sammen i et mægtigt hav og forvandlede i nogle uger hele det sydlige zarrige til en usædvanlig revolutionær arbejderrepublik. "Omfavnelser, råb af henrykkelse og begejstring, frihedssange, munter latter, humor og glæde hørtes i denne mangetusindtallige mængde, der fra morgen til aften bølgede gennem byen. Stemningen var høj, man kunne næsten tro, at et nyt og bedre liv var begyndt på jorden. Et dybt alvorligt og samtidig idyllisk rørende billede", således skrev dengang korrespondenten i det liberale blad "Osvobozhdenie", Herr Peter v. Struve.
I begyndelsen af året 1904 kom krigen, og for en stund var der en hvilepause i massestrejkebevægelsen. Først væltede en bølge af politimæssigt foranstaltede "patriotiske" demonstrationer sig ud over landet. Det "liberale" borgerlige samfund blev i første omgang fuldstændig rendt over ende af den officielle zaristiske chauvinisme. Dog tager socialdemokratiet snart igen kamppladsen i besiddelse; lumpenproletariatets politi-inspirerede patriotiske demonstrationer bliver imødegået af revolutionære arbejderdemonstrationer. Og endelig får den zaristiske armés forsmædelige nederlag også de liberale til at vågne op af deres bedøvelse. Nu begynder en æra med liberale og demokratiske kongresser, banketter, taler, adresser og manifester. Absolutismen, der for en tid på grund af krigens ydmygelser, er blevet stækket lader i sin forfjamskelse de herrer få deres vilje, og de øjner allerede himmelen fyldt med liberale violiner. I et halvt år tager den borgerlige liberalisme den forreste del af den politiske scene i besiddelse, proletariatet træder ind i skyggen, men efter en længere depression kommer absolutismen atter på benene igen, hofkliken samler sine kræfter, og gennem et eneste tramp i gulvet med kosakstøvlen bliver hele den liberale aktion i december jaget i et musehul. Banketterne, talerne, kongresserne bliver kort og godt forbudt som en "fræk anmasselse", og liberalismen ser sig pludselig sat ud af spillet. Men netop der, hvor liberalismen har mistet tråden, begynder proletariatets aktion. I december 1904 fører arbejdsløsheden til, at den storslåede generalstrejke i Baku bryder ud: Arbejderklassen er igen inde på kamppladsen. Da al tale bliver forbudt og forstummer, begynder handlingen igen. I Baku behersker socialdemokratiet i nogle få uger situationen fuldstændigt under generalstrejken, og de ejendommelige begivenheder i december i Kaukasus ville have vakt uhyre opsigt, hvis ikke de var blevet overgået så hurtigt af den stigende revolutionsbølge, som den selv havde pisket op. De fantastiske, men uklare efterretninger om generalstrejken i Baku var endnu ikke nået ud i alle områder af zarriget, før massestrejken brød ud i januar 1905 i Petersborg.
Også her var anledningen som bekendt en bagatel. To arbejdere fra Putilov-værkerne blev afskediget på grund af deres medlemskab af den legale Subatov-forening. Dette skridt førte den 16. januar til en solidaritetsstrejke, som omfattede samtlige 12.000 arbejdere fra disse værker. Socialdemokraterne begyndte på grundlag af strejken en aktiv agitation for udvidelse af kravene, en udvidelse, der kom til at gælde kravet om en 8-timers arbejdsdag, ret til faglig organisering, tale og pressefrihed o.s.v. Gæringen blandt Putilov-arbejderne spredte sig hurtigt til det øvrige proletariat, og nogle få dage efter var 140.000 arbejdere i strejke. Fælles rådslagninger og stormfulde diskussioner førte til udarbejdelse af det proletariske charter om borgerlige rettigheder med 8-timersdagen som første punkt, og med dette drog 200.000 arbejdere den 22. januar ledet af præsten Gapon til zarpaladset. Konflikten omkring de to afskedigede Putilov-arbejdere var inden for en uge blevet forvandlet til en prolog til den mægtigste revolution i nyere tid.
De begivenheder, der siden fulgte er kendte nok: Petersborger-blodbadet fremkaldte i januar og februar kæmpemæssige massestrejker og generalstrejker i samtlige industricentre og byer i Rusland, Polen, Litauen, de baltiske provinser, Kaukasus, Sibirien fra nord til syd, fra vest til øst, men ved nærmere granskning fremtræder disse massestrejker i andre former end i den hidtidige periode. Denne gang gik de socialdemokratiske organisationer overalt i spidsen med opråb; overalt blev den revolutionære solidaritet med Petersborger-proletariatet udtrykkeligt angivet som generalstrejkens årsag og formål; overalt forekom der samtidig demonstrationer, taler og kampe med militæret; dog var der heller ikke her tale om en forudfattet plan om nogen organiseret aktion, for partiets opråb var dårlig nok i stand til at holde trit med massernes spontane rejsning; lederne havde knap nok tid til at formulere parolerne for de fremstormende proletarmasser. Desuden: De tidligere masse- og generalstrejker opstod af forskellige sammenstrømmende lønkampe, som i den revolutionære situations almindelige stemning og under indtryk af den socialdemokratiske agitation hurtigt blev til en politisk manifestation. Det økonomiske moment og den faglige opsplitning var udgangspunktet og den sammenfaldende klasseaktion og det politiske lederskab slutresultatet. Nu er bevægelsen den omvendte. Januar- og februar-generalstrejkerne brød fra først af ud som en samlet aktion under socialdemokratiets ledelse; men aktionen opløstes snart i en uendelig række af lokale partielle økonomiske strejker i enkeltområder, byer, brancher, fabrikker. Hele foråret 1905 lige til det blev højsommer gærede der overalt i hele kæmperiget en utrættelig økonomisk kamp, som næsten hele proletariatet førte mod kapitalen, en kamp som fra toppen og nedefter rev alle småborgerlige og liberale erhverv med sig, butiksansatte, bankfolk, teknikere, skuespillere, kunstnere, den trængte ned hos tjenestefolkene, ind hos de laveste politigrader, ja, tilmed ind blandt lag af lumpenproletariatet, og samtidig strømmede den ud af byen ud på landet og bankede endog på militærkasernens jernporte.
Dette danner et uhyre broget billede af et alment opgør mellem arbejde og kapital, et billede som genspejler den sociale lagdelings hele mangfoldighed og den politiske bevidsthed i hvert lag og i hver afkrog og gennemløber hele den lange skala fra den prøvede storindustrielle proletariske elitetrops regulære faglige kamp til en flok landproletarers formløse protestudbrud og videre til den første uklare bevægelse i en ophidset soldatergarnison - fra den velopdragne elegante revolte i manchetter og stive flipper på et bankkontor til en forvirret halvt frygtsom, halvt dristig murren i en forsamling af utilfredse politimænd i et tilrøget halvmørkt og snavset politivagtrum.
Efter den teori, som hyldes af tilhængere af "ordentlige og veldisciplinerede" kampe, der går efter plan og skema, specielt hos dem som befinder sig på afstand og altid vil vide, hvordan det "egentlig skulle have været gjort", var opløsningen af den store politiske generalstrejkeaktion fra januar 1905 i et utal af økonomiske kampe sandsynligvis "en stor fejl", som "lammede" denne aktion og forvandlede den til et "blændværk". Også socialdemokratiet i Rusland, som er med i revolutionen uden at "lave" den, og som først selv må lære dens love at kende, mens den udvikler sig, var i første øjeblik ved at miste fatningen, fordi generalstrejkens første stormflod for en tid så ud til at flyde tilbage uden noget resultat. Men historien, som begik denne "store fejl", udførte dermed ganske ubekymret af sine ukaldede skolemestres ræsonneren et lige så uundværligt som i sine konsekvenser helt uvurderligt kæmpearbejde for revolutionen.
Proletariatets pludselige generalopstand i januar efter mægtig tilskyndelse af begivenhederne i Petersborg var set udefra en politisk handling, en revolutionær krigserklæring mod absolutismen. Men denne første generelle og direkte klasseaktion virkede som sådan så meget desto mægtigere tilbage indadtil, idet den for første gang vækkede klassefølelsen og klassebevidstheden hos millioner og atter millioner som ved et elektrisk stød. Og denne opvågnende klassefølelse ytrede sig straks ved, at en milliontallig proletarmasse ganske pludselig klart og gennemtrængende kom til bevidsthed om det utålelige i den sociale og økonomiske tilværelse, som de i årtier havde tålt i kapitalismens lænker. Dermed begyndte en spontan og generel riven og rusken i disse lænker. Det moderne proletariats tusindtallige lidelser mindede dem om gamle blødende sår. Her bliver der kæmpet for en 8-timers arbejdsdag, der mod akkordarbejdet, her bliver en mester "lempet ud" i en sæk på en kærre, et andet sted bliver der kæmpet mod de infame straffesystemer, og overalt for bedre lønninger, her og der bliver der også kæmpet for afskaffelse af hjemmearbejdet. Tilbagestående, degraderede fag i de store byer og i små provinsbyer, som hidtil har slumret bort i idyllisk søvn, landsbyen med sin arv fra livegenskabet - alt dette besinder sig pludselig på sine rettigheder vækket af januarlynet og søger nu febrilsk at indhente det forsømte. Den økonomiske kamp betød altså her i virkeligheden ikke nogen opløsning, ikke nogen atomisering af aktionen, men blot en frontændring, et pludseligt og naturligt omslag af det første generalslag mod absolutismen til en generalafregning med kapitalen, som i overensstemmelse med dens karakter tog form af enkelte opsplittede lønkampe. Det var ikke den politiske klasseaktion, der i januar blev brudt ved generalstrejkens opsplitning i økonomiske strejker, men omvendt: efter at det mulige indhold i den givne situation og på det givne trin af revolutionen var udtømt, gik den i opløsning eller slog snarere over i en økonomisk aktion.
I virkeligheden: Hvad kunne generalstrejken i januar opnå mere? Kun den fuldstændige tankeløshed kunne vente sig en tilintetgørelse af absolutismen med et slag ved hjælp af en eneste "udholdende" generalstrejke efter det anarkistiske skema. Absolutismen må i Rusland styrtes af proletariatet. Men proletariatet har i forbindelse hermed brug for en udviklet form for skoling, klassebevidsthed og organisation. Det kan ikke tilegne sig dette blot gennem brochurer og flyveblade, men kun gennem den levende politiske skole, gennem kamp og i kamp, i revolutionens fremadskridende forløb. Dertil kommer, at absolutismen ikke kan styrtes på et hvilket som helst tidspunkt, hvis man bare mobiliserer tilstrækkelig meget "energi" og "udholdenhed". Absolutismens undergang er blot et udvendigt udtryk for det russiske samfunds indre sociale og klassemæssige udvikling. For at absolutismen kan styrtes, må det fremtidige borgerlige Rusland etableres og formes i sit indre, i sin moderne klassedeling. Hertil hører en afgrænsning mellem forskellige sociale lag og interesser, foruden dannelsen af de proletariske, revolutionære og også af de liberale, radikale, de småborgerlige, konservative og reaktionære partier. Dertil hører også selvbesindelse, selverkendelse og klassebevidsthed ikke bare i de brede lag af folket, men også hos de borgerlige lag. Men heller ikke disse er i stand til at danne sig og modnes på anden måde end gennem kamp, i selve den revolutionære proces og gennem begivenhedernes levende skole, i sammenstød med proletariatet såvel som indbyrdes, i uophørlig gensidig friktion. Denne klassespaltning og klassemodning inden for det borgerlige samfund, såvel som dets aktioner i kampen mod absolutismen bliver gennem proletariatets særlige ledende rolle og dets klasseaktion på den ene side bremset og vanskeliggjort, på den anden side drevet voldsomt frem. De forskellige understrømme i revolutionens sociale proces, krydser hinanden, hæmmer hinanden og øger revolutionens indre modsætninger, men sammenlagt fremskynder og forstærker de på denne måde kun dens vældige udbrud.
Det tilsyneladende så enkle og ubesmykkede rent mekaniske problem - omstyrtelse af absolutismen - kræver derfor en ret lang social proces, en fuldstændig undergravning af det samfundsmæssige fundament, således at det underste bliver vendt op og det øverste vendt ned, den tilsyneladende "orden" må forvandles til kaos, og det tilsyneladende "anarkistiske" kaos må forvandles til en ny orden. Og i denne sociale omdannelsesproces af det gamle Rusland var det ikke kun den første generalstrejkes januarudladning, som spillede en uerstattelig rolle; det samme - og i endnu højere grad gjorde det følgende store forårs- og sommeruvejr. Det forbitrede generelle opgør mellem lønarbejde og kapital har i samme grad bidraget til en afgrænsning mellem de forskellige folkelige lag, såvel som mellem de borgerlige lag, det har bidraget til udviklingen af det revolutionære proletariats klassebevidsthed, såvel som til klassebevidstheden hos det liberale og konservative borgerskab. Og på samme måde som lønkampene i byerne bidrog til at danne det stærkt monarkistiske industriparti i Moskva, så har de voldsomme bonderejsninger i Livland ført til en hurtig likvidation af den berømte adeligt-agrare zemstvo-liberalisme.
Men samtidig har perioden med økonomiske kampe i foråret og sommeren 1905 gennem den aktive socialdemokratiske agitation og ledelse givet byernes proletariat en mulighed for at tilegne sig hele summen af januarprologens lære, for herigennem at kunne klargøre sig revolutionens videre opgaver. I denne sammenhæng finder vi imidlertid endnu en begivenhed af vedvarende social karakter, en generel forøgelse af proletariatets levestandard, både den økonomiske, sociale og intellektuelle. Forårsstrejkerne i 1905 er næsten helt igennem forløbet sejrrigt. Som en prøve på det enorme og næsten uoverskuelige materiale er her bare anført nogle data over et par af de vigtigste strejker som i Warszawa blev ledet af Polens og Litauens socialdemokrati. I de største fabrikker inden for metalbranchen i Warszawa - i alt i 22 fabrikker [8] - tilkæmpede samtlige arbejdere sig efter en 4-5 ugers strejke (siden den 25. og 26. januar) en 9-timers arbejdsdag, en lønforhøjelse fra 15 til 20% og forskellige mindre krav. I de største værksteder inden for træbranchen, i alt 10 værksteder, [9] erobrede de strejkende allerede den 23. februar en 9-timers arbejdsdag; de stillede sig dog ikke tilfredse hermed, men holdt fast ved et krav om 8-timersdagen, og opnåede det efter en uge sammen med lønforhøjelser. Hele murerbranchen begyndte en strejke den 27. februar og krævede i overensstemmelse med socialdemokratiets parole en 8-timers arbejdsdag, og den 11. marts blev 9-timersdagen gennemført, alle kategorier fik lønforhøjelse, regelmæssige ugentlig lønudbetaling o.s.v., o.s.v. Malerne, karetmagerne, sadelmagerne og smedene tilkæmpede sig i fællesskab en 8-timersdag uden lønnedslag. Telefon-værkstederne strejkede i 10 dage og opnåede en 8-timersdag og en lønforhøjelse fra 10 til 15%. Det store linnedvæveri Hielle & Dietrich (10.000 arbejdere) opnåede efter 9 ugers strejke en forkortelse af arbejdstiden på en time og en lønforbedring på fra 5 til 10%. Og det samme resultat i en uendelighed af variationer ser vi i alle de øvrige brancher i Warszawa, Lodz og Sosnowiec.
I det egentlige Rusland blev 8-timersdagen erobret i december 1904 af nogle kategorier af oliearbejdere i Baku, i maj 1905 af nogle sukkerarbejdere i Kiev-rayonen, i januar 1905 af samtlige bogtrykkere i byen Samara, (hvor man samtidig fik gennemført en forhøjelse af akkordlønningerne og en afskaffelse af bødesystemet), desuden i februar i en fabrik for krigsmedicinske instrumenter, i et møbelsnedkeri og i en patronfabrik i Petersborg; videre blev der indført 8-timers skift i minerne i Vladivostok, i marts i det statslige mekaniske værkstedstrykkeri, i april i smedjerne i byen Bobruisk, i maj hos de ansatte funktionærer ved den elektriske bybane i Tiflis, og ligeledes i maj blev der gennemført en 8½-timers arbejdsdag i Morosovs kæmpemæssige bomuldsvæveri, (desuden blev lønnen forhøjet med 8% og natarbejdet blev samtidig afskaffet). I juni blev 8-timersdagen. gennemført i nogle oliemøller i Petersborg og Moskva, i juli indførtes 8½-timersdagen hos smedene i Petersborg havn, i november i samtlige privattrykkerier i byen Orel (samtidig med at timebetalingen blev forhøjet med 20% og akkordlønningerne med 100%, desuden blev der indført et paritetisk forligsudvalg).
9-timersdagen i samtlige jernbaneværksteder (i februar) i mange statslige militær- og marineværksteder, i de fleste fabrikker i byen Berdjansk, i samtlige trykkerier i byen Poltava såvel som byen Minsk: 9½-timesdagen på skibsværftet, det mekaniske værksted og støberiet i Nikolajev, og i juni i mange restauranter og kafeer efter en generel tjenerstrejke (samtidig med en lønforhøjelse på mellem 20 og 40% og indførelse af 2 ugers ferie om året).
10-timersdagen blev gennemført i næsten alle fabrikkerne i byerne Lodz, Sosnowiec, Riga, Kovno, Reval, Dorpat, Minsk, Charkow, desuden hos bagerne i Odessa, i håndværksbedrifterne i Kishinjov, i nogle hattefabrikker i Petersborg, i tændstikfabrikkerne i Kovno (foruden en lønforhøjelse på 10%) i samtlige marineværksteder og for samtlige havnearbejdere.
Lønforhøjelserne er gennemgående af mindre omfang end arbejdstidsforkortelsen, men alligevel af betydning; f.eks. blev der i Warszawa i midten af marts 1905 af byens fabriksforvaltning fastsat en generel lønforhøjelse på 15%. I tekstilindustriens centrum Ivanovo Vosnessensk opnåedes en lønforhøjelse fra 7 til 15%; i Kovno (Kaunas) blev 73% af det samlede antal arbejdere berørt af lønforhøjelserne. En fast minimalløn blev indført i en del bagerier i Odessa, i Neva-skibsværftet i Petersborg o.s.v.
Ganske vist blev disse indrømmelser ofte trukket tilbage snart det ene sted og snart det andet. Men dette førte bare igen til fornyede og endnu mere forbitrede revanchekampe, og således er strejkeperioden i foråret 1905 blevet et forspil til en uendelig række af økonomiske kampe, som stadig udvider sig og slynger sig ind i hinanden, og fortsætter den dag i dag. I perioder med tilsyneladende stilstand for revolutionen, hvor telegrammerne ikke bringer nogen sensationelle nyheder fra Rusland til den øvrige verden, og hvor den vesteuropæiske læser skuffet lægger sin morgenavis til side med en bemærkning om, at der "ikke sker noget" i Rusland, bliver revolutionens store muldvarpearbejde i virkeligheden fortsat uafbrudt dag for dag og time for time. I en uophørlig intensiv økonomisk kamp med hurtigt virkende kortvarige metoder gennemføres overgangen fra den primitive akkumulations, den patriarkalske rovdrifts kapitalisme, til et hypermoderne civiliseret stadium. I dag har den faktiske arbejdstid i den russiske industri ikke blot lagt den russiske fabrikslovgivning bag sig, d.v.s. den lovmæssige arbejdsdag på 11½ time, men også overskredet de konkrete tyske forhold. Inden for de fleste brancher i den russiske storindustri hersker der i dag 10-timersdagen, som i Tyskland i sociallovgivningen bliver fremstillet som et uopnåeligt mål. Og ikke nok med det, den længselsfuldt ventede "industrielle konstitutionalisme", som man sværmer for i Tyskland og for hvis skyld tilhængerne af den opportunistiske taktik er villige til at holde enhver frisk luftning langt borte fra den saliggørende parlamentarismes stillestående vande, bliver født i Rusland midt under en revolutionsstorm af revolutionen sammen med den politiske "konstitutionalisme". Der er ikke kun indtrådt en almindelig stigning af arbejdernes levestandard, for slet ikke at tale om kulturniveauet. Den materielle levestandard som et vedvarende niveau af velvære er der ikke nogen plads for i revolutionen. Fuld som den er af modsætninger og kontraster bringer den på en og samme tid økonomiske sejre med sig og de mest brutale hævnakter fra kapitalismens side; i dag 8-timersarbejdsdagen, i morgen masselockout og den nøgne sult for hundredtusinder. Det mest værdifulde ved denne skarpe revolutionære op- og nedadgående bølge - fordi det er blivende - er dens åndelige nedslag: proletariatets springvise intellektuelle, kulturelle vækst, som frembyder den eneste ubrydelige garanti for dets videre uophørlige fremrykning inden for den økonomiske såvel som inden for den politiske kamp. Men ikke bare det: Der bliver vendt op og ned på forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver; siden januargeneralstrejkerne og de følgende strejker i 1905 er princippet for det kapitalistiske "husbondevælde" de facto afskaffet. I de største fabrikker i alle vigtige industricentre har der tilsyneladende helt af sig selv dannet sig arbejderkomiteer, som arbejdsgiverne må forhandle med, og som træffer afgørelser i alle konflikter. Og til slut en ting til: De tilsyneladende kaotiske strejker og de "desorganiserede" revolutionære aktioner efter januargeneralstrejken er blevet udgangspunkt for et voksende organisationsarbejde, Madame Historie peger fra det fjerne leende næse af de bureaukratiske skabelonmennesker, som holder strengt vagt over den tyske fagforeningslykke. De fasttømrede organisationer, som på forhånd skal forskanses til en uindtagelig fæstning, som en ubetinget forudsætning for et eventuelt forsøg med at sætte en eventuel tysk massestrejke i gang, disse organisationer bliver i Rusland tværtimod født af massestrejken! Og mens de tyske fagforeningers vogtere mest af alt frygter, at organisationerne skal gå i stykker som kostbart porcelæn i en revolutionær hvirvel, viser den russiske revolution os det helt omvendte billede: Ud af malstrømmen og stormen, ud af massestrejkernes og gadekampenes ild og glød stiger Venus af havskummet: frisk, ung, stærk og livsglad ... de faglige organisationer.
Her igen et lille eksempel, som imidlertid er typisk for hele riget. På Ruslands anden faglige konference, som fandt sted i slutningen af februar 1906 sagde repræsentanten for fagforeningerne i Petersborg i sin beretning over udviklingen af de faglige organisationer i den zaristiske hovedstad:
"Den 22. januar 1905, der skyllede Gapons forening væk, dannede et vendepunkt. Arbejderne, udgået af masserne, har af begivenhederne lært at værdsætte betydningen af at organisere sig, de forstår, at de kun selv kan skabe disse organisationer. - I direkte forbindelse med januarbevægelsen opstår i Petersborg den første fagforening - nemlig bogtrykkernes. Det udvalg, som var udpeget til at udarbejde tarifforslagene, formulerede vedtægterne, og den 19. juni begyndte foreningen at fungere. Nogenlunde samtidig blev kontoristernes og bogholdernes forening en realitet. Ved siden af disse organisationer, der næsten eksisterer helt åbenlyst (legalt) opstod fra januar til oktober 1905 halvt legale og illegale fagforeninger. Til de første hører f.eks. apotekermedhjælpernes og de butiksansattes. Blandt de illegale fagforeninger må urmagernes forbund fremhæves; deres første hemmelige møde fandt sted den 24. april. Alle forsøg på at sammenkalde et åbent møde strandede på hårdnakket modstand fra både politi og arbejdsgivere, i dette tilfælde håndværkskammeret. Men modgang forhindrede ikke fagforeningens eksistens. Den holdt hemmelige medlemsmøder den 9. juni og den 14. august, desuden holdt den faglige ledelse også møder. Skræddernes og syerskernes fagforening blev i foråret 1905 grundlagt i en skov, hvor 70 personer deltog. Efter at spørgsmålet om selve grundlæggelsen var blevet drøftet blev der valgt en komite, som fik pålagt at udarbejde vedtægterne. Alle forsøg fra komiteens side til at få gjort fagforeningen legal forblev resultatløse. Dens virksomhed indskrænkede sig til agitation og hvervning af medlemmer i de enkelte værksteder. En lignende skæbne blev skomagernes fagforening til del. I juli om natten blev der kaldt til hemmeligt møde i en skov uden for byen. Mere end 100 skomagere kom til stede, der blev holdt et indlæg om fagforeningernes betydning, deres historie i Vesteuropa og deres opgaver i Rusland. Derefter blev det besluttet at grundlægge en fagforening; 12 mand blev valgt til at danne den komite, der skulle udarbejde vedtægterne og indkalde til en generalforsamling. Vedtægterne blev udarbejdet, men foreløbig er det hverken lykkedes at få dem trykt eller at indkalde til en generalforsamling."
Det var den første svære begyndelse. Så kom oktoberdagene, og den anden store generalstrejke, zarmanifestet af 30. oktober, og den korte "forfatningsperiode". Arbejderne styrtede sig med brændende iver ud i den politiske friheds bølger for straks at bruge den til organisationsarbejde. Ved siden af de daglige politiske møder, debatterne og foreningsstiftelser tager man straks fat på opbygningen af fagforeningerne. I oktober og november opstår der i Petersborg fyrre nye fagforeninger. Straks bliver der grundlagt et "centralbureau" d.v.s. et fagforeningskartel, forskellige fagblade opstår, og siden november også et centralorgan "Fagforeningen". Det, der ovenfor er fortalt om Petersborg holder i det store og hele også stik når det gælder Moskva og Odessa, Kiev og Nikolajev, Saratov og Voronezh, Samara og Nizhni Novgorod alle Ruslands større byer og i endnu højere grad i Polen. Fagforeningerne i de enkelte byer søger kontakt med hinanden, der bliver afholdt konferencer. "Forfatningsperioden"s afslutning og det reaktionære omslag gør for en tid også ende på fagforeningernes åbne brede aktivitet, men slukker dog ikke deres livsflamme. De fungerer videre i al hemmelighed som organisation og fører samtidig helt åbenlyst lønkampe. Der skabes en mærkelig blanding af en på en og samme tid lovlig og ulovlig tilstand, når det gælder fagforeningerne, der svarer til den modsigelsesfulde revolutionære situation. Men midt i kampen bliver organisationsarbejdet med stor grundighed, ja, faktisk med pedanteri, fortsat udbygget. F.eks. er de polske og litauiske socialdemokratiske fagforeninger, som på sidste partidag (i juni 1906) var repræsenteret med 5 delegerede for 10.000 betalende medlemmer, udstyret med ordentlige statutter, trykte medlemsbøger, klæbemærker o.s.v. Og de selvsamme bagere, skomagere, metalarbejdere og bogtrykkere fra Warszawa og Lodz, som i juni 1905 stod på barrikaderne og i december kun ventede på en parole om gadekamp fra Petersborg, finder nu mellem to massestrejker, mellem fængsel og lockout, den tid og alvor, der skal til for indgående og opmærksomt at diskutere deres fagforeningslove. Ja, disse gårsdagens og morgendagens barrikadekæmpere har mere end en gang på møderne givet deres ledere det glatte lag og truet med at ville træde ud af partiet, fordi disse ulyksalige små fagforeningsbøger ikke kunne blive trykt hurtigt nok, og det i hemmelige trykkerier under uafladelig politimæssig hetzjagt, og denne iver og denne alvor varer ved til i dag. I de første to uger af juli 1906 er der f.eks. blevet dannet 15 nye fagforeninger i Jekaterinoslav, i Kostroma 6 fagforeninger, flere i Kiev, Poltava, Smolensk, Tjerkassy, Proskurov - helt ned til de mindste provinshuller. Under mødet i Moskvas fagforeningskartel den 4. juni i år (1906) blev det efter de forskellige faglige delegeredes beretninger besluttet "at fagforeningerne skal disciplinere deres medlemmer og holde dem tilbage fra gadeoptøjer; tidspunktet anses nemlig for at være ugunstigt, når det gælder massestrejke. Over for mulige provokatører fra regeringens side skal de sørge for, at masserne ikke strømmer ud på gaderne". Endelig besluttede kartellet, at i den periode hvor en fagforening leder en strejke, skal de andre holde sig tilbage, når det gælder lønændringer. De fleste økonomiske kampe bliver nu ledet af fagforeningerne.
Således har den store økonomiske kamp, der er udgået fra januargeneralstrejken, og som stadig ikke er ophørt, dannet en bred baggrund for revolutionen, ud af hvilken snart enkelt-eksplosioner, snart generelle store proletariske hovedaktioner opstår i uophørlig vekselvirkning med den politiske agitation og revolutionens ydre begivenheder. Således flammer mod denne baggrund følgende begivenheder op: den 1. maj 1905 tager majfestlighederne form af en enestående altomfattende generalstrejke i Warszawa, en fuldstændig fredelig massedemonstration, der ender i et blodigt møde mellem den forsvarsløse masse og soldaterne. I juni fører en masseudflugt i Lodz, der bliver slået ned af soldaterne, til en demonstration med 100.000 arbejdere i forbindelse med begravelsen af ofrene til et fornyet møde med militæret og til slut til en generalstrejke, som den 23., 24. og 25. går over i den første barrikadekamp i zarriget. En lille episode ombord på panserskibet "Potemkin" [10] fører i juni til den første matros-revolte i Sortehavsflåden, hvad der straks resulterer i en mægtig massestrejke i Odessa og Nikolajev. Videre følger som et ekko: Massestrejke og matrosrevolter i Kronstadt, Libau, Vladivostok.
I oktober måned kommer Petersborgs storslåede eksperiment med at indføre 8-timersdagen. De arbejderdelegeredes råd beslutter at gennemføre 8-timersdagen i Petersborg på revolutionær vis. Det vil sige: På en bestemt dag erklærer samtlige arbejdere i Petersborg over for deres arbejdsgivere, at de ikke har i sinde at arbejde længere end 8 timer dagligt, for derfor at forlade arbejdspladserne, når de 8 timer er gået. Ideen giver anledning til levende agitation og bliver modtaget af proletariatet med begejstring og gennemført; de største ofre bliver ikke skyet. Således betyder f.eks. 8-timersdagen for tekstilarbejderne, som indtil da havde arbejdet 11 timer og det på akkord, en enorm lønreduktion, som de dog beredvilligt accepterede. Inden for en uge hersker der i samtlige Petersborgs fabrikker og værksteder en 8-timers arbejdsdag, og arbejdernes jubel kender ingen grænser. Men arbejdsgiverne, der til at begynde med var blevet taget på sengen, ruster sig nu til forsvar: overalt bliver der truet med lukning af fabrikkerne. En del arbejdere indlader sig på forhandlinger og opnår nogen steder 10 andre steder 9-timers arbejdsdag. Men Petersborg-proletariatets elite, arbejderne i de store statslige metalværker, lader sig ikke rokke, og det kommer til lockout, som i en måned sætter mellem 45.000 og 50.000 mand på gaden. 8-timersbevægelsen kommer således gennem denne afslutning til at spille ind i den store massestrejke i december, som den store lockout i høj grad var med til at bremse.
Som svar på Bulygins [11] dumaprojekt følger imidlertid i oktober den anden brede massestrejke i hele zarriget, og her var det jernbanefolkene som gav parolen. Denne anden revolutionære hovedaktion fra proletariatets side har allerede en væsentligt anden karakter end den første i januar. Den politiske bevidsthed spiller allerede en meget større rolle. Ganske vist var den første foranledning til udbruddet af massestrejken også her en underordnet og tilsyneladende tilfældig ting: jernbanefolkenes konflikt med forvaltningen om pensionskassen. Men industriproletariatets almindelige rejsning, som derefter fulgte, blev båret frem af klare politiske tanker. Januarstrejkens prolog var en tiggergang til zaren om politisk frihed, oktoberstrejkens parole lød: Væk med zarismens konstitutionelle komedie! Og takket være generalstrejkens umiddelbare resultat - zarmanifestet af 30. oktober, flød bevægelsen ikke tilbage i sig selv som i januar for at genoptage begyndelsestrækkene i den økonomiske klassekamp, men strømmede ud og udnyttede under stor aktivitet den nylig erobrede politiske frihed. Demonstrationer, møder, en ung presse, offentlige diskussioner og blodige massakrer som slutningen på visen, og derefter nye massestrejker og demonstrationer - dette er det stormfulde billede af november- og decemberdagene. I november bliver den første demonstrative massestrejke sat i gang på en appel fra socialdemokratiet, som en protestmanifestation mod blodsudgydelserne og indførelse af belejringstilstand i Livland og Polen. Gæringen efter den kortvarige forfatningsdrøm og den grusomme opvågnen fører endelig i december til udbruddet af den tredje almene massestrejke i hele zarriget. Denne gang er forløbet og afslutningen igen en helt anden end i de to første tilfælde. Den politiske aktion slår ikke længere om i en økonomisk sådan som i januar, men den erobrer heller ikke en hurtig sejr sådan som i oktober. Den zaristiske hofklikes forsøg med den virkelige politiske frihed bliver ikke gentaget, og den revolutionære aktion støder derfor i hele sin bredde mod den hårde mur, som absolutismens materielle magt udgør. Gennem den logiske udvikling af begivenhedernes videre forløb slår massestrejken denne gang om i en åben opstand, en bevæbnet barrikade- og gadekamp i Moskva. Som højdepunktet i den politiske aktion og massestrejkebevægelsens opadstigende linje afslutter decemberdagene i Moskva revolutionens første arbejdsrige år.
Begivenhederne i Moskva viser samtidig i et lille prøvebillede den logiske udvikling og fremtiden for den revolutionære bevægelse som helhed: den uundgåelige afslutning i en almindelig åben opstand, som imidlertid på sin side ikke kan komme i stand på anden måde end gennem erfaringerne fra en række forberedende (partielle) opstande, som netop derfor foreløbigt afsluttes med partielle ydre "nederlag" og vurderet enkeltvis forekommer at være kommet "for tidligt".
Året 1906 bringer duma-valgene og dumaepisoden. Proletariatet boykotter ud fra sit stærke revolutionære instinkt og klare erkendelse af situationen hele den zaristiske konstitutionelle farce, og liberalismen overtager i nogle måneder atter forgrunden på den politiske scene. Situationen fra året 1904 er tilsyneladende ved at vende tilbage. En periode med snak træder i stedet for en periode med handling, og proletariatet træder for et stykke tid ind i skyggen for så meget desto flittigere at hellige sig den faglige kamp og organisationsopbygningen. Massestrejkerne forstummer, mens knitrende raketter fra den liberale retorik bliver affyret dag efter dag. Men til slut rasler jerntæppet pludselig ned, skuespillerne bliver jaget fra hinanden, og af de liberale raketter er der nu kun røg og dunst tilbage. Det russiske socialdemokratis centralkomite forsøger at fremkalde en fjerde massestrejke i hele Rusland, som en demonstration for dumaen og for en genetablering af den liberale periode, men forsøget falder helt til jorden. Den politiske massestrejkes rolle - isoleret - er udtømt, massestrejkens overgang til almen folkeopstand og gadekamp er endnu ikke inde. Den liberale episode er forbi, den proletariske er endnu ikke begyndt. Foreløbig forbliver scenen tom.
6. Nikolaj 2, 1894-1917.
7. Myndighederne forsøgte at forhindre, at arbejdernes kamp antog politisk karakter ved at organisere dem i faglige organisationer under politiets kontrol. Lederen af dette arbejde var chefen for det hemmelige politi i Moskva, Subatov.
8. Navnene er udeladt.
9. Navnene er udeladt.
10. 27. juni udbrød der en matrosopstand på panserkrydseren Potemkin.
11. Indenrigsminister A. G. Bulygin havde i august udfærdiget det meget begrænsede kejserlige dekret om oprettelse af en rådgivende duma. På baggrund af de uroligheder og strejker, der fulgte, udstedte zaren imidlertid et par måneder efter det så- kaldte oktobermanifest, hvori der lovedes indført en lovgivende duma.